 |
| Liberty kan købes hos Saxo for 129,- (dog i en anden version end den, som jeg har). Klik her. |
Forfatter: Jakob Ejersbo
Udgivelsesår: 2009
Sideantal: 711
Forlag: Gyldendal
Forlagets beskrivelse:
Christian er søn af et dansk ægtepar, der bor og arbejder i
Tanzania. Han føler sig meget overladt til sig selv, men bliver ven med Marcus,
en sort dreng med en miserabel familiebaggrund, som arbejder for en svensk
familie.
Vi følger skiftevis de to drenge gennem de ofte meget
intense og voldsomme oplevelser, den afrikanske virkelighed udsætter dem for,
en verden fyldt med modsætninger og konflikter i alle generationer og alle
miljøer, hvor enhver er sin egen lykkes smed, og hvor sex og sygdom, død og
alkohol er allestedsnærværende og spiller de dominerende roller.
De to drenges venskab vokser sig varmt og stærkt, men det
går bedst, mens de er børn, og helt lykkeligt bliver det aldrig: Den hvide vil
være sort, den sorte hvid -. Og efterhånden som de bliver ældre, vokser
modsætningsforholdet mellem dem: ikke engang musikken kan mere holde dem
sammen. De gensidige forventninger viser sig ikke at kunne honoreres.
Christian bliver sendt til Danmark, hvor han skal bo hos
slægtninge i Aalborg, men han kan ikke finde sig til rette og ender med at
rejse tilbage til Afrika. Men heller ikke her føler han sig hjemme mere -
han hverken kan eller vil leve op til den rolle, han som hvid skal påtage sig.
Anmeldelse:
Jeg ved nærmest ikke, hvordan
jeg skal tage hul på den her anmeldelse. Når den er postet, er jeg for alvor
færdig med Ejersbos Afrika-trilogi, og medmindre jeg vælger at genlæse den, så
vil jeg ikke høre mere til Samantha, Sofie, Christian og Marcus. Jeg kender
dem, og jeg mærker en betydelig trang til at læse om deres videre færd i livet.
Jeg kan næsten ikke holde tanken ud. Derfor bliver anmeldelsen formentlig også
alt for lang. Til de, der ikke orker at læse den færdig, er her en kort
opsummering:
LÆS
DEN!
Den
sorte og den hvide
I Liberty følger vi skiftevis Christian og Marcus. Christians far er
udstationeret i Moshi, Tanzania, og da Christian er 13 år, flytter han selv og
resten af familien (lillesøster og mor) fra Danmark til Tanzania. Marcus er en
tanzanier, som er opvokset under trange kår med en far, der slår og drikker, en
masse søskende og en mor, som forsøger at skrabe penge sammen til dagen og
vejen. De to drenge får et tæt venskab, hvis udvikling vi følger fra at være et
ligeværdigt forhold med troen på lige muligheder for social mobilitet til en
langsom krakelering af barndommens naivitet og erkendelsen eller opfattelsen
af, at de i kraft af hudfarve har forskellige muligheder i livet.
De to drenge møder hinanden som
teenagere, fordi Marcus fungerer som en form for ”husdreng” for en tysk (senere
for en svensk) familie, som Christians far jævnligt besøger. Marcus oplever,
hvordan de europæiske teenagere taler til og opfører sig overfor deres
forældre, og han beslutter, at hans forældre heller ikke skal bestemme over
ham. Forskellen er, at Marcus forældre ikke tænker på det som typisk oprørsk
teenageradfærd, men som hvid mentalitet og manglende respekt.
”Nu begynder jeg totalt at ignorere mine
forældre, fordi jeg synes de gør forkerte ting (…)”
Liberty s. 29
Og da hans opførsel bliver
straffet med det, som han kalder at ”snakke med kæppen” (tæsk), fortæller den
tyske familie ham, at det er forkert. Her indvier Ejersbo for alvor læseren i
de kulturelle sammenstød mellem Europa og Afrika.
Langsomt begynder de to venner
at vurdere og tolke på hinandens handlinger ud fra antagelser om, hvordan
henholdsvis den sorte og den hvide mand tænker og opfører sig, og glemmer alt
om de hele mennesker, de hver især er.
Det er lykkedes Ejersbo at
skabe to vidt forskellige sprog til Christian og Marcus. Christian taler i et
helt almindeligt dansk teenagersprog, som vi kender det både fra litteraturens
og virkelighedens verden. Mens Marcus bliver troværdig som afrikaner, fordi
sproget (fra pæredansk synsvinkel) lyder afrikansk. Samtidig indvier Marcus
læseren i den afrikanske tankegang, hvor den hvide mand kan blive en redning
fra fattigdom, for eksempel, når han siger:
”Jeg har set den skønhed – hun hænger i
baren på Moshi Hotel, sælger papajaen for penge. Men den hvide mand må pumpe
gratis, for allerede når den sorte pige snakker med ham, så ved hun at regnen
vil falde ned på hende – få marken til at blomstre.”
Liberty s. 98
Lighed
og frihed
Lighed og frihed er to centrale
temaer i Liberty, og kommer blandt
andet til udtryk, når Marcus (og alle andre afrikanere) omtaler de hvide mænd
som bwana som er swahili for herre. Da den svenske familie kommer til, retter
konen ham i starten og fortæller ham, at han ikke behøver sige bwana, for ”Vi
er alle sammen ligeværdige mennesker.” hertil svarer og tænker Marcus:
”Javel,” sagde jeg, for jeg syntes
kvinden var god, men samtidig gal. Skulle jeg sige til bwana Jonas, at han skal
pudse mine sko, så vi kan se ligheden blomstre?”
Liberty s. 68
Her fastslår Ejersbo for alvor
utopien i lighedsprincippet mellem sorte og hvide i Afrika. Og det nævnes
utallige gange, hvordan de fleste hvide kvinder rejser til Afrika med tanken om
at ”redde den stakkels neger” og her sættes gang i læserens tanker om den hvide
frelser.
Overlevelse
vs. kærlighed
Et gennemgående tema for hele
Afrika-trilogien er også den konstante tvivl om, hvorvidt den sorte kvindes
hengivenhed overfor den hvide mand skyldes kærlighed eller om den nærmere er et
forsøg på overlevelse i en barsk verden.
”Men er de … ludere?”
”Nej, de er piger, som håber at mzunguen
vil tage dem med til Europa. En slags handel – de giver skønheden for at få
billetten.”
”Jeg forstår bare ikke, hvordan de kan
tro det,” siger Tita. ”Pigerne.”
”Hovedårsagen er deres fattigdom. Og
deres uvidenhed. Dårlig blanding. Når de ser den farvede mand – den hvide mand
– så er den første konklusion, at nu bliver de rige, nu vil de få et godt hus.
Nu vil de rejse til Europa. Nu vil de leve meget godt som i himlen. Nu vil hele
familien blive rig. Sådan er det. Hun vil komme til Europa, og hun kan hjælpe
familien i Tanzania.”
”Det er jo totalt naivt,” siger Tita.
”Hun er yngre, og hun kan tilfredsstille
ham, og hun ved, at han vil droppe sin kone som en sten. I sex vil den sorte
pige være mirakler. Hun vil udføre en masse mirakler for den hvide mand, så han
fuldstændig forlader sin kone; tænker, at konen er uduelig. Når de gør det som
fattige for at opnår noget, vil de udføre en seksuel hypnose hele tiden. Og den
hvide man vil være totalt forhekset. Han vil glemme sit hjem.”
Liberty s. 188
Min
personlige favorit: Marcus
Der var virkelig mange
passager, jeg hæftede mig ved i Liberty
og fælles for dem alle er, at det var tanker og udtalelser, der tilhørte
Marcus.
“Sæt jer ned,” siger Alwyn – han vil
gerne have gæster, for hvordan kan materialismen give stor selvtilfredshed,
hvis ingen fattige kigger på den med misundelsen i blikket?”
Liberty
s. 210
”Men metoden er korruption, også af
personen som benytter den – forstår Jonas ikke konsekvensen? Hvis du selv
bliver neger, så kan du ikke lære negeren at blive hvid.”
Liberty s. 119
”Der er ingen
etik, når der er sult.”
Liberty s. 286
Ved at anvende Marcus’
uformelle og lidt kluntede tanke og tale, er det efter min mening lykkedes
Ejersbo at belyse dybe, seriøse temaer og filosofiske tanker, som ikke pakkes
ind i intellektuelle vendinger og højt abstraktionsniveau. Det er rå
socialrealisme, og det virker.
Frihed?
Bogens titel, Liberty (frihed) fik mig til at tænke
på, om Ejersbo mener at frihed er en utopi i Afrika. Udover at Liberty er titlen på bogen, så er det
også navnet på et af Moshis diskoteker, som brænder ned i slutningen. Jeg
plejer at være påpasselig med at søge efter symbolik i litteraturen, men her
var den altså nærliggende at nævne.
Et
sidste farvel
Man ved, det har været en god
bog, når en mindre depression kommer snigende efter endt læsning. Sådan har jeg
haft det med samtlige af Ejersbos Afrika-bøger. Og denne gang er det næsten
ikke til at bære. Det skyldes selvfølgelig bevidstheden om, at der ikke vil
komme flere, og at den videre færd for Samantha, Sofie, Marcus og Christian vil
være mig ukendt. En fantastisk forfatter døde for ung, men sikke en litterær
arv at efterlade sig.
Opsummering
Læs den, læs den, læs den!
Læs den, læs den, læs den!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar