tirsdag den 28. januar 2020

Den underlødige litteratur: Tegneseriens kamp for en plads på boghylden

Reklame: Bøgerne er venligst tilsendt af Forlaget Cobolt.

“Tintin er et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyrer-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov.

- Tørk Haxthausen i Opdragelse til terror (1955)


I 2020 er det 65 år siden, at frygten for tegneserier blev så stor i Danmark, at regeringen nedsatte et udvalg til at undersøge tegneseriers skadelige virkning. Det kan synes en smule komisk i dag, men dengang var man reelt bekymret for hvorvidt tegneserier kunne skade læsefærdigheder og fantasi og – hold nu fast – føre til pengegriskhed, tvivlsom seksualmoral og uanede mængder af vold.

I takt med den stigende immigration i USA, blev tegneserier en fast del af store skriftmedier fra slutningen af 1800-tallet. Den visuelle fortælleform med enten ingen eller simpel tekst var kærkommen underholdning for et immigrationspublikum med begrænsede læsekompetencer. Dermed fik man, i finkulturelle kredse, fastlagt tegneserien som en foragtelig og ukultiveret form for underholdning.
I Danmark fik tegneserierne plads i ugeblade i 1920’erne og fik status af masseproduceret og kommerciel underholdning, som af kritikere blev kaldt “underlødig litteratur” og “smudslitteratur”.

I efterkrigstiden dukkede de første deciderede indsigelser mod tegneserierne op, og i 1950’erne blev kritikken massiv, og en decideret tegneseriehetz tog form. Debatten blev særligt båret af Danmarks Lærerforening, og den fik lov at fylde siderne i det (stadigt eksisterende) fagblad for lærere, Folkeskolen. Bladet og dets skribenter forventedes at have stor pædagogisk indsigt, og derfor fik deres holdninger stor gennemslagskraft.
Viceinspektør i lærerforeningen, Christian Winther, skrev:

Det virker frastødende og uæstetisk, og de fleste af serierne viser sig at være fantastiske, virkelighedsfjerne historier, påvirket af Tarzan og dårlige Wild West-films.”

I store danske skriftmedier kunne man ligeledes møde foragten, særligt hos Politikens populærvidenskabelige skribent Tørk Haxthausen. I sin store sammenfatning, Opdragelse til terror (1954) kunne han bl.a. oplyse det danske folk, at tegneserier tilskynder til “perverteret erotik”, herunder homoseksualitet (homoseksualitet? – av ja, sikken perversitet! Men det var jo en anden tid …).


I 1953 gik skolelærer, Søren Christensen i front for en “kampagne mod den trussel mod vor kultur, som de uhyggelige seriehæfter udgør”. Herefter opstillede Lærerforeningen krav om censur og de store danske medier gav deres opbakning og spalteplads til de kritiske røster. Den 27. januar 1955 kulminerede tegneseriekrigen, da Undervisningsministeriet nedsatte udvalget, Undervisningsministeriets udvalg vedrørende underlødig litteratur. Senere samme år kunne man se tegneserier brændt på skt. Hans-bålet på Vesterbro i København.

Som det oftest er med den slags, gik frygten efterhånden i sig selv, og det blev atter muligt at nyde en tegneserie uden at frygte moralsk og intellektuelt forfald. Håber vi!

Selv er jeg opvokset med en far, der fodrede mig med Tintin, Supermand, Fantomet og alle de andre, som var de den daglige dosis vitaminpiller, men jeg tør da heller ikke garantere for min egen sunde seksualmoral eller et afbalanceret forhold til penge.

Tak til Forlaget Cobolt for at gøre mig opmærksom på det spøjse jubilæum.


Kilder:

·      Haxthausen, T. (1955): Opdragelse til terror. København: Forlaget Fremad.

·      Rasmussen, S.H. (2006): Tegneseriekrigen – Skolelærernes kamp for Danmarks ungdom i 1950'erne. Artiklen blev bragt i Anne Trine Larsen og Merete Bøge Pedersen (red.) Det bedste selskab. Festskrift til Jens Engberg s. 69-86. SFAH 2006.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar