søndag den 11. november 2018

Direktøren for det hele på Odense Teater (Teatersalen i Odeon)



Reklame – billetterne var sponsoreret af Odense Teater

Et vaskeægte halvfjerdserkontor med marimekko-tapet, mørkebrune træpaneler, hvide persienner og den obligatoriske kopimaskine skulle sætte scenen for gårsdagens teateroplevelse. Det var Direktøren for det hele, der var på programmet på Odense Teater, og forestillingen blev vist i Teatersalen i Odeon. Det var min første oplevelse med teater i Odeons lokaler, så jeg var spændt på, om det kunne leve op til den altid særlige stemning, der følger med teateroplevelsen i Odense teaters gamle, smukke lokaler.

Forestillingen er sjov allerede før, skuespillerne træder på scenen. I et henkastet speak bliver publikum informeret om, at det ikke er sikkert, vi vil være tilfredse med forestillingen, og kort efter befinder vi os på kontoret sammen med Ravn og den fallerede skuespiller, som skal spille direktøren for det hele. For at undgå at blive upopulær blandt sine kolleger, opfandt Ravn en fiktiv direktør, da han i sin tid startede sin virksomhed. Denne fiktive direktør er blevet brugt som syndebuk for virksomhedens besparelser, dårlige personalevilkår og vigtigst af alt, som det røvhul, der altid presser Ravn til det yderste – stakkels Ravn, som ellers altid hjælper alle og giver sit bedste.

Pressefoto af Emilia Therese

Nu er Ravn kommet i knibe, for han vil sælge virksomheden inklusiv de systemer, der er udviklet af hans ansatte, men køberen fra Norge nægter at underskrive uden at møde direktøren ansigt til ansigt. Den fallerede skuespiller må kæmpe for at få styr på sin rolle, som viser sig at være forskellig afhængigt af, hvilken ansat han taler med, men hvad det hele ender med, vil jeg naturligvis ikke afsløre her.
Jeg kan simpelthen ikke huske, hvornår jeg sidst har grint så meget, som jeg gjorde i går eftermiddag. Samtlige skuespillere leverede genkendelige stereotyper, som bidrog til den samlede parodi på kontormiljøet i en træt og slidt virksomhed. Allerhelst ville jeg gerne ind og se det igen, for det var simpelthen en ren fornøjelse, og jeg var særligt imponeret over Malene Melsen i rollen som den grå og ængstelige kontormus, Mette. Én ting er helt sikker – jeg vil aldrig kunne høre navnet Mette igen uden at få et lille smil på læben. Scenen hvor Mette afbryder mødet mellem Ravn og skuespilleren er uden sammenligning den sjoveste teaterscene, jeg nogensinde har oplevet. Og at dømme ud fra de mange højlydte grin fra tilskuerrækkerne, var jeg bestemt ikke alene om den oplevelse. 

Pressefoto af Emilia Therese

Stykket kan så absolut anbefales til alle, der har brug for et godt grin. Det henvender sig dog til et voksent publikum.
Indledningsvis nævnte jeg, at jeg ville vende tilbage til forskellen mellem Teatersalen i Odeon og Odense Teaters egne lokaler. Der er altid en særlig stemning i Odense Teater, en stemning skabt af tiden, der er gået, af de mange store fortællinger bygningen har lagt lokaler til og af den kultur huset lægger op til, hvor man tilgår teateroplevelsen med respekt og høje forventinger. Den stemning får man ikke helt i Teatersalen i Odeon, hvor den store lobby er kold og skinnende, hvor salen er som i en biograf beklædt med sort og hvor stolene er polstrede klapsæder, som står så tæt, at man rører sin sidemands skulder. Til gengæld virker det som om, at man kan være mere fleksibel i sceneopbygningen, og fordi vi var så godt underholdt, var det ikke svært at glemme alt om tid og rum.
---
Forestillingen kan opleves frem til d. 24. november 2018 og du kan læse mere om den lige her.


Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar