Boganmeldelse: Den, der lever stille af Leonora Christina Skov

Titel: Den, der lever stille

Forfatter: Leonora Christina Skov

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 374

Forlag: Politikens Forlag

 

Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

 

Leonora Christina Skovs selvbiografiske fortælling tager afsæt i hendes mors død. Den nu voksne Leonora er ved sin mors side og ser til, mens kræften langsomt suger livet ud af hende. Leonora har til det sidste stået på pinde for sin mor. Hun har efter morens ønske undersøgt alle muligheder for at forlænge den sidste tid og gjort sig selv til ekspert i forskellige former for kræftbehandling. Det ville de fleste døtre måske have gjort for deres mødre, men Leonora har ikke haft rollen som den typiske datter, og hendes mor har aldrig været som mødre er flest.

Leonora – som hedder Christina indtil sit voksne liv – vokser op som som enebarn i et parcelhuskvarter i Helsinge. Udadtil syner de af at være en lille kernefamilie. Begge forældre arbejder. Huset er rent. Haven er velholdt. Alle er velsoignerede og iført rent tøj. Og Christina klarer sig godt i skolen. Punkterne på en socialrådgivers tjekliste ville uden yderligere undersøgelse kunne krydses af hos familien Skov. Der er ingen tegn på vold eller misrøgt, men inden for hjemmets fire vægge hersker en bizar familiedynamik, som er så svær at begribe, at jeg knap nok kan gengive den. Fra Christina bliver født, sørger hendes forældre for, at hun ved, hvilket vanskeligt barn hun er.

 

“Jeg var seks år, da min mor fortalte mig, hvor forfærdeligt det havde været at føde mig. Vi sad og spiste aftensmad ved det kvadratiske køkkenbord i Helsinge med udsigt til Bjørn Wiinblads månedsplatter arrangeret i et symmetrisk mønster omkring køkkenuret (…)”

 

[…]

 

“I sagde, at jeg skreg så meget, at mors liv blev et mareridt derhjemme, og at jeg ikke fik nogen søskende, fordi jeg havde været sådan et frygteligt spædbarn.”

 

Det var en forfærdelig fødsel, og det blev ikke bedre, da den lille familie skulle bygge rede. Moren udvikler tilsyneladende ikke varme følelser for sin datter, og det lugter af ubehandlet fødselsdepression og svigt overfor det lille barn.

Forfatteren beskriver en symmetri og orden i det lille hjem, som står i skærende kontrast til det mareridt der udspiller sig hver gang, hr. og fru Skov (det kalder de hinanden) henvender sig til datteren (det kalder de hende). Deres henvendelser er sjældent direkte. Oftest taler de om hende i 3. person, selvom hun står lige foran dem.

 

“Har du hørt, hvad datteren siger? sagde hun, henvendt til min far, og til mig: – Dig! Det kan due da ikke finde ud af. Du aner jo ikke engang, hvad en liter mælk koster.”

 

Det er et forældreskab, der er svært at forestille sig, og den psykiske terror, undertrykkelsen og nedgørelsen fortsætter helt indtil morens død.

 

–Ja, det tror jeg også, hr. Skov, sagde hun. – Jeg tror, at datteren er helt gennemsnitligt begavet.

Jo højere karakterer jeg fik i alle fag, jo mere jævnt begavet var jeg derhjemme.

– Men så er det godt, at du er flittig, for flid kan man komme langt med, sagd min far. – Ikke noget med at springe over, hvor gærdet er lavest, eller går den, så går den. Slendrian, sløseri og sjuskedorte bruger vi ikke her hos os, og så længe du bor her hos os, er det vores regler, der gælder.

 

Da Christina bliver gammel nok, rejser hun til København, hvor hun bliver til Leonora som en del af frigørelsen fra sine forældres stramme lænker. Det forhindrer dog ikke forældrene i at fortsætte den systematiske mobning af deres datter, og de bruger flittigt kneb som ydmygelse og manipulation til at fastholde kontrol og begrænse hendes livsudfoldelse og positive udvikling. Hun er ved at finde sig selv og klarer sig godt, men moren lever efter deviser såsom man skal ikke udstille sit beskidte vasketøj, man skal ikke gøre stads af sig og den, der lever stille, lever godt. Og det går ikke godt i spænd med en homoseksuel datter i 90’erne, som endda figurerer i de danske medier fra tid til anden. Men det var ikke Leonoras homoseksualitet, der antændte morens had, selvom den måske nok bragte brænde til bålet. Hadet eller aversionen opstod ved første øjekast og man fristes til at tro, at moren har været jaloux over at måtte dele sin mand med sin datter, som havde brug for en far. Men hr. Skov står på pinde for at neddæmpe jalousien, og han gør sit bedste for at hele husholdningen forstår, at han til enhver tid vil vælge sin hustru, fremfor datteren. Og han står ikke i vejen for at tage del i nedgørelsen af hende, så fru Skov kan mærke, at der kun er én kvinde i hans liv. Det er en hakkeorden, der ikke kan stilles spørgsmålstegn ved, og hensynet til den skrøbelige mor lever videre, selv efter hendes død.

 

– Hun var det bedste, jeg havde, sagde han, og jeg så en bunke sorte brikker for mig. Han havde satset dem alle sammen på hende og ingen af dem på mig. Jeg havde ingen anelse om, hvordan han ville reagere nu, hvor døden havde ryddet brættet.

 

Den, der lever stille er en opslugende og intens skildring af en traumatisk barndom. Der veksles elegant mellem tilbageblik og nutid. Og forfatteren drysser om sig med små detaljer fra hjemmet i Helsinge, hvor alt det som intet betyder er placeret i perfekt symmetrisk orden og udstråler en balance, som kun eksisterer på overfladen.

 

Den var min første positive oplevelse med en dansk lydbog, og Leonora Christina Skov holdt mig i en trancelignende tilstand med sin milde stemme, der steg og faldt i intonation som scenerne skiftede. Jeg var fikseret af dybden af følelser og lamslået af intensiteten, når ondskaben mest af alt mindede om plottet fra en gruopvækkende thriller. Den, der lever stille sætter markante spor og efterlader læseren brugt og skrøbelig.

Den anbefales til alle med forældre (læs: alle), men vil særligt krybe ind under huden hos dem, der lader sig fascinere og forundre af det komplekse bånd mellem mor og datter. Læsere af Voldsomme Bånd af Vivian Gornick og Fruen af Malene Lei Raben, vil helt sikkert også betages af denne.