Boganmeldelse: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod af Yu Hua

Jeg fik tilsendt bogen som anmeldereksemplar fra Klim, men den kan købes lige her, hvor Saxo sælger den for DKK 129,-

Titel: Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod

Forfatter: Yu Hua

Udgivelsesår: 2016 (på dansk)

Sideantal: 271

Forlag: Klim

Ved at lade karaktererne få deres egne stemmer og leve deres egne uafhængige liv, indtager Yu Hua sin plads som en af verdens bedste historiefortællere!

Xu Sanguan er en ung mand, som arbejder på silkefabrikken inde i byen. Her er han puppeuddeler og tjener en beskeden, men dog tilstrækkelig løn, så længe livet går sin vante gang og katastrofer holdes for døren. Han er opvokset på landet, hvor man er overbevist om, at enhver sund og rask mand må sælge sit blod for at holde kroppen og blodcirkulationen i gang, eller det er i hvert fald det, man siger til sig selv og hinanden, når pengene er små. Men inde i byen, hvor han nu bor, er man af en helt anden opfattelse. Her ses blodsalg som foragteligt og blodpengene som urene. Byboerne mener, at blodet er nedarvet fra forfædrene og at den, der sælger sit blod sælger sine forfædre og sin sjælelige arv.

Da Xu Sanguan første gang sælger sit blod, står han pludselig med en stor portion penge, som gør det muligt for ham at gifte sig. Han er interesseret i to kvinder, men ender med at sætte jagten ind på den smukke Xu Yulan, som af hele byen er kendt for sin skønhed. De to bliver gift og sammen få de tre sønner; Yile, Erle og Sanle. Med tre sønner er lykken gjort for det unge par, for i et land hvor pigebørn anses for spildevand, kan tre drenge sikre dem en stærk position i samfundet. Men efterhånden som parrets ældste søn, Yile, bliver ældre, begynder landsbyen at tale om, at han i stedet for at ligne Xu Sanguan, i højere grad ligner Xu Yulans ungdomskæreste. Da det langsomt går op for manden – der sælger ud af sit eget blod, når økonomiske katastrofer rammer familien – at Yile ikke er hans søn, får blod pludselig en helt anden betydning, og det skal vise sig, om blodets styrke i virkeligheden er så stærkt, som hidtil antaget.

Yu Hua mestrer et simpelt og minimalistisk sprog, med hvilket han tegner levende og troværdige portrætter af sine karakterer. Forfatteren fortæller i sit forord, at “forfatteren kan blive helt skræmt, når de opdigtede personer pludselig selv åbner munden, og de helt rigtige, smukt formede sætninger kommer ud.”, og måske er det netop denne evne til at lade karaktererne leve deres egne liv uafhængigt af forfatteren selv, som gør ham til den eminente historiefortæller, han er. Jeg er også overbevist om, at der er hans evne som historiefortæller, der gør Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod særdeles velegnet til højtlæsning. Jeg selv ville faktisk gerne have afprøvet bogen (eller At leve) som en del af et tværfagligt forløb i udskolingen, hvor historie, dansk og samfundsfag kunne mødes i fortællingen om, hvordan en politisk ideologi om fællesskab og lighed efterlod mange familier med udsigt til sult og nød.

Som i Yu Huas andre danskoversatte bøger, At leve og Den syvende dag, formår han altså at fortælle den grusomme historie om kulturrevolutionen i Kina ved at tage afsæt i den lille mand og dennes familie. Med hverdagslivet som ramme for store fortællinger om ære, magt, korruption og et samfund i opløsning præsenteres læseren for en tid og en verden, hvor det er ganske givet, at man bruger alle sine midler på at behage magthierarkiets øverste mænd i håbet om i det mindste at bevare en anonym plads i fællesskabet. 

Det her er min tredje anmeldelse af en roman af Yu Hua. De to andre bøger (her og her) kaldte jeg for mesterværker og lad mig bare slå fast, at Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod ikke er nogen undtagelse. Tre oversatte mesterværker – mon der er flere i vente? Det håber jeg naturligvis!

Inden jeg sætter punktum i denne anmeldelse er jeg simpelthen nødt til også at fremhæve oversætter, Sidse Laugesens, forord. Sjældent er jeg stødt på et så fangende og indrammende forord, og der er ingen tvivl om, at hendes forståelse for forfatteren både som forfatter, menneske og kineser under kulturrevolutionen er misundelsesværdigt stor. Takket være forordet var jeg allerede opslugt af bogen inden, den overhovedet var begyndt.

PS:

På side 203 er Xu Yulan grædefærdig over, at familien kun har to yuan (ca. to kroner) tilbage til resten af måneden. Her siger hun: “Selv ikke den bedste husmor kan koge ris, når hun ingen har.”. Om det er et tilfælde, ved jeg ikke, men jeg kunne simpelthen ikke lade være med at tænke på et af mine favoritcitater fra Jung Changs Vilde svaner: “Duelige kvinder kan lave et måltid uden mad”. Hvad tror I?

Boganmeldelse: Den syvende dag af Yu Hua

Jeg var så heldig at få tilsendt den smukke fortælling af Forlaget Klim, men WilliamDam sælger den for kun DKK 206,-

Titel: Den syvende dag

Forfatter: Yu Hua

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 230

Forlag: Klim

I døden er vi alle lige – bare ikke hvis man er kineser, for prisen på et gravsted overstiger prisen på fast ejendom og selv i efterlivet får tidligere kinesiske embedsmænd særbehandling og særlige goder.

I Den syvende dag følger vi den 41-årige Yang Fei, som netop er død og sendt til efterlivet. Den arme mand har ikke penge til en begravelsesplads – som er strengt nødvendig, hvis den døde skal opnå evig hvile – og derfor har han ikke travlt med at blive kremeret. I efterlivet møder han mennesker fra sit levede liv, og efterhånden som de optræder i historien, sendes vi tilbage i tiden, hvor han genoplever begivenheder og situationer og langsomt får svar på, hvorfor hans bekendte nu er døde.

“Jeg bevæger mig ud gennem de labyrintiske minder, som var de et bakket skovlandskab. Min udmattede hukommelse lægger sig til hvile mens kroppen fortsætter fremad gennem formløst kaos og lydløst tomrum.”

Yang Fei har levet et beskedent, men begivenhedsrigt liv. Han kom til verden på et togtoilet (et hul i gulvet), hvor han faldt ned i hullet og forsvandt. Herefter blev han fundet og efterfølgende adopteret af den sporskiftearbejder som fandt ham. De to mænd har levet i en ubrydelig symbiose siden, og selvom de begge for en stund har jagtet kærligheden og en romantisk tosomhed, er de alligevel vendt tilbage til den enhed, de tilsammen udgør. Yang Fei er sin far evigt taknemlig for at have taget ham til sig, og han beskriver ham som den bedste far, man kan forestille sig. Vi hører om farens kærlige handlinger og om, hvordan de to ­– trods betydelig fattigdom – har klaret sig gennem livet. Da faren bliver alvorligt syg, er det hverken skyld eller gæld, som får Yang Fei til at omlægge tilværelsen for at tage sig af ham, men ren og skær kærlighed til den mand, der opfostrede ham. Yu Hua får fortalt en smuk kærlighedshistorie om en far og hans søn og får brudt med alle de tanker og ideer der må være om blod som det vigtigste bånd i familiære relationer.

“Vi var meget tæt forbundne min far og jeg. Når vi vandrede omkring på de små stier i parken, kunne jeg mærke, hvis han strakte hånden hen mod mig, og i samme nu, ganske uden at se op, lagde jeg min hånd i hans.”

Men Den syvende dag er ikke blot fortællingen om Yang Fei og hans fars skæbne. Bogen er fortællingen om et helt lands tilstand og dets befolknings levevilkår. Det er en skarp kritik af de samfundsforhold, som selv i døden privilegerer visse mennesker (de rige) fremfor andre (de fattige). Kritikken får ikke sin egen udtrykkelige plads i bogen men indrammer de livsfortællinger, bogens karakterer hver især kommer med. Derfor bliver læsningen heller aldrig tung eller romanen selvhævdende, men på elegant vis får Yu Hua peget på Kinas problemer med fattigdom, forbrugerisme (som må siges at være et globalt problem) og korruption. Den lille mand synes at være Yu Huas foretrukne afsæt, og i et land hvor man indimellem glemmer eller ser bort fra basale menneskerettigheder, er denne både nødvendig og ligefrem øjenåbnende.

“Flere kritiserede bystyret for at dække over ulykken og det egentlige dødstal, og én henviste til den officielle kategorisering af dødsulykker, som var udarbejdet af Statens Organ for Arbejdssikkerhed. Her fremgik det, at ulykker med tre til ni dødsfald var temmelig alvorlige, ulykker med over ti dødsfald var meget alvorlige, og ulykker med over tredive dødsfald var yderst alvorlige. Man anklagede bystyret for at løbe fra ansvaret ved at sætte dødstallet til syv, således at dødstallet, selv hvis de alvorligt tilskadekomne ikke ovelevede, kun ville nå op på ni. Derved ville ulykken blive kategoriseret som ’temmelig alvorlig’ og ikke i nævneværdig grad påvirke karrieren for hverken borgmester eller partisekretær.”

I tråd med dens titel er bogen inddelt i syv kapitler; Den første dag frem til Den syvende dag, og i hvert kapitel er naturlige afsnitsinddelinger, som indikerer, at vi nu flytter os fra efterlivet til en flashback-fortælling fra det jordiske liv.

Man må sige, at Den syvende dag blev bragt til mig med en vis modvind. At leve blev en af mine bedste læseoplevelser i 2016, og derfor var jeg også ængstelig for, om det ville lykkes forfatteren at levere samme gode læseoplevelse endnu engang og indfri mine høje forventninger. Jeg kaldte i sin tid At leve for et mesterværk, og selvom mesterværk er et ord, man skal anvende med en vis forsigtighed, så findes der næppe en bedre beskrivelse af Den syvende dag. Romanen er simpelthen bare endnu et sandt mesterværk fra Yu Huas hånd, og jeg sidder tilbage med en følelse af at være beriget af den rejse, fortællingen tog mig med på. Yang Feis beskrivelse af sin far og deres forhold er noget af det smukkeste og mest inderlige, jeg nogensinde har læst.

Nu tillader kaffekopsystemet jo ikke, at jeg giver romanen mere end seks sorte kopper, men havde det været muligt, skulle den have syv – én for hver dag den godhjertede Yang Fei vandrer hvileløst omkring i efterlivet og søger efter sin far.

Jeg kan ikke komme i tanke om en eneste læser, der bør snyde sig selv for denne læseoplevelse, og jeg glæder mig om muligt endnu mere til at møde den store forfatter til Authors in Aarhus d. 23. august. Det har været interessant at opleve, hvordan Yu Hua kredser om faderrollen (i hvert fald i de to bøger, jeg har læst), og jeg er spændt på, om det bliver noget, han fortæller mere om til arrangementet. Ses vi?

Authors in Aarhus

Kender du til Authors in Aarhus? Jeg selv har først hørt om det for nylig. Det er en forfatterscene, som er blevet til i samarbejde mellem Aarhus Universitet og Aarhus Kommunes Biblioteker. 

På programmet har de en lang række internationale forfattere, som via samtale og debat stiller skarpt på sociale problemstillinger.

I år byder de på nedenstående arrangementer:

---------------------

Jeg selv deltager i arrangementet med den kinesiske forfatter, Yu Hua, d. 23. august og arrangementet med norsk-amerikanske, Siri Hustvedt, d. 28. august. Jeg glæder mig afsindigt meget til at møde og lytte til begge forfattere, og jeg regner med at lave et indlæg efter hvert arrangement, så I kan læse med, hvis I ikke selv kan være til stede (man må selvfølgelig også gerne læse med, selvom man var til stede). ;)

Yu Hua vil fortælle om sin nye bog Den syvende dag, som udkommer i starten af august. Den vil jeg læse selvfølgelig læse forinden. Jeg læste At leve, da jeg var i Tokyo, og jeg elskede den, så jeg har store forventninger til Den syvende dag. Har nogen af jer læst Fortællingen om dengang Xu Sanguan solgte sit blod? Jeg overvejer nemlig lidt, om jeg også kan nå at læse den inden.

Siri Hustvedt vil bruge sin akademiske baggrund og sit forfatterskab som udgangspunkt for en samtale med professor Andreas Roepstorff, og de to vil se på, hvordan litteratur kan hjælpe os med at håndtere verden og dens kompleksitet. De vil trække tråde mellem en række discipliner såsom psykologi, kognitionsvidenskab og filosofi. Og jeg glæder mig! Faktisk er min begejstring for Hustvedt så stor, at hun fik lov at indgå med et citat i min specialemakkers og mit speciale. Jeg læser (læste, hedder det vel nu –sørgerligt!) kultur og formidling, så det var egentlig ikke fordi det var oplagt at inddrage et skønlitterært citat, men det er så sigende, at vi gjorde det alligevel. Der står:

Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den.

Er det ikke bare et helt fantastisk citat? Vi brugte det i introduktionen, hvori vi blandt andet redegjorde for eget ståsted og forforståelser, som kan have påvirket vores syn på datamaterialet.

Forinden arrangementerne i Aarhus må jeg hellere beslutte hvilke bøger, jeg skal medbringe til autografer. Det er i særlig grad Hustvedt, der sætter mig på prøve, da jeg nok ejer flere af hendes bøger, end hvad jeg lige kan forvente at få signaturer i. Hvordan ville I prioritere hvilke bøger, der skal underskrives?

Der kan læses mere om arrangementerne her. Skal I med?

Boganmeldelse: At leve af Yu Hua

Jeg fik tilsendt At leve af Forlaget Klim, som sælger bogen lige her for DKK 249,95,-.

Titel: At leve

Forfatter: Yu Hua

Udgivelsesår: 2015 (på dansk)

Sideantal: 231

Forlag: Klim

Forlagets beskrivelse

’At leve’ er den rørende historie om en mands forvandling fra forkælet rigmandssøn til godhjertet bonde. Kulturrevolutionen bliver et bagtæppe, som ændrer det kinesiske samfund fundamentalt, og det får uoverstigelige konsekvenser for individet.

Før revolutionen træder Fugui bogstavelig talt på de i forvejen nedtrykte. Kontrasten mellem hans status før og efter revolutionen er skærende. Han ødsler familiens formue væk i spillebuler og bordeller, før han dybt angrende forsøger sig med det simplere bondeliv. Men Fuguis prøvelser er langt fra ovre.

Det bliver til en bog fuld af enestående billeder, der på én gang beretter om historisk tid og i samme nu beskriver tidløse menneskelige problemstillinger.

Anmeldelse

Nogle anmeldelser er bare sværere at få hul på end andre, og denne er en af dem. Jeg har skrevet min indledende sætning om ti gange nu, men jeg kan åbenbart ikke starte med andet end min endelige dom, så her kommer den; At leve er et sandt mesterværk! Yu Hua har skrevet en smuk og tragisk fortælling om Fuguis skæbne, som udleves før, under og efter den kinesiske revolutionen. Fugui er en usympatisk, ung mand, hvis kynisme mærkes i alt, hvad han foretager sig – lige fra den manglende respekt for sine medborgere, de utallige besøg i byens horehus og ikke mindst den barske behandling, han udsætter sin kone for. Han er søn af en rigmand og har aldrig prøvet at tjene sine egne penge, så da virkeligheden en dag banker på døren og den selviske Fugui indser, at han har ødslet familiens formue bort, må han genfinde sig selv i rollen som den ydmyge og underdanige arbejder, hvis eksistens afhænger af gensidig nabohjælp, respekt og sammenhold.

At leve er fortællingen om menneskets evne til forvandling – om hvordan det, som på overfladen kan ligne menneskets endelige forfald, alligevel kan bære noget godt med sig. Fugui synes at gå en hård skæbne i møde, men læseren må spørge sig selv, om ikke det i virkeligheden er selvsamme skæbne, der redder hans liv. Da Mao kommer til magten bliver mange rigmænd henrettet, men Fugui står selvfølgelig ikke for skud, da han hverken har til dagen eller vejen. Historien rummer en evig optimisme, og uanset hvor meget Fugui mister – ikke blot materielle goder, men også dem, han elsker – lever han videre med troen og håbet om bedre tider og overbevisningen om at man ”skylder de døde at leve”.

Fuguis og Kinas historie er fortalt i det fineste, minimalistiske sprog og det er ikke en overdrivelse at kalde romanen for kunst. Som historiefortæller kan Hua noget helt særligt og uden overflødige beskrivelser inviteres læseren helt ind i Fuguis inderste. Det er lykkes Hua at skabe en karakter, som vækker harmen og vreden i læseren, men som vi alligevel ender med at heppe på og ønske lykke i livet. Det smukkeste ved fortællingen er, at jo mere Fugui mister, des mere vokser han som menneske.

Han udtrykker det selv afslutningsvis, da han synger:

”Som ung strejfede jeg om,

midtvejs tog jeg, hvad der kom,

som gammel blev jeg from.”

                                         s. 131

Og måske er det netop det, der gør at historien og dens karakterer lever videre i læseren efter endt læsning.

Jeg vil afslutte denne anmeldelse præcis som den startede; At leve er et sandt mesterværk! Og ingen bør snyde sig selv for den oplevelse.