torsdag den 30. januar 2020

Boganmeldelse: Skyggedanseren af Sara Omar


Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.
Titel: Skyggedanseren
Forfatter: Sara Omar
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 416
Forlag: Politikens Forlag

I min indre Koran er der respekt for kvinden. Hun er ikke en skabning, der skal lænkes, stenes og piskes. Hun er ikke en skabning, der skal gemmes væk i skam bag lange, sorte klæder. Hun er ikke en skabning, man ustraffet kan tvangsgifte væk, tæve eller dræbe.”

Da nyheden forældreparret, der tog livet af deres datter, fordi hun var født med det forkerte køn, så dagens lys, blev læsningen af Skyggedanseren for alvor levendegjort og dens afgørende vigtighed cementeret. Jeg kan lige så godt indlede denne anmeldelse med essensen: Der findes ikke vigtigere litteratur. Det er barskt, det er brutalt, det er umenneskeligt, og alligevel er det nogens virkelighed og menneskers grusomme gerninger.
Vi vender tilbage til Frmesk, Gawhar og Darwesh i 90’ernes Kurdistan i byen Zamwa. Frmesk har i mange år været en glad pige i trivsel, men hun er ud af det blå holdt op med at spise og tale, og så tegner hun uhyggelige tegninger og lemlæster sine dukker. Hun er for nylig startet til koranundervisning i den moske, hvor hendes onkel er imam, og Gawhar håber sådan, at troen vil blive det lys, Frmesk tilsyneladende mangler i livet.
I et andet spor er vi med Frmesk i Danmark i 2007 og frem. Her er hun flyttet til med sin biologiske mor og far, Rubar og Anwar, som også har to yngre børn. De to små er lyset i hendes liv, og hver dag synes at handle om, hvordan hun bedst muligt kan beskytte dem fra en voldelig far og en bitter og fraværende mor. Frmesk er startet på universitetet, men det er svært at fastholde studierne med en kontrollerende far, som ikke tillader hende at gå på biblioteket eller tale med mandlige medstuderende. Som vi lærte det i Dødevaskeren, er skyld og skam fortsat et våben til at opretholde kontrol over kvinder, og Frmesk må dagligt finde sig i lussinger, tilsvining og udskam. Hendes eneste skjold og våben er ordet, og hun bruger sine ord til at skabe smuk poesi, som hun i al hemmelighed deler til poesiaftener. Hver dag er en ny prøvelse, en kamp for livet, og truslen om skam, krænkelse og død er bestandig, for

I deres familie var monstrene over sengen og ikke under.”

De tragiske skæbner griber fat i sin læser med et jerngreb, som døde sjæle der nægter at forlade den jordiske verden. De indprenter sig i krop og sjæl, og det er en ganske umulig opgave at læse Skyggedanseren uden salte tårer, der skriger på retfærdighed for Frmesk.
Romanen er både medrivende og letlæst i sproglig forstand, men den er alligevel alt andet end ’let’ at læse. Den er barsk. Den er brutal. Og de seksuelle overgreb er så makabre og brutale at selv læseren føler sig traumatiseret efter.
Omars stemme skinner igennem, og hendes holdninger til en patriarkalsk insisteren på at definere islam som kvindeundertrykkende er klar. Islam er ikke ond og Allah er ikke en hævngerrig Gud. Frmesk bærer fortsat sin religion og sin Gud i sit hjerte, men hun kæmper med eftervirkningerne fra et langt liv, hvor skyld og skam er blevet hendes køns markører.
 
Religion er opium for folket, sagde Marx. Den radikale islamisme var ikke alene opium, men en gift; en epidemi, der nu lagde land for land øde for frie tanker og frie mennesker. Et fængsel af tro. Et tempel bygget på had og frygt. Ikke skabt at det usynlige fænomen, kaldet Allah, men skabt af magtliderlige mænd, der ønskede lænker frem for frihed, frisind og ligestilling for deres medmennesker.”

Sara Omar har overgået sig selv, og jeg håber, vi får lov at følge Frmesks videre rejse i livet.

 

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar