tirsdag den 20. november 2018

Anbefalinger til julebøger

Sponsoreret linksamarbejde med Bog & idé

For mig har december måned altid været magisk. Jeg elsker den hygge, jeg forbinder med julens komme, og julebøger har været en fast tradition lige siden min barndom. Jeg er især glad for julekalenderbøger med et kapitel til hver dag, men jeg elsker også alle de andre fortællinger, der er med til at skabe den særlige magiske julestemning i december måned. Her får I ni hyggelige juleanbefalinger, som både er til store og små.


Julebøger til de mindste nisser
Find Peter Kanin – Et juleønske hos Bog & idé her.

Peter Kanin - Et juleønske af Beatrix Potter
Fra ca. 12 måneder (den kan sagtens bruges før – jo tidligere, des bedre)
I denne billedbog for de mindste. kan Peter Kanin og hans tre søskende slet ikke vente, til julemanden kommer. De har hængt deres julesokker op, og Peter Kanin håber sådan, at han får en stor radise. Han har hørt, at julemanden først kommer, når alle sover, men det skal komme an på en prøve. Han beslutter at holde sig vågen.
Bogen er oplagt som spejling til alle de utålmodige nisser, der synes den søde juletid er lige lang nok.





Find Da Boris blev julebjørn hos Bog & idé her.


Da Boris blev julebjørn af Ryan T. Higgins
Fra ca. 3-5 år
Boris er en skøn politisk ukorrekt bjørn. Han er en sur og gnaven mor til fire gæs, og han hader jul. Boris vil helst sove vinteren væk, men det vil familien ikke være med til, og da skovens dyr pludselig tror, at han er julemanden, bliver det først helt umuligt for den gnavne bjørn at få lidt fred og ro.
Bogen er oplagt til både børn og forældre, der trænger til et godt julegrin, og mon ikke de fleste voksne læsere vil få tankerne hen på en anden vaskeægte julehader?




Julekalender til de nysgerrige
Find Jul i andre lande hos Bog & idé her.
Jul i andre lande af Sofie Maria Brand
Fra ca. 7 år
Der er lagt op til undren, grin og seriøs julehygge, når Sofie Maria Brand tager sin læser med rundt i verden. Bliv klogere på hvordan man holder jul i andre lande, mens du langsomt lader dig forføre af julestemning og højtidsmagi. I Jul i andre lande rejser vi rundt i verden til i alt 24 forskellige lande. Her lærer vi, hvornår alle de andre fejrer jul, hvordan vejret er juleaften, og hvad der særligt kendetegner deres unikke juletraditioner. Vi lærer også, hvordan landets historie har formet befolkningens måde at holde juleaften på, hvad der serveres til julemiddagen og hvilken pynt der ses i gader og stræder.
Læs mere i anmeldelsen her.




Jul med filosofisk dybde og eksistentialisme i børnehøjde
Find Da julen kom til Mumidalen hos Bog & idé her.


Da julen kom til Mumidalen af Tove Jansson
Fra ca. 4 år
Mumitroldene plejer at gå glip af julen, fordi de altid er gået i vinterhi. Men i år bliver de vækket og bliver ganske enkelt rundforvirrede over de mange forberedelser, alle har gang i. Den der jul lyder lidt som et kommanderende væsen, der både vil have et pyntet træ og et overdådigt måltid. Som altid med fortællinger fra Mumidalen, er der en sand magi over historien, og det er underholdende for både store og små at følge mumifamiliens forundring over de mange juletraditioner.




Find Snesøsteren hos Bog & idé her.
Snesøsteren af Maja Lunde
Fra ca. 6 år
Snesøsteren er en julekalenderbog i 24 kapitler, og dens dybde gør den velegnet til dialogisk læsning, som er betegnelsen for højtlæsning, hvor dialog indgår undervejs, så fortællingen suppleres med sideløbende snakke læser og lytter imellem.
Julian elsker jul, men i år er julen ikke som den plejer. Der mangler noget, for hele familien er i sorg over tabet af Julians søster, Juni. Julian er nærmest kun en skygge af sig selv, da han møder den anderledes og lidt underlige Hedwig. Hedwig er ikke som alle de andre børn, der sker mange mystiske ting i hendes hus, og så er det som om, hun allerede ved, hvad Julian plejer at gøre for at komme i julehumør.
Det er en særdeles rørende og tankevækkende julehistorie, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det bliver en af de julebøger mange familier vil finde frem til december generation efter generation.




Julekalender til de modige
Find Julebestiariet hos Bog & idé her.
Julebestiariet af Benni Bødker og John Kenn Mortensen
Fra ca. 8 år (men muligvis lidt uhyggelig for visse 8- (og 30-) årige
Julebestiariet er både en julekalender og en overlevelsesguide, som ganske enkelt er helt uundværlig, hvis man skal være forberedt på de vintervæsner, der strømmer frem til jul. Julekalenderen byder på 24 indsigtsfulde fakta om fæle julemonstre fra hele Europa, blandt andet Julevætten fra Danmark og Norge og Julekatten fra Island, som selvfølgelig er illustreret med en mørk og dyster streg.




Julekalender til den eftertænksomme voksne
Find Julekalenderen – En vinterbaders notater fra menneskehavet hos Bog & idé her.


Julekalenderen - En vinterbaders notater fra menneskehavet af Peter A.G. Nielsen
Til unge og voksne
Julestemning er mere end gran og guirlander. Tag med Peter A.G. ud på en rejse af samtaler med et mangfoldigt Danmark, som vil minde dig om julens sande budskab. Bogen er en udvidet julekalender, som varer helt til – ikke påske – men nytår, og den består af 31 fortællinger, hvor vi får et glimt af det, der rører sig i duedamens, dyrehandlerens, junkiens, skraldemandens og mange andres liv. Fortællingerne er holdt korte, 2- 4 sider, og det er brudstykker af samtaler, Peter A.G. har haft med de mennesker, han tilfældigt har mødt på sin vej. Det er utroligt, hvilke historier, der gemmer sig i det enkelte menneske, og julekalenderen bliver netop symbolet på, hvorfor enhver bør give en flig af sin tid til en fremmed.
Læs mere i anmeldelsen her.




Jul for nostalgikere
Find Peters jul hos Bog & idé her.
Peters jul af Johan Krohn
Fra 5 år
Hvem kender ikke et eller flere af verselinjerne fra den gode gamle danske juleklassiker, Peters jul?
“'Jeg glæder mig i denne tid
nu falder julesneen hvid,
så ved jeg, julen kommer.”


Peters jul er en af de helt særlige julebøger for mig, fordi jeg husker den fra min tidlige barndom, hvor vi både læste om den spændingsfyldte og utålmodige Peter i skolen og hjemme. Jeg hiver den frem hver eneste jul, fordi nostalgien sætter den helt rigtige julestemning, og jeg bliver aldrig træt af indblikket i jul og juleforberedelser i slutningen af 1800-tallet.




Find Et juleeventyr hos Bog & idé her.
Et juleeventyr af Charles Dickens
Fra 5 år (findes i utallige udgaver til både store og små)


“Bah, humbug!”
Der vist ikke mange, der er i tvivl om, hvilken julehistorie eller karakter, vi har med at gøre, når man hører de ord. Et juleeventyr er fyldt med alt det, en sand julehistorie skal have. Moralen forældes aldrig og julemagi, næstekærlighed og juleånd er historiens fundament.
Ebenezer Scrooge er gnaven, nærig og modbydelig over for sine medmennesker. Han har mistet evnen til empati, og han irriteres over andres godgørenhed. Mens Londons fattigste dør i gaderne, lukker Scrooge sig inde med sine penge og skyklapper. Det skal dog til at ændre sig, da han en nat bliver hjemsøgt af julens ånder, fortid, nutid og fremtid. I tre klarsyn får han vist det liv, han har levet og det liv, fremtiden bringer, hvis ikke han ændrer kurs.


God læselyst og rigtig glædelig jul!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar