Boganmeldelse: Vores døde verden af Liliana Colanzi

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: Vores døde verden

Forfatter: Liliana Colanzi

Oversættere: Sabine Dueholm Bech & Marie Groth Bastiansen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 129

Forlag: Forlaget Silkefyret

 

Liliana Colanzis Vores døde verden beskrives bedst med ordet ’anderledes’. Det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

 

Vores døde verden er en meget præcis titel til novellesamlingen bestående af otte noveller, som alle beskæftiger sig med døden, verden og livet. Den bolivianske forfatter, Liliana Colanzi, får skabt en intens ramme af forstyrrede, kreative og vilde parallelverdener beboet af karakterer, der insisterer på læserens udelte opmærksomhed.

Vi møder teenagepigen, som lider under sin dominerende mors hersken. Vi møder barnet, der forsøger at begribe sin klassekammerats død. Vi møder en kannibal i Mickey Mouse-T-shirt på flugt i Paris. Vi møder Collaindianere og Matacoindianere og undervejs bliver vi indirekte introduceret til boliviansk kultur og får tegnet et portræt af Bolivia og landets politiske historie.

Der er sci-fi-elementer i de fleste hstorier, men det ville alligevel være en fejl at kategorisere novellesamlingen som sci-fi. Ligesom det også ville være forkert at kalde dem magiske eller thrillers. Som var det et bevidst valg, nægter Liliana Colanzi at passe ind i kasser, og hun formår at skabe sin helt egen genre på et fundament af dyster magi, kærlighed, surrealisme, uhygge, ritualer, mystik og meget mere.

Forfatteren leger med tanken om menneskets bevidsthed, når hun lader sine figurer balancere på linjen mellem forventelig virkelighedsflugt og drømmesyn i traumatiske øjeblikke og en verden, der rent faktisk ér vendt på hovedet. Hvad er virkeligt og hvad er indbildning? Og hvor mange skal opfatte absurditeten før, den kan genkendes som virkelighed? Det er både komplekst og simpelt. 

Sproget er noget nær guddommeligt. Ja, det mener jeg. Colanzi skriver som en drøm, og oversættelsesarbejdet er så gennemført smukt, at det må være enhver sprognørds våde drøm. Det er anderledes, det er mærkeligt. Det er lidt bizart. Det er perfekt til dig, der gerne vil læse ud af rammerne, bryde ud af konformiteten og lade dig opsluge af et eksotisk, sansende og gådefuldt mørke.

Måske siger hun det i virkeligheden bedst selv i novellen, Chaco, som indledes med:

”Min bedstefar sagde, at hvert ord er sit eget, og at et rigtigt ord kan få jorden til at ryste. Ordet er et lyn, en tiger, en orkan, sagde den gamle og så vredt på mig, imens han tog sig et glas hospitalssprit, men ve den, der sløser med ordet.”