Boganmeldelse: Gileads døtre af Margaret Atwood

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & idé her.

Titel: Gileads døtre

Forfatter: Margaret Atwood

Oversætter: Lisbeth Møller Madsen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 432

Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Det, min far lavede derinde, var efter sigende meget vigtigt – de vigtige ting, som mænd gjorde, for vigtige til at lade kvinder blande sig, for de havde mindre hjerner, som var ude af stand til at tænke store tanker ifølge Tante Vidala, som underviste os i religion. Det ville være som at lære en kat at hækle, sagde Tante Estée, som underviste os i håndarbejde, og det fik os til at le, fordi det var så dumt! Katte havde ikke engang fingre!”

Der er noget særligt imponerende ved at skrive en bog for 34 år siden, og alligevel lykkes med at sprænge alle grænser for tid og rum, så den stadig føles akkurat lige så aktuel – måske endda mere – som dengang, den blev skrevet. Det var præcis, hvad Margaret Atwood gjorde med Tjenerindens fortælling, og nu efter læsningen af Gileads døtre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den ligeså vil få en genopblomstring om 34 år (og 50 år og 100 år og 200 år og, og, og …). Den er skrevet som en skarp kritik af verdensmagtens politiske tilstand, og den formår at sætte gang i læserens tanker om en kvindehadende magtfuld elite.

Vi er endnu en gang landet i det patriarkalske rædselsregime, Gilead, femten år efter Tjenerindens fortælling sluttede. Som læseren af forgængeren ved, er Gilead blevet til på baggrund af en række kemiske og radioaktive udslip, som har medført en faretruende lav fertilitet. En kristen sekt bruger manglen på børn, som begrundelse for at skabe en voldelig totalitærstat, hvor kvinder primært inddeles i Marthaer, Tjenerinder, Tanter, Hustruer, Økonokoner plus det løse. I Tjenerindens fortælling var perspektivet fra den fødedygtige kvinde, Offred, hvis krop blev brugt som hylster for reproduktion. Denne gang udfoldes historien via vidnesbyrd fra Tante Lydia og en pige, som er på vej til at få bestemt sin skæbne i livet samt en pige, der er vokset op i Canada, hvor man anser Gilead som det rædselsregime, det er. Tanten fortæller om livet før og efter samfundsomvæltningen, og den unge pige fra Gilead fortæller ud fra den eneste virkelighed, hun kender – livet i Gilead, hvor hendes skæbne naturligvis er forudbestemt af andre. De tre skæbner sammenfiltres og hver især er de med til at belyse den menneskelige svaghed ved, at vi som udgangspunkt anser vores egen levevis som den eneste mulige.

Hvordan de tre kvinders skæbne udfoldes, må den kommende læser selv erfare, men Atwood leverer helt nye perspektiver på kvindernes position i regimet, og man skulle næsten tro, hun stod bag det ældgamle begreb kvindelist. Det er især Tante Lydia, der demonstrerer sin list og kløgtighed. Hun er som alle andre kvinder placeret i en fastlåst position, men hun er beregnende og formår at tilkæmpe sig magt og gøre sig selv uundværlig i et samfund der ellers ringeagter hendes køn. Hun sikrer sin egen overlevelse og viser, at mandsmod – og kynisme – ikke er kønsbestemt.

“Jeg traf nogle valg, og da de var truffet, var der færre valgmuligheder. To veje skilte sig i en gul skov, og jeg valgte den mest befærdede. Den flød med lig, som den slags veje gør. Men som du vil have bemærket, var mit eget lig ikke imellem.”

Jeg vil næsten påstå, at Gileads døtre bærer præg af forfatterens arbejde med tv-produktionen af dens forgænger, for den er lettere at læse end sin forgænger og har en tv-lignende fortællestrategi med flere spor og mange dialoger.

Den bliver kaldt en selvstændig fortsættelse, men læseren der springer Tjenerindens fortælling over snyder altså sig selv for den helhedsoplevelse det er at kende Gilead gennem Offreds desperate fortælling.

Alt i alt er Gileads døtre en skarp og underholdende fortsættelse til alle os, der har hungret efter mere.