Boganmeldelse: Prinsessen, som var alene af Mai Mortensen (med illustrationer af Birgitte Ahlmann)

Jeg modtog bogen som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Prinsessen, som var alene

Forfatter: Mai Mortensen

Illustrationer: Birgitte Ahlmann

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 28

Forlag: Forlaget Bolden

Nogle prinsesser danser alene, andre danser med prinser og så er der dem, der allerhelst vil danse med andre prinsesser. Sidstnævnte er sjældent repræsenteret i eventyrerne, men det forsøger Mai Mortensen at lave om på.

Prinsessen, som var alene handler om en prinsesse, som bor alene på sit store slot og får dagene til at gå med en masse forskellige lege. Da en harpespiller en dag kommer forbi for at spille den skønneste musik, bliver prinsessen ked af det, fordi det går op for hende, at det ikke er særlig sjovt at danse alene. Hun beslutter sig derfor for at drage ud i verden for at finde en at danse med. Hun møder en god prins og en vred prins, men ingen af dem vil danse med prinsessen. Til sidst møder hun en smuk prinsesse, som gerne vil danse, og de to prinsesser lever lykkeligt sammen til deres dages ende.

Bogen er et klassisk eventyr med traditionel opbygning, men det moderne twist er en kærkommen mangelvare i børnelitteraturen. Mai Mortensen følger genrens kendetegn og overholder flere af eventyrets episke love (en række af eventyrgenrens faste elementer kaldes De episke love. Disse består bl.a. af modsætningsforhold, tre forhindringer mm.). Det synes måske ligegyldigt at nævne genreregler en boganmeldelse, men det faktum at forfatteren har valgt at følge genren tæt, gør bogen oplagt til undervisningsbrug i indskolingen og på mellemtrinnet til at lære om eventyr ud fra et eksempel, der ikke bygger på det heteronormative præmis vi sædvanligvis præsenterer børn for.

Bogen har flere anvendelses- og fortolkningsmuligheder, og man behøver ikke nødvendigvis dykke ned i seksualitet og køn. Modtageren bestemmer nemlig selv, om de to prinsesser er bedste venner eller kærester, for det eneste vi ved med sikkerhed er, at de danser og er glade sammen resten af livet. Bogen kan også sagtens læses med mindre børn, og det vil være min påstand, at de slet ikke vil opdage det særlige i to pigers kærlighed til hinanden. – Ideen om, at det er usædvanligt med samme-køn-kærlighed er kulturelt betinget, så ved at præsentere børn for sådan litteratur kan vi bidrage til den naturlighed, der skal forbindes med alle former for kærlighed.

Illustrationerne er flotte og fyldt med velvalgte farver, som komplementerer historien og bidrager med et yderligere analyseniveau til dansklæreren og dennes elever. Den gode prins’ gulv er grønt og håbefuldt, den vrede prins bor på et mørkt og dystert slot, og fortællingen ender naturligvis i en eksplosion af kærlighed i røde nuancer.

Jeg ønsker mig mange flere historier fra forfatterens hånd, men hvis der skulle være et enkelt aber dabei, så ville jeg ønske, at prinsessen selv afviste prinserne og at hendes sjove lege også brød lidt med de stereotypiske pigelege (hun tegner, maler, bager og danser). Men det er jo småting, når man formår at skabe et banebrydende eventyr med en handlekraftig prinsesse, der finder kærligheden hos en anden prinsesse.

Mine varmeste anbefalinger går til den her, og jeg håber den finder vej til børnehaver, skolebiblioteker og børneværelser landet over.