Boganmeldelse: Hyldest til lediggang af Bertrand Russell

Bogen var en julegave fra min yndlingsbror, så han er den gavmilde sponsor, om man vil.

Titel: Hyldest til lediggang

Forfatter: Bertrand Russell

Oversætter: Line Bahner

Udgivelsesår: 2016 (originalt fra 1932)

Sideantal: 88

Forlag: Atlas

I Hyldest til lediggang rejser Bertrand Russell nogle af de mest fundamentale spørgsmål til den måde, vi driver samfund på. Han minder sin læser om, at alting kunne have været anderledes og om at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Bertrand Russells essay Hyldest til lediggang fra 1932 er titlen på den lille lommebog fra Atlas, som udover titelessayet, indeholder essaysne Det gode liv og Frelse. Alle tre essays er en kritik af et fortravlet arbejdersamfund, hvor travlhed, tidsnød og stor arbejdsbyrde er en statusindikator, som udelukkende gavner arbejdsgiveren. I Hyldest til lediggang præsenterer Russell ideen om en bedre fordeling af arbejdsbyrden, så alle kan få en firetimers arbejdsdag. Han kalder det tåbeligt, at man trods moderne produktionsmetoder, ikke har valgt at sænke menneskets arbejdsbyrde. Russell mener, at mindre arbejde ville give overskud til fritidsaktiviteter og skabe gladere mennesker, som dermed også har større overskud til at behandle hinanden godt og ordentligt.

“Da folk ikke vil være trætte i deres fritid, vil de heller ikke kun kræve passiv og tom underholdning. Mindst en procent vil sandsynligvis bruge den tid, hvor de ikke arbejder, på aktiviteter, der bidrager til samfundet, og da de ikke vil være økonomisk afhængige af disse aktiviteter, vil deres kreativitet være uhindret, og der vil ikke være behov for at opfylde krav fremsat af bedagede eksperter. Men det er ikke kun i disse exceptionelle tilfælde, at fordelene ved fritid vil vise sig. Almindelige mænd og kvinder vil få mulighed for at leve et lykkeligt liv og vil derigennem blive mere venlige, mindre plagsomme og mindre tilbøjelige til at se mistænksomt på andre.

[…]

Godhed er den af alle moralske kvaliteter, som verden har mest brug for, og godhed er et resultatet af bekvemmelighed og sikkerhed, ikke af et slidsomt liv. Moderne produktionsmetoder har givet os mulighed for at give alle bekvemmelighed og sikkerhed; men vi har i stedet valgt overanstrengelse for nogle og sultedød for andre. Indtil nu er vi fortsat med at være lige så energiske, som vi var, før der var maskiner. Her har vi været tåbelige, men der er ingen grund til at fortsætte med at være tåbelige for evigt.”

Som nuværende ledig kan jeg se tilbage på en hård tid hos en privatejet virksomhed, hvor det ikke var usædvanligt med 12-timers arbejdsdage, og jeg undrer mig over, at Russells budskab endnu ikke er trængt igennem. – Hvis arbejdet fordeles, så alle bridrager til samfundet, kan vi undgå, at en lille del skal slæbe det store læs og (ofte) ende med stress. Han tegner billedet af et samfund, som til forveksling kunne være det nuværende, hvor hårdt arbejde ses som ethvert menneskes moralske forpligtelse. Den pligtbetingede tilgang til lange arbejdsdage og store arbejdsbyrder har ifølge Russell været et middel,

“(…) som magthaverne har brugt til at få andre til at leve for deres herrers interesser snarere end for deres egne.”

Og han beskriver den som en irrationel ufornuft. Uanset ideologisk overbevisning, er alle tre essays værd at gøre sig bekendt med – Russells grundsyn er selvfølgelig ikke helt uproblematisk, men det sætter væsentlige tanker i gang. Ved at stille spørgsmål til den måde, vi driver samfund på, minder han sin læser om, at alting kunne have set anderledes ud, og at det er vigtigt at forholde sig kritisk til forestillede sandheder om, hvordan et samfund skal indrettes.

Jeg vil varmt anbefale den lille lommebog, og den skal måske særligt gives til unge, ambitiøse mennesker, der står overfor beslutningen om, hvilket liv der skal leves.

Russell definerer selv det gode liv således …

Det gode liv er et liv

inspireret af kærlighed

og styret af viden.

Boganmeldelse: Livet i Mumidalen af Frank Cottrell Boyce

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Carlsen, og du kan købe dit eksemplar for DKK 190,- hos imusic lige her.

Titel: Livet i Mumidalen

Forfatter: Frank Cottrell Boyce

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 368

Forlag: Carlsen

Hvem er i familie med hvem i Mumidalen? Hvad spiser mumitrolde egentlig? Hvad kan der være i Mumimors taske? Hvordan taler man som Tofslen og Vifslen? Og hvorfor er julen så farlig? Alt det og meget, meget mere, giver forfatterne svar på i Livet i Mumidalen.

Mens jeg har læst Livet i Mumidalen, har jeg fået følgende spørgsmål “Er den til voksne?” – “Ja”, svarede jeg. “Er den til børn?” – “Ja”, svarede jeg. Så blev jeg spurgt, om det var en højtlæsningsbog? – “Ja, det er det”, svarede jeg. En anden ville vide om det er en bog, man kan læse alene “Det er det, ja,” svarede jeg. Og endnu en skrev “Nu er jeg forvirret, hvem henvender den sig til???” – “Alle!”, svarede jeg. Og nu skal du høre hvorfor.

Livet i Mumidalen er en gennemgang af hele mumi-universet lige fra de karakterer, der optræder, den mad, de spiser og det sprog, de taler til årets gang, særlige højtider og de katastrofer, der indtræffer. Bogen tilbyder grundige, oplysende portrætter af alle Mumidalens karakterer uanset hvor lille en rolle, de måtte spille, og det er tydeligt, at alle mumihistorierne er blevet gennemgransket for at finde frem til hver eneste lille detalje om de mange væsener. Portrætterne kan selvfølgelig læses rent bogstaveligt som noget, der kun omhandler den givne karakter, men som det jo er med Janssons figurer, kan de også overføres til alle de mennesker, vi møder i vores hverdag. Den forfængelige og følsomme Snorkfrøken, den eftertænksomme og altid grublende Mumifar og den pålidelige, frihedselskende Mumrik er måske nok fremmede af udseende i en menneskeverden, men deres egenskaber er universelle, og det er ikke svært at udpege de forskellige karakterer blandt sine egne nærmeste.

Den smukke bog består dog ikke kun af portrætter. Den rummer også beskrivelser af selve dalen, hvordan årets gang sædvanligvis forløber og undervejs er sjove og oplysende faktabokse, hvor læseren for eksempel kan få et kursus i at tale som Tofslen og Vifslen, lære at forstå mumiudtryk og vendinger, og så er der selvfølgelig også en guide til mumipift og deres betydninger. Men det aller, aller, allerbedste er de sidste kapitler, der inviterer læseren ind i Tove Janssons verden som barn, kunstner og forfatter. Jeg lærte meget om det beundringsværdige og mangesidede talent, og jeg tror egentlig, at jeg ville have foretrukket at læse om hende forinden indblikket i Mumidalen, men det kan jeg jo så passende tippe kommende læsere om.

Jeg er meget begejstret for den smukke bog. Ikke alene er det en af de smukkeste bøger, jeg nogensinde har set, men de to forfattere har også formået at fange essensen af mumi-universet, og der er gjort meget ud af at forklare og beskrive den melankoli, som er så essentiel for historierne og deres karakterer. Siderne er tykke, og kan tåle en voldsom børnehånd, men jeg håber, det er en bog, man vil læse i fællesskab. Som det altid er tilfældet med mumi, taler denne også til både store og små. I deres beskrivelse af bogen kalder forlaget den for “en smuk gavebog”, og det var i sandhed en gave at læse den. Den er kort sagt et must for en hvilken som helt mumi-elsker, og for en gang skyld passer mine kaffekopper helt perfekt til bogens indhold – mon ikke Mumifar ville sætte pris på seks store kopper? Det tør jeg bide mig i halen på!

Når læsere lytter: Anbefaling af litterære podcasts

Jeg kan ikke finde ud af at lytte til bøger (det står der også lidt om her), jeg mister fokus og pludselig er et nyt kapitel startet uden, at jeg ved, hvad der skete i det forrige. Men engang imellem er det altså praktisk at have noget at lytte til alligevel, og heldigvis kan jeg godt holde fokus, hvis jeg lytter til en podcast, der indholdsmæssigt fanger mig. Jeg synes selv det har været lidt vanskeligt at finde frem til interessante danske podcasts for en bogelsker, og derfor tænkte jeg, at der måske er andre end mig, som ville nyde godt af en liste med en kort introduktion til de forskellige. Introduktionerne er tyvstjålet fra mediernes egne sider, men ved enkelte har jeg tilføjet mine egne personlige anbefalinger til en udsendelse, der er værd at give et lyt.

BOGFOLK

Billedet er venligst udlånt af Bogfolk.

“Bogfolk udnytter lydmediets mulighed for at lade dig komme endnu længere ind i litteraturen, men Bogfolk skal også udfordre os selv. I stedet for at nøjes med at lade kritikerne fælde en endelig dom inviterer vi dem i studiet (Boghallens kælderetage lige ved reolerne med børnebøger!) til samtale og diskussion. Det helt unikke ved Bogfolk er nemlig, at litteraturkritikken er i fokus. Det er den, fordi den er vigtig. Det tillægges stor betydning, hvem der anmelder den nye litteratur, og hvordan de gør det.”

Jeg anbefaler især Depressionslitteratur: Når lykken bliveret kvælende moralsk påbud, hvor Politikens litteraturkritiker, Mikkel Krause Frantzen, med afsæt i sin ph.d.-afhandling, taler om depressionen som psykologisk og samfundsmæssigt problem. Han beskriver, hvordan lykken er blevet et moralsk påbud og kommer med bud på, hvordan skønlitteraturen kan bidrage til vores forståelse af depressionsfænomenet.

GYLDENDAL PODCAST

Billedet er venligst udlånt af Gyldendal Podcast.

“GYLDENDAL PODCAST er en del af en omfattende indsats for at udbygge relationen mellem landets læseheste og Danmarks største forlag. […] GYLDENDAL PODCAST er den første forlagsdrevne podcast om bøger i Danmark og bliver en udvidelse af det forhold – mere kvalitets-infotainment til mennesker, der elsker at læse," siger Thomas Broge-Starck (digital marketingchef i Gyldendal Forlag).

Jeg anbefaler især Brinkmann,Garbers og Albrechtsen om Tinder, sex og kærlighed, hvor Brinkmann er moderator og deltager, når de tre diskuterer kærlighed i et kapitalistisk nyttesamfund.

MASTERCLASSES

Billedet er venligst udlånt af Masterclasses.

“Er du bog- eller sprognørd, skrivende eller helt læse-spæd og blot nysgerrig på litteraturens mange hemmeligheder?I denne serie vil ti forfattere der mestrer hver deres genre, føre dig ind i dybet af litteraturens vidtrækkende univers. Med udgangspunkt i mestrenes egne personlige rejser ind i bogstaverne, vil du blive klogere på følelserne, drømmene og tankerne bag alt lige fra skabelsen af krimien til børnebogen. Du vil blive klogere på genrernes særtræk, men også deres fællesnævnere - og forhåbentligt vil du blive inspireret, underholdt og mentalt beriget undervejs.Serien er baseret på foredragsrækken 'Ti Mestre' fra Thiemers Magasin i København."

Jeg anbefaler især episode 10, hvor forfatter, Kim Fupz Aakeson, fortæller om børnebogen. Han beretter om processen med at skrive og opbygge karakterer, og også om, hvordan han finder inspiration i egen dagligdag og i de mennesker, der omgiver ham.

SKØNLITTERATUR PÅ P1

Billedet er venligst udlånt af Skønlitteratur på P1.

“Et kritisk aktualitetsmagasin med nyheder, baggrund, interviews og reportager fra litteraturens verden."

KLASSIKERE GENFORTALT

“PODCAST 'Klassikere genfortalt' giver litterær førstehjælp. Den klassiske verdenslitteratur kan nogle gange virke uoverskuelige at give sig i kast med, men det er der heldigvis råd for nu. Lyt med, når en række kendte danske forfattere gennemgår deres yndlingsklassikere i podcastserien 'Klassikere genfortalt'.”

Boganmeldelse: Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

Jeg bestilte min bog for en del år siden via Gyldendals Bogklub, men det ser det ikke ud til, at man kan købe den udgave længere. Dog kan du købe en anden udgave fra Forlaget Per Kofoed til DKK 177,- lige her.

Titel: Sommeren uden mænd

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 2011 (på dansk)

Sideantal: 221

Forlag: Gyldendal (Gyldendals Bogklubber)

Hustvedts værk præges af filosofiske betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de mest indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra Hustvedt selv.  

Sommeren uden mænd indledes med Mias beretning om, hvordan hun havnede på et psykiatrisk hospital, da hendes mand, Boris, erklærede, at han ønskede at holde pause fra deres 30 års ægteskab. Hun fandt efterfølgende ud af, at ”Pausen” i virkeligheden var Boris’ forskerkollega, og opdagelsen drev Mia i reaktiv psykose, eller hvad hun selv betegner som sindssyge og galskab. For at bearbejde Boris’ udsagn og hans affære, drager hun til sin fødeby, Bonden, hvor hun bliver underviser på et lille lyrikhold for unge piger. Undervejs præsenteres læseren for datteren, Daisy, som jagter drømmen om at stå på en teaterscene og nabokvinden, Lola, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med to børn uden hjælp fra sin eksplosive og højtråbende mand. Vi følger Mia på sin vej tilbage til en bevidsthed og et liv, og efterhånden som fortællingen skrider frem, indser Boris, at hans ”Pause” måske alligevel ikke var at foretrække. Læseren holdes hen i uvished om, hvorvidt Mia vælger at vende tilbage til Boris, og denne læser kogte af vrede, når det så ud til, at Boris langsomt vandt Mias hjerte tilbage. Om det lykkes ham, vil jeg lade de kommende læsere erfare selv.

Den lille fortælling er så omfattende, at den trods sine sparsomme 200-noget sider, alligevel rummer et væld af temaer, som er relevante for et hvilket som helst individ i den vestlige verden, og som i sidste ende alle kan samles under paraplybegrebet; feminisme. Ved hjælp af Mias fortælling om at have tilsidesat egen forfatterkarriere for at være mor, imens Boris steg i graderne som forsker, problematiserer Hustvedt den ulige fordeling, der ofte ses i hjemmene, hvor kvindens ambitioner må vige for mandens, når børn sættes i verden, og tilbage står den midaldrende kvinde, som erstattes med den unge og spændende ”Pause”.

Således skriver Hustvedt sig direkte ind i en litterær feminisme, og hendes værk præges af filosofiske betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de mest indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra Hustvedt selv. Bogen rummer så mange gengivelsesværdige passager, at mit første udkast til denne anmeldelse tilnærmelsesvist blev én stor kopi. En af passagerne kan endda bruges til at forklare, hvorfor én læser kan knuselske en bog, mens en anden må hale sig igennem:

“Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den. Der er noget hallucinerende ved al perception, og det er let at skabe illusioner.”

Ved at indskrive et du i teksten, inddrages læseren og denne læser blev pludselig opmærksom på, hvordan hun var i gang med at fremkalde en historie i historien, som andre læsere måske ville opleve anderledes. Hustvedt skriver med en så intellektuel dybde, at hun formår at overbevise læseren om sin grundlæggende indsigt i både naturvidenskab og psykologi, og hendes betragtninger er på én gang fascinerende og nutidsrelevante. Nedenstående mindede mig i særlig grad om en passage, jeg også fremhævede her.

“Og hvem tilkommer det at måle lidelse? Hvem af jer kan vurdere størrelsen på den smerte, der findes inden i et menneske i et givent øjeblik?”

Derudover er der utallige eksempler på begyndende affektteoretiske og lingvistiske analyser, og for denne specialestuderende var det guf at se sit hardcore fagstof forvandlet til smuk lyrisk prosa.

Med nedenstående passage som eksempel, havde jeg desuden flere gange tanker om Hustvedt som værende en krydsning mellem Sylvia Plath og Marguerite Duras (måske farvet af, at jeg har læst dem for nylig).

“Sindssyge er en yderst selvoptaget tilstand. Det er en kraftanstrengelse at have føling med sit eget jeg, og omsvinget i retning af helbredelse sker i det øjeblik, hvor et stykke af verden bliver lukket ind igen, fordi en person eller en ting passerer porten.”

Og selvom denne anmeldelse allerede er blevet alt for lang, er jeg nødt til at slutte den med særligt at fremhæve to citater, som jeg er sikker på, er enhver læsers drøm:

”Biblioteker er seksuelle drømmefabrikker.”

…

“En bog er et samarbejde mellem læseren og det der læses, og når det er bedst, er dette møde en kærlighedshistorie.”

Det mærkelige er, at jeg faktisk aldrig blev helt hundrede procent opslugt af selve historien, men den efterfølgende refleksion og det fantastisk lækre sprog gjorde, at den lille bog – for mig – står som noget af det stærkeste, man kan læse, og derfor er jeg også nødt til at tildele den fem kaffekopper.

Jeg vil enormt gerne høre, hvordan jeres oplevelser har været med Sommeren uden mænd?