Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.

Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.

Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.

Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”

Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.

På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).

Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.