Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.

Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.

Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.

Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”

Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.

På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).

Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.

Boganmeldelse: Viljen til viden: Seksualitetens historie 1 af Michel Foucault

Viljen til viden: seksualitetens historie 1 koster DKK 186,- hos Saxo og du kan købe den lige her.

Dansk titel: Viljen til viden: Seksualitetens historie 1

Original titel: The Will to Knowledge: The History of Sexuality 1

Forfatter: Michel Foucault

Udgivelsesår: 1998

Sideantal: 167

Forlag: Det lille forlag

Forlagets beskrivelse:

Dette bind 1 i et større projekt, som Michel Foucault (1926-84) desværre døde midt i, adskiller sig de efterfølgende bind ved snarere at fremskrive værkets metode og grundsynspunkt end bidrage konkret til seksualitetens historie. Det handler for Foucault primært om at gøre op med det syn på krop og seksualitet, han kalder ’repressionshypotesen’: forestillingen om at engang var seksualiteten fri og lykkelig, men så kom kristendommen og den borgerlige moral og lagde sin klamme hånd på lysten, så den blev undertrykt og derfor skal frigøres. Det er typisk ’faldshistorie’, der overser, at menneskets seksualitet aldrig har været fri og herre i eget (lyst)hus, men altid er blevet formet og dermed disciplineret af sin tid, dens magtforhold og kulturelle-sociale-økonomiske interesser. Det handler derfor ikke om undertrykkelse (repression) og frigørelse, men om at anskue seksualiteten som en plastisk praksis, der til enhver tid ’i-tale-sættes’ – iklædes særlige normer, betydninger osv. – og herigennem ’installeres’ i kulturen. I antikken var eksempelvis pæderastien – forholdet mellem den modne mand og hans betroede elev – en seksualitetsform og –norm, som siden forsvandt, dvs. blev talt og fortolket ud af den kulturelle praksis, og som ikke sig selv afspejlede, hvad vi i dag kalder homosexualitet og/eller pædofili. Renæssancens lægevidenskab viser en vej i seksualitetens italesættelse, som fører til vor egen tid og ligger bag titlen på dette bind 1: nemlig ønskes om indsigt i den seksuelle praksis, i første række fysiologisk (jf. Leonardos omslagstegning), siden psykologisk (jf.  Freud). Denne nye sexologiske vilje til viden taler om sex i et andet sprog end kirken og digterne, og dette kliniske, saglige og moralsk ufarlige sprog bliver en vigtig faktor i modernitetens omgang med seksualiteten i frigørelsens navn: måske nok en frisættelse, men samtidig blot en anden italesættelse, installation og disciplinering. ’Naturlig’ sex er en illusion: alt er formet og tjener til at forme andre kulturelle egenskaber og idealer – mere herom i de efterfølgende bind om henholdsvis Brugen af nydelserne (2) og Omsorgen for sig selv (3).

Anmeldelse:

Det her er måske nok en lidt mærkelig boganmeldelse, for hvordan kan jeg overhovedet have en mening om et værk, som er så anerkendt og gennemtærsket på alle humanistiske studier? Men egentlig er det vel ikke anderledes end anmeldelsen af en skønlitterær klassiker, så her kommer den.

Jeg vil lige starte med en meget kort indføring i nogle af Foucaults vigtigste begreber;

det første han kredser om i Viljen til viden: Seksualitetens historie 1 er begrebet diskurs. Foucault bliver af mange anset som diskursens ophavsperson, og han forstår diskurser som regelmæssigheder i udsagn. Forenklet kan man sige, at når noget regelmæssigt gentages, så får det status som diskurs. Det næste begreb, som er det Foucault oftest citeres for og anvendes til at sige noget om, er hans magtbegreb. Magt har traditionelt set været forstået som en besidderisk størrelse – nogen kan have magt og udøve den over for andre. Men i en foucauldiansk forståelse er magt ikke noget man kan have, fordi magten er allestedsnærværende og kan udøves forskelligt på forskellige tidspunkter. Igen er Foucault optaget af sproget – hver gang vi taler om noget, tillægges det magt. For hver gang vi taler om, at grønsager er gode for os, at gravide ikke må drikke alkohol og at piger er mere følsomme end drenge, så skaber vi magtfulde diskurser. Til at beskrive denne normalisering af visse forestillede sandheder bruger Foucault betegnelsen governmentality, som er en sammentrækning af det engelske government rationality (en måde at tænke på/forstå staten) og mentality (mentalitet). Begrebet dækker over kollektive forestillinger om, at visse samfundsstrukturer er absolutte. De er altså blevet så normaliseret, at de fremstår som biologiske sandheder.

Governmentality bruges både (eksternt) af staten til at kontrollere individet (det ses fx i diverse sundhedskampagner såsom ”Get Moving” eller den gode gamle ”6 om dagen”, men også (internt) af individet selv, som er underlagt diskursen og derfor ser det som en selvfølgelighed at hun skal bevæge sig minimum 60 minutter hver dag og sørge for at få 6 stykker frugt eller grønt.

Med udgangspunkt i seksualitet undersøger Foucault, hvordan diskurser konstrueres. Han beskriver hvordan de vækkes til live, når vi taler om dem, og hvordan denne italesættelse er magtfuld og (selv)regulerende.

Titlen er måske nok en smule misvisende, for selvom hans teori tager udgangspunkt i seksualitetens historie, så er der meget begrænset fokus på seksualitetens historie, og bogen handler i langt højere grad om konstruktionen af seksualitetsbegrebet og diskursiv magt.

Hvis man er helt ny Foucault-læser vil jeg foreslå, man lægger blødt ud med sekundær litteratur. Hans teorier er komplekse og det kræver øvelse at følge hans tankegang, men som alt andet bliver det lettere, jo mere man gør det. For et år siden holdte jeg mig primært til den sekundære litteratur, men nu kunne den her ryge på en uges tid – og den er altså guf for den diskursinteresserede!

Jeg læste i øvrigt lige denne artikel (2003), hvor der står følgende:

”Foucault vil være en generel reference for tre generationer af intellektuelle. Men min opfattelse er, at han ikke vil overleve og blive en intellektuel konge som Max Weber eller Jürgen Habermas. Foucault er en inspirator. Foucault er ikke til efterfølgelse.”

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, at Foucault blot er en dille. Hvad tror I?