Boganmeldelse: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog af Helene Uri

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Hvem sagde hvad? – Kvinder, mænd og sprog

Forfatter: Helene Uri

Oversætter: Anette Dina Sørensen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 352

Forlag: Klim

Hvem sagde hvad? er en kortlægning af, hvordan sproget kan skabe ulighed kønnene imellem. Helene Uri, som er tidligere sprogforsker og har en doktorgrad i lingvistik, har brugt ti år på at undersøge, hvordan vi taler og hvordan vi tilpasser sproget til modtagerens køn.

I to dele – hver bestående af 12 kapitler – fremhæver Uri sproglige forskelle med afsæt i virkelige kommunikationssituationer såsom artikler, nyhedsmedier, tv-udsendelser, private og overhørte samtaler, men også fra forskningens verden, hvor hun inddrager forsøg, der har påvist, hvordan vi kønner børn i sproget (at kønne nogen betyder, at vi tillægger dem særlige egenskaber eller værdier udelukkende på baggrund af deres køn, eller at vi forklarer deres adfærd med køn).

I første del, dykker forfatteren ned i spørgsmålet om, hvorvidt mænd og kvinder taler forskelligt, og i anden del er det overordnede spørgsmål, om de omtales forskelligt. Hun anvender egen og andres forskning til at påvise, at sprog aldrig er neutralt, og fremhæver især tendensen med at skrive ”kvindelig” foran et velanset hverv (kvindelig læge, kvindelig forsker etc.). Det ville være en fordel med overskrifter, som i højere grad fortæller, hvad der kan forventes af kapitlet, men indholdet er der ikke en finger at sætte på.

For at invitere sin læser ind i ulighedens univers lægger hun ud med at redegøre for de – efterhånden velkendte – forsøg, der går under navnene Howard & Heidi/ Hans og Hanna. Forsøgene findes i utallige varianter, men med samme udfald. Når vi skal vurdere to ens historier, CV’er eller kompetencer, finder vi oftest manden mest kompetent, mest sympatisk og den bedste kandidat til at være leder.

Helene Uri har gjort sit researcharbejde grundigt, og det bærer frugt, for som læser bliver man mindet om alle de gange, hvor ens køn har spillet ind på udfaldet af en given situation. Det er forfatterens talrige eksempler, der gør bogen levende og nærværende, og den er alt andet end en tung og kedelig fagbog. Den er et festfyrværkeri af genkendelse og aha-oplevelser. Alle sprogets områder og ’regler’ belyses, og Uri dykker sågar ned i det sære faktum, at drengebørn ofte taler dybere end pigebørn (og vice versa) på trods af, at der endnu ikke findes en fysiologisk forskel – der er altså tale om et tillært toneleje, og vores stemmer er i lige så høj grad præget af kultur som af fysiologi.

Det er morsom lænsning, fordi det er så genkendeligt. Samtidig vækker de nye indsigter en vrede og fortørnelse, som er effektivt brændstof til forandring.

Jeg kunne skrive og fortælle i evigheder om denne gennemførte grundbog i køn og sprog, som burde indgå i pensum på ethvert humanistisk studie.

Boganmeldelse: Abens år af Patti Smith

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Abens år

Forfatter: Patti Smith
Oversætter: Charlotte Kornerup

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 183

Forlag: Klim

Som i én lang tankestrøm inviterer Patti Smith endnu en gang sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind. Hun beskriver det hun ser, og alt det hun ikke ser i en nærmest spirituel beruselse, som blotter både hendes og livets skrøbelighed.

Abens år er en svær bog at gengive. Patti Smith opererer ikke med kronologi eller fastholdende handlingsforløb. I stedet præsenterer hun livet med alt det, det indebærer i et sammensurium af ydre og indre virkeligheder, drømmesyn og tankespin. Denne fortælleteknik gør både læseoplevelsen forvirrende, intens og meget ærlig.

Hun starter sin fortælling nytårsmorgen 2016 i Santa Cruz, hvor hun vågner efter at have givet en række koncerter i San Fransisco. Året starter helt skævt, for hendes ene gode ven er indlagt på hospitalet, hvor han er bevidstløs og døende. Og hendes anden ven er også syg, og da de to arbejder på manuskripter sammen, følger hun hans stigende henfald. Mens hun observerer sine gode venners gradvise afsked med det gode helbred og livet, bliver hun smerteligt bevidst om sin egen forgængelighed.

Sygdom og sorg sender hende ud på vilkårlig strejfen omkring, søgende efter alt det der ligger gemt mellem liv og død. Hun er åben og modtagelig, og hun indleder samtaler med skilte, gør sig tanker om de mange stumper af slikpapir langs kysten og bryder med det traditionelle hierarki, der hersker mellem drømme og virkelighed. Det er Abens år, så alt er muligt. Og med referencer til både Alice i Eventyrland og Kejserens nye klæder forstår læseren, at fantasien bliver Smiths trygge tilflugtssted, når dyb sorg og uventede forandringer – politisk og socialt – skaber rod i alt det velkendte.

Der er ingen god historie at komme efter, og det er ikke underholdende læsning. Men det er sansende, det er langsomt, det er nærværende, det er æstetisk, det er tankevækkende og til tider er det både hjerteskærende og opløftende på samme tid:

“Sam er død. Min bror er død. Min mor er død. Min far er død. Min mand er død. Min kat er død. Og min hund, der døde i 1957, er stadig død. Alligevel bliver jeg ved med at tro, at der snart vil ske noget vidunderligt. Måske i morgen.”

Tag med Patti Smith på sansende rejse, hvis du trænger til ro, fordybelse og fornægtelse af al logik og konsensusbestemt tidslighed. Men du skal være lige så åben og modtagelig som forfatteren selv, ellers bliver bogen intet mere end fragmenterede brudstykker af en kreativ sjæls tanker. Formår du at åbne dig, kan du se frem til en spirituel og nærværende læseoplevelse.

Mette, Murakami og Mordet på kommandanten

I torsdags satte jeg kursen mod København, fordi Forlaget Klim havde arrangeret en aften i selskab med Mette Holm i Thiemers Magasin i anledning af, at Mordet på kommandanten udkommer d. 24. maj.

Hardboiled Wonderland og Verdens Ende og beundringsværdigt oversættelsesarbejde

Mette Holm oversætter Haruki Murakamis bøger til dansk, og for mit eget vedkommende er hun både en kilde til inspiration og et stort forbillede. Som jeg også skrev på Instagram lige her, finder jeg Mettes tilgang til oversættelsesarbejdet beundringsværdigt – hun kan bruge dage på at finde det rette ord, og enhver dansk Murakami-læser vil kunne bekræfte, at det kan mærkes i læsningen.

Jeg kan af gode grunde ikke læse Murakami på originalsproget, men når nedenstående er resultatet af oversættelsen, så kan jeg altså ikke bede om mere. Smukkere sprog skal man lede længe efter, og jeg er ikke sikker på, at det findes.

“Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.

Og således slutter dagen i byen.”

Citatet er fra en af mine favoritter, Hardboiled Wonderland ogVerdens Ende, som både Mette og mange af de inviterede også fik afsløret som en af deres store favoritter.

Dreaming Murakami og japanske tilstande

Mette fortalte levende om sit oversættelsesarbejde, om mødet med Murakami og om filmen Dreaming Murakami (kan ses gratis på Filmstriben her), som hun oprindeligt sagde nej til at medvirke i. Hun fortalte om at være et privat menneske, som pludselig havde et kamerahold stående i sit soveværelse, og hun fik også afsløret, at hun endnu ikke har fortalt Murakami om filmen, da hun er i tvivl om hans reaktion. Jeg er sikker på, at Murakami er et rart menneske, men i Japan er der bare mange procedurer og forskrifter, så en løftet pegefinger er slet ikke utænkeligt. Jeg værdsatte særligt de små indblik i japanske (eller murakamiske) tilgange, hvor man for eksempel ikke udleverer bøger til oversættelse på elektroniske filer, men udelukkende manuelt. For oversætterne betyder det egentlig bare, at oversættelsen tager bliver mere tidskrævende, fordi det enkelte ord skal skrives og slås op manuelt. Jeg husker selv, hvordan jeg under mit ophold i Japan tænkte over, at det var sært at et land, som var så langt fremme teknologisk ikke digitaliserede noget som helst – ingen betalingskort og ingen statslige onlinetjenester – til gengæld kunne man på den måde holde størstedelen af befolkningen i beskæftigelse.

Både Mette og Camilla fra Klim kunne også fortælle om, hvordan Murakami altid er med på sidelinjen, når han for eksempel skal godkende de danske omslag (han godkender omslag for hvert eneste land, han udgives i). Han afviste bl.a. udspillet til Hør vinden synge & Flipperspil 1973, og han har generelt ret stærke holdninger til, hvordan en god forside ser ud.

Mette og jeg får en snak om kimonoer. 

Jeg ved simpelhen ikke, hvad der foregår her.
Men billedet illustrerer aftenens stemning meget fint.

Trækopfuglens krønike og slettede kapitler

Trækopfuglens krønike var Mettes første Murakami-oversættelse, og den danske oversættelse er faktiske den eneste i fuld længde. Det skyldes, at alle andre oversættelser er oversat fra engelsk, hvor man har valgt at fjerne 4½ kapitel (ja, I kan nok forestille jer bogbloggernes forbavselse!) simpelthen fordi, man mente, den var for lang. Jeg kan næsten ikke skrive det her, så stort et overgreb føler jeg, det er, men hvis I googler “The Wind-up Bird Chronicle missing chapters” kommer der massevis af spændende, men også ret sørgelig læsning frem (advarsel! Det kan altså godt efterlade dig med mareridt og gråd på litteraturens vegne).

Murakami har ingen interesse

Den første bog, Mette forsøgte at få oversat var Norwegian Wood, som hun indledningsvist tog med til Gyldendal. Gyldendal troede imidlertid ikke på, at Murakamis forfatterskab ville have interesse for de danske læsere, så de afviste Mette, der derimod blev budt velkommen hos Klim. Her ville man dog have Trækopfuglens krønike oversat først, så derfor er det den første danske Murakami oversættelse.

Murakami og mad

Til arrangementet blev der serveret balalaikas (en drink der optræder i bogen) og forskellige wasabi- og bønnesnacks.

Jeg har altid haft en tendens til at blive sulten, når jeg læser Murakami, og jeg bliver ikke bare sulten, jeg får lyst til at kokkerere på den lækre måde. Jeg får lyst til at høre jazz, mens olien steger på panden, have vin i glasset (jeg kan overhovedet ikke lide vin) og bruge de bedste råvarer. Det er en lidt underlig ting, men Mette fortalte, at hun har det på samme måde, og det var skønt at finde fællesskab i særheden.

Mordet på kommandanten

Jeg har endnu ikke læst Murakamis nye bog, men forlaget skriver:

---

En seksogtrediveårig portrætmaler svigtes af sin hustru, og efter et roadtrip i det nordlige Japan flytter han ind i et hus oppe i bjergene, som har tilhørt en berømt, gammel maler.

Huset ligger på kanten mellem to vejrlig, mellem to verdener, og snart begynder mærkelige ting at ske. En nat hører den yngre maler en puslen oppe fra loftet, og dér finder han et uhyggeligt, men dragende maleri. Han kan ikke slippe billedet, som synes at igangsætte en kæde af hændelser. En underlig ringlen lyder nu fra skoven, samtidig med at maleren fornemmer, at han ikke er helt alene i huset.

Men han kan dele det, der sker, med den hjælpsomme genbo, Menshiki, som har betalt ham fyrsteligt for at male sit portræt, og hvis skæbne på mystisk vis væver sig ind i hans egen.

Første bind i Murakamis store tobindsværk.  

---

Martin fra Litteraturlinjer (som har læst den) talte varmt om den, og jeg glæder mig til at læse med. Mordet på kommandanten udkommer som sagt d. d. 24. maj.

Mette signerer mit eksemplar.

Tak til Klim for invitationen og tak til Mette Holm for et spændende indblik i oversættelsesarbejdet og Murakamis nyeste roman. Jeg nød en aften i Murakamis ånd!