mandag den 9. maj 2016

Boganmeldelse: Nathaniel P’s affærer af Adelle Waldman

Bogen kan købes på iMusic til 208,- inkl. fragt lige her.


Titel: The Love Affairs of Nathaniel P

Dansk titel: Nathaniel P’s affærer
Forfatter: Adelle Waldman
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 270
Forlag: C&K Forlag

Forlagets beskrivelse:
Den amerikanske forfatter Adelle Waldman, hvis debutroman nu udkommer på dansk, spidder den moderne (forfatter)mand i Nathaniel P’s affærer.Nate er en ’rising star’ på New Yorks litterære himmel. Efter som ganske ung at have været lidt af en nørd har han nu kontrakt på en bog, litteraturtidsskrifterne står i kø for at trykke hans artikler, og kvinderne begærer ham. Romanen følger hans fem måneder lange forhold til forfatterspiren Hannah. Men Nate er en upålidelig fortæller, der ikke selv forstår hvad han fortæller. En vittig og klarsynet skildring af dating, parforhold og storbyliv.

Anmeldelse:
Det var med store forventninger, jeg påbegyndte læsningen af Nathainel P’s affærer – en bog, som har fået overordentligt meget ros med på vejen fra New Yorks litterære elite. Det er jo ofte forventningens glæde, som er den største af alle glæder, og langt hen ad vejen troede jeg faktisk også, at det var tilfældet med indblikket i Nathaniels (Nate) kaotiske ”kærligheds”liv.
Nate er en 30-årig spirende forfatter, som netop har landet sin første store kontrakt med et forlag. Han tilhører New Yorks intellektuelle elite, hvor refleksive tanker, litteratur og eksistentialisme er vigtigere end fede bankbøger og prangende boliger. Han er søn af østeuropæiske immigranter, som har taget hans uddannelse meget alvorligt, og han er uddannet ved Harvard – en kendsgerning hans mor gerne minder ham om jævnligt.
Nate er flyvsk, når det kommer til kvinder. Han finder hurtigt fejl ved dem, han ses med, og resultatet bliver en lige så hurtig udskiftning. Han har mange etiske overvejelser omkring hans egen behandling af kvinder, og han ser sig selv som et produkt af postfeminismen, som forstår feminismens kampe og samfundets mandlige privilegier.
De første ca. 100 sider af bogen gjorde ikke noget særlig for mig, og jeg tænkte, at det var en bog, som bare skulle færdiglæses i en fart. Men så skete der noget omkring side 100, som endelig gjorde, at jeg kunne lade mig totaltopsluge af historien. Indtil da har læseren været i overfladisk berøring med Nates mange kvindelige erobringer, men nu indleder han et længerevarende forhold, som betyder, at læseren endelig får lov at komme tæt ind på livet af en af Nates kvinder. På denne måde er læseren en del af Nates tanker og liv, fordi vi - lige så lidt som han selv – får lært pigerne rigtigt at kende, da han hurtigt mister interessen og finder fejl ved dem.
På trods af, at Nate er politisk korrekt i alle sine udtalelser og holdninger, så er han det stik modsatte hans gøren og laden. Læseren forlades til at tro, at Nate ikke orker det ansvar, det medfører at kende et menneske rigtig godt. Så snart en (kærligheds)relation kræver noget af Nate, bakker han langsomt ud og begrunder sin tilbagetrækning med utallige fejl ved hans kvindelige ”offer”.
Hans røvhulsagtige opførsel bliver i den grad sat på spidsen, da han i slutningen af bogen ender med at afslutte forholdet til en intellektuel kvinde, som giver ham modspil og får ham til at grine, for i stedet at ende op med et smukt trofæ, som ikke forstår hans fulde person og ikke giver plads til den slags samtaler, han lever for.

Jeg følte mig lidt forladt, da jeg nåede bogens slutning. Jeg følte ikke helt, at bogen var færdig, hvilket jeg nok må erkende mest af alt skyldes min egen store utilfreds med Nates valg. Siden endt læsning, har det været en historie, som lever videre i mit hoved, og jeg skal helt sikkert læse mere om Nate, hvis forfatteren beslutter sig for at fortælle videre.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar