søndag den 14. april 2019

Boganmeldelse: Bogen om livet – hvad uhelbredeligt syge kan lære dig om at leve af Stine Buje


Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Bogen om livet – hvad uhelbredeligt syge kan lære dig om at leve
Forfatter: Stine Buje
Udgivelsesår: 2018
Sideantal: 310
Forlag: People’s Press

Bogen om livet er til dig, der ønsker indsigt i de tanker, man kan få, når livet pludselig ikke føles endeløst, og når dagen i morgen er en velsignelse.

I Bogen om livet fortæller femten uhelbredeligt syge danskere om, hvad deres sygdom har lært dem om livet. De deler ud af de tanker, der er opstået hos dem efter, de er blevet bekendt med, at livet formentlig skal afsluttes før tid.
Bogen er bygget op om hver bidrager, som har sit eget kapitel med en indledende introduktion til sygdomsforløb og baggrundsinformation om fødeår, bopæl, job og civilstatus. De tørre facts er væsentlige, når hovedpersonen påbegynder sin fortælling, for Stine Buje udfører sine interviews med al den omsorg og tålmodighed, hendes projekt kræver. Indimellem bevæger vi os ned ad sideveje og pludselige indskydelser, men vi kommer hele tiden tilbage til det, de sygdomsramte gerne vil fortælle alle de raske. Den yngste hovedperson er 25-årige Steffie, som har kronisk nyresvigt, og bogens ældste taler er 77-årige Ritt Bjerregaard, som har uhelbredelig tarmkræft. De to er et godt billede på diversiteten i de medvirkende, som både fordeler sig bredt rent aldersmæssigt, men også i en lang række andre kategorier såsom køn, geografi, uddannelse, interesser, værdier og meget mere. Nogen er i færd med at stifte familie, andre kan se tilbage på et langt liv og deltagernes diversitet garanterer en flersidet fortælling, som ikke prædiker, hvad der er den rigtige levevej.
Selvom der ikke er tale om en decideret selvhjælpsbog, så skriver Bogen om livet sig alligevel ind i en genre af gyldne grundregler, som jeg personligt altid har det lidt svært med. Jeg stejler hver gang, jeg støder på en selvhjælpsbog, men en blanding af nysgerrighed og livskrise fik mig alligevel i gang. Og selvom jeg ikke helt (med min modstand overfor genren) kan siges at ramme målgruppen, så kan jeg sagtens se, hvad det er, bogen kan, og jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at den kan ændre tankegangen hos rigtig mange mennesker. Her er altså bogen til dig, der ønsker indsigt i de tanker, man kan få, når livet pludselig ikke føles endeløst, og når dagen i morgen er en velsignelse. Jeg kan umuligt stjernebedømme ægte menneskers tanker om liv, sygdom og død, så det vil jeg afholde mig fra og i stedet afslutte med kræftramte Jannis kloge ord:

“… vi er så pæne, og vi gør så mange ting, som vi egentlig ikke har lyst til. Vi gør ting for andres skyld hele tiden i stedet for at mærke efter, hvad vi egentlig har lyst til selv.”


Ingen kommentarer:

Send en kommentar