Bogen er tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.
Titel: De rejsende
Forfatter: Regina Porter
Oversætter: Ida Jessen
Udgivelsesår: 2020
Sideantal: 352
Forlag: Politikens Forlag
De rejsende bygger på vigtige temaer, som køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig.
Rufus og Claudia er gift og har to børn. Rufus er hvid. Claudia er sort. Og deres børn er derfor en blanding af begge farver. For James Vincent Jr., som er en irsk-amerikansk mand fra overklassen og far til Rufus, kan det være svært at forstå, hvorfor nogle ord er kontroversielle eller upassende, så han kalder for eksempel sine børnebørn mulatter. Rufus og Claudia tilhører begge den intellektuelle og kulturelle elite. De er veluddannede og forestiller sig, at farve ingen betydning har. Ved hjælp af de mange fortællespor lærer vi dog, hvad deres forældre og bedsteforældre har måtte igennem helt fra starten af 1950’erne for at opnå denne form for farveblindhed. Undervejs spørger læseren sig selv, om farveblindhed ikke også er en form for undertrykkende adfærd, som er den vi ser, når vi kigger ind i Rufus’ og Claudias liv i 2010.
De rejsende er en gribende slægtsroman, som giver læseren alle perspektiver og gør det umuligt at opdele karaktererne i gode og onde. Alle får en nuanceret præsentation og er blevet udstyret med en baggrund, som kaster lys over nutidens tilstand og over deres egen adfærd. Der er mange vigtige temaer i romanen, såsom køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig. Fremragende bog og meget aktuel i forbindelse med Black Lives Matter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar