Boganmeldelse: Lugten af sne af Pia Tafdrup

Digtsamlingen kan købes hos Gyldendal for DKK 199,-.

Titel: Lugten af sne

Forfatter: Pia Tafdrup

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 152

Forlag: Gyldendal

Forlagets beskrivelse:

Pia Tafdrup har skrevet en ny digtsamling, "Lugten af sne". Denne digtsamling er den anden i en suite, der kommer til at bestå af fem værker, og den hører sammen med udgivelsen fra 2014, som hedder "Smagen af stål". Pia Tafdrup modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 1999 og Svenska Akademiens nordiska pris i 2006. Temaer som tab, erkendelse, individ og omgivende verden står stærkt i Pia Tafdrups forfatterskab.

Anmeldelse:

Som det fremgår af forlagets beskrivelse, så er Lugten af sne nummer to i en samlet serie af i alt fem bøger. Forud for Lugten af sne, er Smagen af stål, som jeg læste lige inden (jeg regner med en anmeldelse af den snarest, men fandt det nærliggende at starte med en anmeldelse af den aktuelle bog). De fem værker vil hver især tage udgangspunkt i en af de menneskelige sanser, hvor det i denne sammenhæng er lugtesansen, der danner grundlag for lyrikken. Digtsamlingen består af 55 digte under ni forskellige overskrifter. Vi kommer omkring digte som beskriver alle årstider og alle former for lugte og dufte. Fælles for dem alle er, at de under overfladen synes at behandle mere eksistentielle emner med kroppen og dens sanser (her: lugtesansen) som afsæt. For eksempel digtet, Stank hvor forskellige former for menneskestank beskrives, men som i virkeligheden synes at udspringe af en generel afsky over sig selv og sin egen krop:

“

Der findes mennesker, der ikke kan udholde deres egen lugt,

dén, der er deres, men som de umuligt kan sætte ord på.

Mennesker, der bader og skrubber sig,

men ikke desto mindre føler afsky ved dig selv.

Mennesker, der prøver at skjule deres egen lugt

under dække af creme og parfumer.

Mennesker, der til stadighed ændrer kost

i et forsøg på at skifte kropslugt.

Dropper kaffe, smøger, hvidløg, skærer ned

på proteiner, der danner lugte af svovl.

Mennesker, der indtager magnesium, zink

eller andre kosttilskud i håbet om at skifte lugt.

Mennesker, der spiser piller, fordi de frygter,

deres indre er gået i forrådnelse.

Mennesker, der tester deres hormonbalance

i håb om at kunne regulere sig ud af problemet.

Mennesker, der opsøger den ene læge efter den anden

for at blive fri for deres egen lugt.

Mennesker, der tester deres bolig, lugter den fugtigt,

lugter den af mug og skimmel, er det dér, lugten stammer fra.

Mennesker, der overvejer, om deres krop er hærget af stress

eller miljøgifte, om problemet kommer indefra eller udefra .

Der findes mennesker, der vender andre ryggen,

for at de ikke skal udsættes for ubehagelige lugte.

Mennesker, der synes, de lugter modbydeligt,

selv når omgivelserne ikke føler det mindste ubehag.

Mennesker, der fornemmer deres egen lugt,

som reagerede de på et giftigt dyr.

Mennesker, der befinder sig i helvede i egen krop,

natten falder ned, lukker alle ude.

                                                                                ”

”Stank” i Lugten af sne s. 122-123

Jeg er begejstret for Stank (hihi – sjov sætning!), fordi digtet tager aktuelle temaer op og kan læses som en samfundskritik.

Faktisk kan mange af digtene læses som samfundskritiske tekster, hvor der både lægges op til refleksion (og måske også debat?) over krops- og sundhedskultur, krig, global opvarmning og andre meget aktuelle emner.

Tafdrup får allerede i første digt Indånding, udånding forbundet lugtesansen med åndedrættet og da åndedræt = liv, beskrives livet i alle dets afskygninger af besværligheder og bekymringer – både for individet, men også for fællesskabet.

Jeg værdsatte bogens belysning af vigtige temaer og vigtigst af alt satte den uendelige tankestrømme i gang, hvilket er litteraturens væsentligste funktion i min verden.

Jeg må dog erkende, at der var nogle digte, som jeg simpelthen bare ikke forstod. Måske skyldes det, at de ikke krævede tolkning, men bare skulle læses som de ord, der fremgik sort på hvidt (jeg søger altid efter mere mellem linjerne). Men selv de digte jeg (muligvis) ikke forstod var værdsat, fordi sproget ganske enkelt er smukt. Den perfekte gave til æstetikeren.