Boganmeldelse: Ash-Shaheed [Vidnet] af Jamal Bendahman

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Ash-Shaheed [Vidnet]

Forfatter: Jamal Bendahman

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 283

Forlag: Gladiator

Jamal Bendahman siger farvel til virkeligheden, når han kaster sin hovedperson, Younes, ud på en selvransagende rejse. Til tonerne fra transcenderende sufi-musik forlader vi Nørrebro og rejser helt ind i Younes syrede sind.

Younes er født i Marokko i 80’erne. Jamal Bendahman er født i Marokko i 80’erne. Younes er vokset op i et socialt boligbyggeri på Vestegnen. Jamal Bendahman er vokset op i et socialt boligbyggeri på Vestegnen. Younes bor på Nørrebro. Jamal Bendahman bor på Nørrebro. Younes er fuldmægtig i en offentlig styrelse og har forfatterdrømme. Jamal Bendahman er fuldmægtig i en offentlig styrelse og kan nu kalde sig forfatter. Ligheden mellem vores hovedperson og forfatteren er slående, og der kan vist ikke være tvivl om, at vi har med autofiktion at gøre. Heldigvis. For det må være erfaringen fra et levet liv, der gør det muligt for Jamal Bendahman at beskrive det livlige Nørrebro med alle dets eksistenser, på Assistensen, i slikbutikken og langs de stærkt befærdede gader.

Den (omtrent) 30-årige Younes lever sit liv i flere lag. Han er vellidt på sit arbejde, hvor han finjusterer incitamentsstrukturer uden passion og lyst. Han er elsket af sine forældre, som han nærer stor respekt for, men som er begge er mærket af en fortid med krig og sorg. I sin fritid drikker han sig fuld, ryger sig skæv, tager baner og lytter til trancefremkaldende musik, imens han forelsker sig i den ene kvinde efter den anden og bruger ekstasen fra rusmidler, musik og kvinder som en virkelighedsflugt fra hverdagens tunge tanker. En dag oplever Younes den ultimative virkelighedsflugt, da verden åbner sig for ham i en euforisk strøm af mærkelige syn og stemmer, og han ved, at han er nødt til at genskabe tilstanden for at finde mening med sit liv. For at finde grund til at leve.

“Jeg lagde mig på sofaen og følte en bølge af melankoli strømme over mig, drukne mig og føre mig ud til havs for aldrig at blive set igen. Jeg havde ikke lyst til at blive set igen, jeg havde ikke lyst til at se venner eller familie, jeg havde ikke lyst til mad, jeg havde ikke lyst til sex, jeg havde ikke lyst til at opnå noget, jeg havde ikke lyst til at læse, se film, tage et bad. Jeg havde ganske enkelt ikke lyst til at være til.”

Vidnet er en bog, som vil rigtig meget, og indimellem opleves de mange miljøer som uudforskede og for overfladiske, men Jamal Bendahman mestrer til fulde den unge Nørrebro-stemme, og hans beskrivelser er som at være der selv. Han påpeger det genkendelige og tilføjer en diskret humor, som får lov at stå i kontrast til Younes melankolske indre.

“Jeg kunne rigtig godt lide Henrik, men nogen gange var han lidt for lykkelig til min smag, lykkelige mennesker han ingen situationsfornemmelse.”

Younes tanker er ærlige og efterlader ham blottet, så han kan ikke dele dem med andre. De er hjerteskærende men også genkendelige for den, der pines af tankestrømme der aldrig holder fri.

“Der var ingen mere lig mig end min mor. Vi kunne begge stirre ud i luften i timevis fortabte i dybet af vores tanker. Vi havde begge to liv, det indre og det ydre. Vi havde samme hjerne, men udviklet i vidt forskellige miljøer.”

Beskrivelsen af forholdet til forældrene og den forståelse, han viser for sin mors behov for en tilbagetrukken og isoleret tilværelse er på mange måder smuk og beundringsværdig. Den ubetingede ømhed og omsorg viser kontrasterne i det menneskelige sind, for hans behandling af eget selv er alt andet end ømt og omsorgsfuldt.

“Jeg gjorde alt for at skubbe Sofia væk fra mig, jeg følte ikke at jeg fortjente hende. Jeg kunne ikke være noget for hende længere, jeg kunne ikke være en mand for hende længere, jeg kunne ikke være en elsker for hende længere, jeg kunne ikke være en fortrolig for hende længere, jeg kunne ikke være hendes ligeværdige længere. Jeg var ingenting, og hun var alt, hun fortjente bedre. Mit selvhad var dybt, vedvarende og akkompagneret af bølger af skam.”

En flot debut – jeg ser frem til flere værker fra Jamal Bendahmans hånd.