Boganmeldelse: Gileads døtre af Margaret Atwood

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & idé her.

Titel: Gileads døtre

Forfatter: Margaret Atwood

Oversætter: Lisbeth Møller Madsen

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 432

Forlag: Lindhardt og Ringhof

“Det, min far lavede derinde, var efter sigende meget vigtigt – de vigtige ting, som mænd gjorde, for vigtige til at lade kvinder blande sig, for de havde mindre hjerner, som var ude af stand til at tænke store tanker ifølge Tante Vidala, som underviste os i religion. Det ville være som at lære en kat at hækle, sagde Tante Estée, som underviste os i håndarbejde, og det fik os til at le, fordi det var så dumt! Katte havde ikke engang fingre!”

Der er noget særligt imponerende ved at skrive en bog for 34 år siden, og alligevel lykkes med at sprænge alle grænser for tid og rum, så den stadig føles akkurat lige så aktuel – måske endda mere – som dengang, den blev skrevet. Det var præcis, hvad Margaret Atwood gjorde med Tjenerindens fortælling, og nu efter læsningen af Gileads døtre, kan jeg ikke lade være med at tænke på, at den ligeså vil få en genopblomstring om 34 år (og 50 år og 100 år og 200 år og, og, og …). Den er skrevet som en skarp kritik af verdensmagtens politiske tilstand, og den formår at sætte gang i læserens tanker om en kvindehadende magtfuld elite.

Vi er endnu en gang landet i det patriarkalske rædselsregime, Gilead, femten år efter Tjenerindens fortælling sluttede. Som læseren af forgængeren ved, er Gilead blevet til på baggrund af en række kemiske og radioaktive udslip, som har medført en faretruende lav fertilitet. En kristen sekt bruger manglen på børn, som begrundelse for at skabe en voldelig totalitærstat, hvor kvinder primært inddeles i Marthaer, Tjenerinder, Tanter, Hustruer, Økonokoner plus det løse. I Tjenerindens fortælling var perspektivet fra den fødedygtige kvinde, Offred, hvis krop blev brugt som hylster for reproduktion. Denne gang udfoldes historien via vidnesbyrd fra Tante Lydia og en pige, som er på vej til at få bestemt sin skæbne i livet samt en pige, der er vokset op i Canada, hvor man anser Gilead som det rædselsregime, det er. Tanten fortæller om livet før og efter samfundsomvæltningen, og den unge pige fra Gilead fortæller ud fra den eneste virkelighed, hun kender – livet i Gilead, hvor hendes skæbne naturligvis er forudbestemt af andre. De tre skæbner sammenfiltres og hver især er de med til at belyse den menneskelige svaghed ved, at vi som udgangspunkt anser vores egen levevis som den eneste mulige.

Hvordan de tre kvinders skæbne udfoldes, må den kommende læser selv erfare, men Atwood leverer helt nye perspektiver på kvindernes position i regimet, og man skulle næsten tro, hun stod bag det ældgamle begreb kvindelist. Det er især Tante Lydia, der demonstrerer sin list og kløgtighed. Hun er som alle andre kvinder placeret i en fastlåst position, men hun er beregnende og formår at tilkæmpe sig magt og gøre sig selv uundværlig i et samfund der ellers ringeagter hendes køn. Hun sikrer sin egen overlevelse og viser, at mandsmod – og kynisme – ikke er kønsbestemt.

“Jeg traf nogle valg, og da de var truffet, var der færre valgmuligheder. To veje skilte sig i en gul skov, og jeg valgte den mest befærdede. Den flød med lig, som den slags veje gør. Men som du vil have bemærket, var mit eget lig ikke imellem.”

Jeg vil næsten påstå, at Gileads døtre bærer præg af forfatterens arbejde med tv-produktionen af dens forgænger, for den er lettere at læse end sin forgænger og har en tv-lignende fortællestrategi med flere spor og mange dialoger.

Den bliver kaldt en selvstændig fortsættelse, men læseren der springer Tjenerindens fortælling over snyder altså sig selv for den helhedsoplevelse det er at kende Gilead gennem Offreds desperate fortælling.

Alt i alt er Gileads døtre en skarp og underholdende fortsættelse til alle os, der har hungret efter mere.

Boganmeldelse: De ansatte af Olga Ravn

Jeg fik tilsendt De ansatte som en overraskelse til anmeldelse fra Gyldendal. Men den kan købes for DKK 161,- hos Bogreolen.dk lige her.

Titel: De ansatte

Forfatter: Olga Ravn

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 134

Forlag: Gyldendal

Olga Ravn peger på farlige tendenser i samfundet, når hun undersøger grænsen mellem menneske og ting og mellem menneske og ansat. På det sekstusinde skib taler magten gennem den normalisering, der har fået enhver ansat til at disciplinere sig selv ind i rollen som lydigt og produktivt besætningsmedlem.

Det er helt ualmindeligt svært at starte en anmeldelse af Olga Ravns De ansatte, og det forklarer måske også, hvorfor jeg har brugt en måned på at læse og fordøje den korte 134-siders roman. Siderne er få, romanen er sådan set lille, men historien er stor, og handlingen sætter sig fast i læseren.

Vi skal 100 år ud i fremtiden, og det sekstusinde skib er ladet med mennesker og menneskelignende ansatte, som udgør dets besætning. Vi rejser i det ydre rum i jagten på planeten, Nyopdagelsen, som minder om jorden, og der rapporteres med jævne mellemrum til Homebase. Homebase er de ansattes arbejdsplads og arbejdsgiver, og forholdet hertil er der såmænd ikke noget sci-fi over – alle er dedikerede til deres arbejde og uendeligt loyale over for arbejdsgiver.

Bogen er inddelt i små vidneudsagn, som hver har fået et nummer. De fylder fra få linjer til et par sider, og de præsenteres ikke i præcis kronologisk rækkefølge. Læseren erfarer hurtigt, at visse vidneudsagn er udeladt, og jeg klør stadig mig selv i nakken over spørgsmålet om, hvorfor vidneudsagn 001 er udeladt. – Er det mon destrueret og hvorfor? Andre vidneudsagn har fået tilføjet [redacted] som tegn på at noget enten er fjernet eller redigeret. De 100-vis af vidnesbyrd er de ansattes forklaringer til ”udvalget”, og

“Disse vidneudsagn blev indsamlet for at få indblik i relationerne mellem de ansatte og objekterne i rummene. I en periode på 18 måneder interviewede udvalget samtlige ansatte ud fra spørgsmål om, hvilke relationer de havde til rummene og dets objekter. Vi ønskede gennem fordomsfrie gengivelser af emnernes udsagn at få indblik i arbejdsgangen på stedet og undersøge, hvilke mulige påvirkninger de ansatte eventuelt måtte være blevet udsat for, og hvorledes sådanne påvirkninger, eller om muligt, relationer, resulterede i permanente forandringer i de ansatte, og hvorvidt dette kunne siges at medføre nedsættelse eller forhøjelse af deres arbejdsindsats, forståelse for arbejdet, tilegnelse af ny viden og egenskaber, samt hvilke konsekvenser det har haft for produktionen.”

Læseren ved aldrig, om hun har at gøre med et udsagn fra et menneske eller en menneskelignende. Men selvom de enkelte stemmer ikke identificeres, får man fornemmelsen af at visse stemmer går igen.

På bogens bagside står der, at det er en arbejdspladsroman fra det 22. århundrede. Alligevel præsenterer den et nutidigt, socialrealistisk billede af den ansatte, som forventes at tilbede sin arbejdsplads som en helligdom og fastholde tempoet i et evigt accelererende hamsterhjul for at “vækste”, effektivisere, udvikle og skabe konkurrencedygtighed.

”Jeg har aldrig ikke været ansat. Jeg er skabt til at arbejde. Jeg har heller aldrig haft en barndom. Men jeg har forsøgt at forestille mig en. Min menneskelige kollega taler nogle gange om ikke at ville arbejde, og så siger han noget meget mærkeligt, noget helt fjollet, hvad er det nu? Han siger, man er mere end sit arbejde, eller er det, man er ikke kun sit arbejde? Men hvad skulle man ellers være?”

De ansatte kan – med skildringen af et meget genkendeligt billede af det moderne arbejdsliv – læses som er en skarp kritik af samfundets evindelige og hovedløse jagt på mere, bedre, større. Der er noget foucauldiansk over Olga Ravns beskrivelse af det produktive, disciplinerede individ, og den ansattes egen tilgang til verden og livet er da også, at enhver tanke og handling skal være produktiv og gavne samfundet. Det skaber stor frustration, når ikke-produktive tanker opstår, for hvad nytte har det at tænke over livet eller verden? Det er ganske enkelt ikke produktivt. De ikke-produktive tanker opstår på baggrund af genstande, som skibet får ombord fra planeten, Nyopdagelsen. Disse genstande fremkalder minder om et liv uden for arbejdspladsen såsom moderskab, familieformer, menneskelige relationer, musik og natur. Men for netop at bevare en vedvarende produktivitet er den ansatte nødt til at opfatte sig selv som en maskine eller et teknisk supplement til det sekstusinde skib. Selvom nogle af de ansatte har lagt krop til en fødsel, er der ikke plads til moderskabet i arbejdslivet og tilbage er kun de flygtige erindringer om en krop, der for en stund var et nærende mælkeproduktionsapparat. Men så småt begynder genstandende at vække både følelser og minder hos de ansatte mødre, og sådan får Olga Ravn også tematiseret den dobbeltbundede rolle som mor, hvor man både er mor og menneske, men også mor og ting (fødemaskine, mælkeapparat).

Der er altså gang i det helt store diskursanalytiske og kønsteoretiske apparat, når forfatteren undersøger, hvad det vil sige at være menneske ud fra en anti-antropocentrisk forståelse af kroppens væren, og den åbenbarende roman taler direkte ind i en højaktuel forskning i ny materialisme. Som man måske kan fornemme, kunne jeg fortsætte i en uendelighed, men for at stoppe min efterhånden lange svada er der kun tilbage at anbefale enhver menneskelig eller menneskelignende ansat i det overordnede produktionsapparat kaldet staten at give sig i kast med Olga Ravns mesterværk af en samfundskritisk arbejdspladsroman.

Boganmeldelse: Kraften af Naomi Alderman

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. Willamdam.dk sælger den for DKK 221,- lige her.

Titel: Kraften

Forfatter: Naomi Alderman

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 376

Forlag: Alhambra

Kraften er ikke blot titlen på Naomi Aldermans dystopiske roman, det er også navnet på den evne, der gør kvinder til det magtfulde og overlegne køn, som nu vil tage hævn for århundreders undertrykkelse.

Pludselig opdager teenagepiger verden over, at de har et summende nøgle mellem kravebenene, en sitrende energi af elektriske impulser, som kan bruges til at udsende dødbringende elektriske stød. Vi følger primært tre kvinder og en mandlig journalist, som alle oplever den nye hierarkiske orden forskelligt. Margot er en ambitiøs og succesfuld politiker, som både kæmper professionelt med at få sat rammer for kraften i et samfundsperspektiv, men også personligt med sin egen datter, som ikke har kontrol over sin kraft. Roxy er vokset op i et voldeligt og hadsk miljø, som har efterladt hende med en kynisme og generel tvivl på det gode i mennesker. Hun er en hård karakter, og opdagelsen af sin nye position, har gjort hende opsat på at bruge kraften til at opbygge sit eget imperium. Allie er kendt som en sikker satsning blandt teenagedrengene i Jacksonville. Hun har haft en turbulent barndom med skiftende plejeforældre og været udsat for incest, så der skal ikke meget til at overtale den unge pige til at bryde med sine egne grænser og dele ud af sin krop. Tunde er en opsøgende journalist, som gerne sætter liv og lemmer i fare i håbet om at få den gode historie. Han rejser verden rundt for at dokumentere den udvikling, pigernes nye evner har sat i gang. Vi følger også andre karakterer, og hvert kapitel skifter perspektiv alt efter hvilken karakter, det tilhører. Langsomt udfoldes historien om, hvordan pigerne håndterer den magtfulde position, deres kraft har medført, hvad mændene gør for at beskytte sig selv og hvordan forskellige samfund sætter ind overfor det, der pludselig er et medfødt dødbringende våben.

Det er en interessant historie og der er eksperimenteret med køn og kønslige forestillinger, som overraskende nok bliver helt komiske, når man vender dem om og skifter fortegn.

Men jeg blev aldrig rigtig grebet. Der er et stort persongalleri, men karaktererne mangler dybde og føles aldrig helt udfoldede eller ægte. Derfor blev jeg ikke rigtig investeret i deres mål eller liv, og jeg følte mig heller ikke forbundet med nogen af dem. Så selvom jeg finder Aldermans eksperimentelle tilgang og selve historien interessant, blev det altså ikke en udpræget god læseoplevelse. Jeg tror måske også, at min skuffelse blev så meget desto større af at vide, at Margaret Atwood har været involveret i bogens tilblivelse og taler varmt om den. Når hun, der i mine øjne er den feministiske dystopis moder, roser et værk, så er mine forventninger tårnhøje. Jeg sidder også tilbage med spørgsmålet om, hvorfor feminismen ikke får lov til at blive ekspliciteret før de sidste 20 sider af romanen. Når den lovprises som feministisk værk verden over, undres jeg over at kvindernes magtposition, gør dem til rendyrkede hadske dræbermaskiner – og først i det afsluttende kapitel forløses det feministiske budskab. Der var simpelthen for lang vej til målet for mit vedkommende. Det er selvfølgelig altid interessant at blive bevidstgjort om de kulturelle kønsforestillinger, der ligger indlejret i os, men hvis det er dens feministiske agenda, kunne man blot have lavet en lille lommebog a la Chimamanda Ngozi Adichies små manifester. Jeg ville så gerne elske den her roman, men mest af alt, er jeg nok bare forvirret. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg ikke forstod bogen. Og … det gjorde jeg måske heller ikke …