torsdag den 12. maj 2016

Boganmeldelse: Når isen brister af Camilla Grebe

Bogen er netop udkommet i dag og kan købes på plusbog.dk til DKK 99,-.


Dansk titel: Når isen brister
Original titel: Älskaren från huvudkontoret
Forfatter: Camilla Grebe
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 492
Forlag: Lindhardt og Ringhof

Forlagets beskrivelse:
Når isen brister er en psykologisk spændingsroman, der er både spændende, skræmmende og overraskende. Forfatteren leger med perspektivet og læserens forventninger, og intet står klart før til allersidst. 
Emma har en elsker; en elsker, som er alt det, hun har drømt om … og lidt til. Der er bare det lille problem, at han er direktør i den tøjkæde, hvor hun arbejder, og dermed hendes øverste chef. En smule upraktisk, men samtidig også lidt spændende og hemmeligt. Efter deres forlovelse forsvinder han dog sporløst, og kort tid efter findes en ung kvinde bestialsk myrdet og lemlæstet i hans mondæne villa i en forstad til Stockholm.  
Peter Lindgren, rutineret efterforsker hos kriminalpolitiet, får hjælp af adfærdspsykologen Hanne Lagerlind til at opklare mordet, som har tydelige ligheder med en ti år gammel uopklaret sag. Sammen søger de to efter svar i fortiden, hvilket også får dem til at mindes det forhold, de en gang havde. Hvem er den myrdede kvinde? Har forbrydelsen forbindelse til den ti år gamle mordsag? Hvorfor forsvandt elskeren fra hovedkontoret, og hvorfor er kærligheden ofte så uforudsigelig?


Anmeldelse:
Da Martine fra Plusbog.dk spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Elskeren fra hovedkontoret (som efterfølgende er blevet omdøbt til Når isen brister), var jeg faktisk meget i tvivl. Det var ikke fordi bogen på nogen måde lød uinteressant, men jeg følte mig bare virkelig mættet i krimi. Faktisk var det min kæreste, som overbeviste mig om, at jeg altid lige kan klemme endnu en krimi ned.
”Og når de er rigtig gode, så bliver du altså så glad.” –sagde han. Og det er jo sandt.

Når isen brister er kapitelinddelt efter hvilken karakter, det givne kapitel følger. Man følger således tre liv sideløbende; Emma – hvis kapitler var mine favoritter – er en ung pige, som arbejder i en tøjbutik og har haft en lidt hård barndom, som har givet hende nogle ar på sjælen. Hun er en forsigtig pige, som ikke har særligt høje tanker om sig selv.
Peter er efterforsker hos Kriminalpolitiet, og i vaskeægte Carl Mørck stil, er han en knalddygtig efterforsker, men alting halter lidt på privaten, hvor han hverken formår at handle frugtbart på intuition eller fornuft.
Sidste karakter, der præsenteres er Hanne. Hanne er en midaldrende adfærdspsykolog, som for nylig har fået konstateret begyndende demens. Hun er gift med Owe, som hun aldrig rigtig har elsket, og deres forhold minder mest af alt om forholdet mellem barn og forælder, hvor Owe agerer den irettesættende, fornuftsdrevne far, som opdrager på sin (til tider oprørske) teenagedatter.
De tre karakterers historier smelter selvfølgelig sammen efterhånden som bogens handling udspilles. Strukturen er set før, men jeg tror aldrig før, at jeg har gættet forkert i så høj grad, som jeg gjorde det i Når isen brister. Den er simpelthen så svær at regne ud, og af samme grund blev den også en af de der krimier, som holdte mig vågen om natten, fordi jeg godt lige kunne klemme et ekstra kapitel ned i håbet om en afklaring på, hvad i alverden der foregik.
Den er helt sikkert en anbefaling værd, og de fleste vil nok opleve, at den er færdiglæst nærmest før læsningen er igangsat.

Bonusinfo:
Forfatteren, Camilla Grebe er en aktiv Instagram-bruger, som ofte kommenterer på sine læseres billeder og opdateringer om læsningen af hendes bøger. Hun hedder @camillagrebe.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar