Boganmeldelse: Noget du ikke ved om længsel af Karen Strandbygaard

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: Noget du ikke ved om længsel

Forfatter: Karen Strandbygaard

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 300

Forlag: People’s Press

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening.

Udadtil kører livet på skinner for 32-årige Maria. Hun er en dygtig forsker og har gang i en lovende karriere i en privat virksomhed, hvor hun arbejder som kemiker. Hun bor sammen med sin kæreste David i indre København, og de to ønsker at blive forældre. Men her falmer glansbilledet, for Maria bliver ikke gravid. Parret starter på fertilitetsbehandling, men de gentagne mislykkede forsøg begynder at tære på forholdet. Maria konfronteres med følelser og sider af sig selv, som føles fremmede både for hende og for David. Hun går fra at være en ambitiøs kemiker til kun at kunne tænke på at få et barn. Langsomt ser hun alting smuldre, parforhold, karriere og venskaber glider ud som sand mellem hendes hænder.

’Noget du ikke ved om længsel’ undersøger og kortlægger en kvindes længsel efter at få børn. Den beskriver, hvor galt det kan gå, når forventningen til livet ikke stemmer overens med virkeligheden, og når kroppen pludselig bliver en kampdygtig modstander for den drøm, der gemmer på livets mening. Det psykologiske drama udspiller sig særligt i Marias indre, mens intetanende kolleger ser måbende til på hendes deroute og David forvirres over forandringen. Jeg vil så gerne elske den, og jeg prøvede virkelig også. Den er velskrevet, dialogerne er skarpe og troværdige, men følelseslivet vækkede intet i mig. Der mangler bøger om fertilitetsbehandling, så mine forventninger var tårnhøje, og måske er problemet netop, at jeg ved alt for meget om Marias længsel. Jeg var Maria på 32, som hellere ville forlade verden end at leve i den barnløs. Men jeg kunne ikke spejle mig i denne Maria, og det ødelagde desværre læseoplevelsen. Det er en umådeligt vanskelig disciplin at slette sig selv og egne erfaringer, når man læser om det, der på bagsiden lyder som ens liv.

Jeg håber sådan, du vil dele din egen erfaring med bogen her i kommentarfeltet – særligt hvis du også har erfaring med fertilitetsbehandling.

Boganmeldelse: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst af Philippa Perry

Bogen er tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget

 

Titel: Bogen du ville ønske dine forældre havde læst

Forfatter: Philippa Perry

Oversætter: Ole Lindegård Henriksen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 288

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Perry brillerer med sin evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv, og forældrebogen står stærkest i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre. Desværre er forfatteren ramt af privilegieblindhed, og denne brist bliver tydelig i hendes overklasseeksempler på aktiviteter og støtte udefra.

Psykoterapeut Philippa Perry tilbyder værktøjer til, hvordan du kan gøre op med den arv, du ubevidst bærer med dig fra din barndom og dine forældres opdragelsesstil. Perry lægger ud med et afsnit, hvori hun udfolder flere eksempler på uhensigtsmæssig adfærd, som man ubevidst kan have taget med sig fra sin egen barndom. Dette afsnit danner grundlag for de refleksioner, der lægges op til, når relationen til dit barn skal endevendes. Og det skal den, for der findes ikke en forælder i verden, som kan sige sig fri fra at begå fejl, som kan sætte den gode relation på prøve. Og med Perrys tilgang er der gjort plads til de fejl, her handler det nemlig snarere om at stå ved dem og lære sit barn, at mor/far også kan fejle og også bør undskylde, når de gør det. Som eksempler på uhensigtsmæssig forældreadfærd nævner hun bl.a. manglende anerkendelse af barnets følelser, hvis forælderen føler noget andet. Det kan fx være barnet, der bliver ked af at skulle have overtøj på til stor frustration for den travle forælder, som synes barnet skaber sig. Her vil Perrys tilgang være at gå i øjenhøjde og spørge ind til barnets følelser. Anerkendelsen af barnets følelser er i det hele taget omdrejningspunktet hele vejen igennem, og hun problematiserer også tendensen til at distrahere et ulykkeligt barn eller forsøge at fikse følelsen fremfor at tale om den og give barnet plads til at være i den. Behovet for at fikse den ulykkelige følelse opstår ikke kun i forælder/barn-forhold, men også i romantiske relationer, hvor det er lige så problematisk.

Bogen hjælper dig uden tvivl med at forstå, hvordan din egen opvækst påvirker din forælderstil, og den kan dermed bidrage til at bryde negative mønstre.

Men den har også sine minussider. Det bliver flere steder tydeligt, at Perry ikke kan sige sig fri fra den position, hun skriver fra. Når hun fx foreslår, at man tager et weekendophold på hotel med sit barn for at fokusere på nærvær, kan man da godt få følelsen af, at hun rammes privilegieblindhed. Samme følelse opstår, når hun foreslår læseren at overveje, hvorfra denne kan få støtte i sit forældreskab. Her nævner hun som eksempel, at man kan få sin mor til at betale huslejen i et år og sin søster til at sørge for sine måltider. Forestillingen om at nogen i min familie skulle have mulighed for at dække min husleje i et helt år er så langt fra min verden, at det faktisk bliver helt komisk. Der er også en tendens til at det er kvinderne, hun bringer i spil med sine eksempler. Og det kan virke forældet, at det nødvendigvis må være familiens kvinder, der skal springe til med hjælp og omsorg, når der kommer en lille ny til verden.

Nogle af rådene giver sig selv, men dér hvor Perry virkelig brillerer, er hendes evne til at vende enhver konflikt til barnets perspektiv. Ved at starte med at vække læserens erindringer om egen barndoms konflikter, bliver det let at se på situationen med barnets øjne og forstå, at en konflikt eller et hysterisk anfald heller ikke er sjov for det barn, som man måske synes ”skaber” det.

Det er en spændende forældrebog, som har sine gyldne øjeblikke, men den er helt sikkert stærkest i de første afsnit og i analysen af, hvordan egen opvækst ubevidst påvirker forældrerolle og handlingsmønstre.

Den anbefales selvfølgelig særligt til forældre, men også til dig, som bare gerne vil blive klogere på, hvordan din opvækst spiller ind, når du som voksen skal danne relationer eller havner i konflikter.

Boganmeldelse: SCUM Manifest af Valerie Solanas

Bogen er et anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

Titel: SCUM Manifest

Forfatter: Valerie Solanas

Oversætter: Ellen Boen

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 96

Forlag: Forlaget Grif

 

”Manden er helt igennem egocentrisk, fanget i sig selv, ude af stand til at føle med eller identificere sig med andre, ude af stand til at føle kærlighed, venskab, hengivenhed eller ømhed. Han er en totalt isoleret enhed, afskåret fra at interagere med andre. Hans reaktioner er alene styret af kroppen, ikke hjernen, hans intelligens er kun et redskab for hans drifter og behov; han ejer ikke evnen til lidenskab, mental interaktion; han kan ikke forholde sig til andet end sine fysiske sansninger. Han er en halvdød, passiv klump kød uden evne til at give eller modtage nydelse og glæde.”

I 1967 skrev Valerie Solanas en af feminismens mest refererede tekster, SCUM Manifest (SCUM = Society for Cutting Up Men). I dette radiale værk foreslår Solanas, at vi gør en ende på det mandlige køn. Hun understreger, at det nu er “(…) teknisk muligt at reproducere sig uden hjælp fra mænd (eller kvinder for den sags skyld) og udelukkende fremstille hunkønsvæsner. Det bør vi gå i gang med snarest.”. Ifølge Solanas kan kvinden ikke udleve sit potentiale, så længe manden har magten i samfundet, og den magt forstår Solanas både som fysisk styrke, men også som et økonomisk og seksuelt overtag.

Solanas skriver i en rå og rebelsk tone. Hun er vred og fyldt med had til den usympatiske mand, som behandler kvinder som dyr. Hun foreslår et samfund uden arbejde og penge, og hun tror på individets behov for at leve frit i et samfund bygget på kærlighed.

Solanas manifest forekommer manisk og vanvittigt. Det er en utopisk drøm om et samfund med ét køn; kvinden. Det hele dufter af satire, men det stærkeste krydderi er vrede, så læseren efterlades i uvished om forfatterens ståsted – mener hun det? Vil hun virkelig opsprætte alle mænd? Teksten er svær at læse uden at have forfatterjeget med på sidelinjen, når man ved, Solanas blev udsat for incest af sin far og skød Andy Warhol som 32-årig. Ikke desto mindre er budskabet soleklart, og der er adskillige dele, der peger på det samfund og de kampe, vi har i dag. Men man kan savne en analyse af mandekønnet. Solanas taler uden tvivl om den klassiske maskulinitet, men interesserer sig ikke for, hvordan kulturen former og citerer manden. Manden er i Solanas udlægning unuanceret og endimensionel. Han er billedet på patriarkatet, og han skal bøde.

Sanne Søndergaards forord giver en fremragende introduktion til både forfatteren og manifestet, og hun hjælper læseren sikkert ind i det vanvittige univers, der udfolder sig, når Solanas ord tager over.

Jeg burde elske SCUM Manifest, dette store feministiske værk. Men det gør jeg ikke. Det skal selvfølgelig læses ind i den tid, det er skrevet i, en selv med tanke på 60’ernes måske manglende wokeness, fremstår den stadig unuanceret og måske bare en anelse for radikal til min smag. Men den er alligevel din tid værd, for hun peger på undertrykkende strukturer, som stadig præger vores samfund i dag. Læs den, og vær klar til at føle, at du lige er blevet rusket så grundigt, at du har fået en mindre hjernerystelse.

Boganmeldelse: En moderne familie af Helga Flatland

Titel: En moderne familie

Forfatter: Helga Flatland

Oversætter: Karen Fastrup

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 261

Forlag: Turbine

 

I ’En moderne familie’ bliver familiebegrebet med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver historien filmisk karakter og dybde.

Udgangspunktet for fortællingen er Torill og Sverres umiddelbart uproblematiske skilsmisse efter 40 års ægteskab. Parret vælger at præsentere nyheden til deres tre voksne børn på en familietur til Italien, hvor de skal fejre Sverres 70-års fødselsdag. For børnene er skilsmissen dog alt andet end uproblematisk. Nok er de voksne, men de er stadig børn af de forældre, der nu vil skilles. De er en tætknyttet familie, som rejser sammen og værner om de fælles værdier, der udgør grundlaget for deres familie, og de voksne børn finder det bekymrende og misforstået, at deres forældre nu vil leve nye liv og dermed også ødelægge den nostalgi, der følger med, når man besøger mor og far i sit barndomshjem.

Historien fortælles af de tre søskende, som skiftevis er jegfortællere i hver deres kapitler. Liv er den ældste datter. Hun er gift med Olaf, som hun har to børn med. Liv er en typisk storesøster med hang til planlægning, lister og kontrol. 

“Men livet kan ikke planlægges i detaljer, sagde far, du er nødt til at acceptere, at du ikke kan have kontrol over alt hele tiden.”

Ellen er midterbarnet. Hun er kæreste med Simen, som hun forsøger at få et barn med. Men deres drøm om et barn er ikke længere fyldt med håb og glæde. For efter at have prøvet i et år, er det nu angst og usikkerhed, der præger drømmen om et lille liv.

“Der er ikke længere noget håb, vores barn skal undfanges i et plasticbøger i et laboratorium. Jeg har googlet, fundet billeder, den skarpe modsætning til en varm seng med varme kroppe og varmt håb: mundbind, plastichandsker og sprøjter.”

Håkon er familiens yngste. Han er en efternøler, og lever et utraditionelt og frisindet liv. Han tror på uafgrænset kærlighed og åbne forhold.

“Jeg har sagt det her hundrede gange, jeg tror sikkert mere på det, du kalder kærlighed, end både du, Ellen, mor og far og alle andre tilsammen, men jeg tror ikke på at regulere den, jeg tror på, at den skal eksistere uden regler, og uden at den skal presses ind i former, andre har bestemt for os.”

Vi følger de tre søskendes meget forskellige reaktioner på deres forældres nyhed, og vi er med i de tanker, der ligger til grund for deres håndtering af den nye situation. Selvom de reagerer vidt forskelligt, bliver de alligevel alle tvunget til at tage stilling til de samme spørgsmål om, hvad der egentlig skaber en familie, og hvornår man ikke er en familie længere. Disse tanker sætter gang i tre vidt forskellige livskriser, og selvom de er en tætknyttet familie, er der alligevel så meget, som de slet ikke forstår eller ved om hinanden.

“Jeg kan ikke huske, at jeg dengang oplevede os så fremmede overfor hinanden, som jeg gør nu. (...) Nu er der ingen, der ved, hvordan de skal opføre sig, indrette sig, hvilken rolle de skal indtage.”

Helga Flatland skriver som en ægte fortæller. Romanen er elegant komponeret, og de skiftende fortællestemmer giver den filmisk karakter og dybde. Karaktererne er troværdige, og deres konflikter og følelser er genkendelige og lette at spejle sig i. Livs frustration over ikke at kunne fikse sine forældre eller sætte sin bror i en kasse, er både levende fortalt og genkendeligt, når vi prøver at inddele verden i kategorier, vi kan forstå. Ellens drøm om at blive mor er knusende hård at følge, og Helga Flatland rammer intensiteten i et fertilitetsforløb, når Ellens tanker får frit løb.

“(..) det er mig, der er problemet – du har desværre en krop, som ikke er forenelig med at skabe nyt liv, og er dermed overflødig her på jorden, en fejlleverance.”

                                                                        (...) 

“I morgen er der en uge til, der er gået år, siden vi begyndte at prøve, og jeg husker aftenen i den gamle lejlighed, den gamle seng, den voldsomme lyst og glæde, der blev udløst af det samme ønske, som nu dræber den.”

                                                                        (...)  

“Simen kommer op, registrerer ikke, at jeg græder – eller måske gør han, men er holdt op med at reagere eftersom det er lige så lidt sensationelt, som hvis jeg havde hostet (…).”

Romanen efterlader læseren med tanker om, hvad der udgør en familie, og hvornår – hvis nogensinde – man stopper med at være et barn, når man for evigt vil være barn af sine forældre. Med referencer til ’Et Dukkehjem’, rejses også spørgsmålet om, hvor godt man egentlig kan kende hinanden. Både dem man lever sammen med, og også dem, man er vokset op med. Familiebegrebet bliver med ét meningsløst, og i denne meningsløshed må de tre søskende forsøge at finde sig selv og hinanden. Helga Flatland leverer et fremragende bud på en moderne familie.

Boganmeldelse: Et barn at føde af Kristina Sandberg

Titel: Et barn at føde

Forfatter: Kristina Sandberg

Oversætter: Anne Marie Bjerg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 478

Forlag: Modtryk

 

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel. Men man skal være en særligt pertentlig læser for at fastholde fornemmelsen af, hvad der er tanke, hvad der er dialog, og hvem der egentlig taler.

20-årige Maj har netop taget hul på et nyt kapitel i livet. Da hun en våd aften i byen bliver forført af den ældre Thomas vil skæbnen, at hun bliver gravid, og så er der ikke andet for end at blive gift og starte en ny tilværelse sammen. Som ung og gift kvinde i 1930’erne er det nu ganske naturligt, at hun skal indtage sin plads som husmoderen, der varetager hus og hjem med godt humør og oprejst pande.

Maj kommer fra fattige kår, men Thomas’ familie er velhavende, og deres anseelige sociale status betyder også, at de begår sig vel i sociale sammenhæng, som er ukendte for den unge usikre Maj. Maj kæmper for at slå til, hue og behage i alle de huslige gøremål såsom bagning, rengøring, madlavning og barnepasning. Men er det virkelig det, livet går ud på? Hun forsøger at være en god hustru, mor, svigerdatter og svigerinde, men selvom besøgene fra Thomas’ familie er mange, oplever hun en overvældende ensomhed, som ikke mindskes af Thomas’ tiltagende drikkeri. Det bliver Majs mål i livet at slå til på alle parametre, men hun længes efter mere og hendes usikkerhed sørger altid for at holde hende i skak.

Et barn at føde skildrer livsvilkårene for en ung kvinde i 1930’erne, og fortællingen indkapsler fint 30’ernes markante klasseskel.

På overfladen er det en bog, der taler til mig; indblikket i dansk historie, endda dansk kvindehistorie og en hovedperson, der netop er blevet mor. Desværre må mine roser stoppe her, for jeg kan simpelthen ikke med sproget og kompositionen. Nutid og datid blandes mere end hvad godt er, og ofte opstår der tvivl om, hvem der taler. De indre monologer er fremhævet med kursiv, men de er så mange og så indskudt, at man virkelig skal have den skarpe læsebrille på for at fange dem alle, og under dialogerne bliver det ofte rent gætværk. Det irriterede mig og trak læsningen i langdrag, og jeg måtte tvinge mig selv til at færdiggøre romanen. Det er netop disse sproglige og kompositionelle virkemidler, Kristina Sandberg har modtaget stor ros for, så måske er jeg bare en enlig svale, men jeg kommer ikke til at læse videre i trilogien.

Samtidig er Majs usikkerhed så overskyggende, at jeg endte med at foragte hende og blive irriteret på hende. Det siger sikkert mere om mig end om Maj/romanen, men hun udvikler sig aldrig fra sin offerrolle som andres dørmåtte, og jeg havde en bydende trang til, at hun skulle vise mig et minimum af styrke eller vilje – altså udover den, hun mønstrer, når hun sætter sig for at blive den bedste til at bage, så hun kan behage.

En fin skildring af kvindeliv i 30’erne, men man skal edderbukkeme arbejde hårdt for den.

Boganmeldelse: Min mørke Vanessa af Kate Elizabeth Russel

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget.

 
Titel: Min mørke Vanessa

Forfatter: Kate Elizabeth Russel

Oversætter: Karsten Nielsen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 390

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel.

I år 2000 tager 15-årige Vanessa Wye hul på sit andet år som high school-studerende på en kostskole. Kort efter semesterstart indleder hun et romantisk forhold til sin 42-årige engelsklærer Jacob Strane, som hun beundrer for sit intellekt, og som hun får en ubændig trang til at behage. 17 år senere anklages Strane for at have begået seksuelt overgreb på en tidligere studerende, og Vanessa spoler tiden tilbage, mens hun forsøger at sammenstykke sin historie om den mand, hun har været hengiven overfor i 17 år. Vanessa er ikke længere en ung high school-pige, men fascinationen af Strane har aldrig sluppet sit tag, og hun er villig til at gøre hvad som helst for den nu 59-årige engelsklærer. Han er hendes livs kærlighed og kan umuligt have forbrudt sig mod en ung uskyldig pige. Som sagen skrider frem, tvinges Vanessa til at genoverveje deres forhold og pludselig står hun med spørgsmålet om, hvorvidt hun selv var udsat for et overgreb? Hun ville jo gerne. Hun tiggede og bad endda til tider. Men hvor går grænsen? Hvem har ansvaret? Og hvordan kommer man videre?

Min mørke Vanessa er en intens, bitter, fascinerende og væmmelig roman. Den er på én gang en dybt ubehagelig læseoplevelse og samtidig en bog, der skriger på at blive læst færdig. Den tager dig med steder hen, hvor du ikke har lyst til at være, og den får dig til at væmmes ved din egen fascination og gejst over at blive lukket ind alligevel. Du vil have mere, men du vil også virkelig gerne væk derfra.

Kate Elizabeth Russell excellerer i sine skift mellem 15-årige Vanessas nutidsfortælling og 32-årige Vanessas tilbageblik og refleksioner. Konstruktionen er knivskarp, og det samme er dialogerne, som understreger den ulige magtbalance mellem lærer og studerende, der gør det umuligt at tale om frivillighed og selvvalg. Den spiller bold med Nabokovs Lolita, og tilbyder helt ny læsning af den gamle klassiker.

Forfatteren drysser nuancer og kompleksitet ned over en vægtskål, som på den ene arm bærer forelskelse og hengivehed og på den anden bærer på udnyttelse og overgreb. Hvad der vejer tungest, er op til læseren.

Det var den første bog jeg læste efter at have født min datter, og det vil jeg nok ikke lige anbefale andre nybagte mødre til små piger at gøre, men derudover er det bare at komme i gang med at væmmes, forfærdes og fascineres. God fornøjelse.

Boganmeldelse: Måske skulle du snakke med nogen af Lori Gottlieb

Anmeldereksemplar tilsendt af forlaget

Titel: Måske skulle du snakke med nogen

Forfatter: Lori Gottlieb

Oversætter: Ingeborg Christensen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 447

Forlag: Svane & Bilgrav

 

Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

Hvis du nogensinde har været klienten i et terapilokale, så har du sikkert;

1. Spekuleret over, hvad terapeuten egentlig synes om dig
2. Googlet din terapeut i håbet om at finde tegn på, at vedkommende også er et menneske med et liv og en familie
3. Ubevidst forsøgt at fremstille dig selv som lidt bedre, end du egentlig er

Og under læsningen af Måske skulle du snakke med nogen finder du ud af, at du langt fra er den eneste. Lori Gottlieb er ikke kun forfatteren bag bogen; hun er også psykolog med praksis i Los Angeles, og så er hun klient hos Wendell, en anden psykolog i byen. Hun havner i Wendells praksis efter et pludseligt brud med den mand, hun så sin fremtid sammen med. Lori beskriver sit forløb hos Wendell med en klients ofte usikre og behagesyge perspektiv. Sideløbende beskriver hun sine egne klienters forløb med en psykologs professionelle faglighed og indblik i menneskets kompleksfyldte natur.

Historierne bæres frem af samtaler fra terapirummet, som læseren lander midt i, og hver klient fremstilles med dyb respekt og omsorg, men samtidig med afsløringer af klienternes inderste, afsløres også jegets fejl. Det afsløres, hvordan hendes klienter kan vække hendes sympati og medfølelse, men også afsky og vrede, når de udbasunerer deres følelsesliv i hendes praksis.

Dialogerne er sjove og velkonstruerede, og hvis man nogensinde har sat sine ben i et terapilokale, får man vækket minder om gamle samtaler og spekulationer over, hvordan den professionelle modpart mon analyserede dig og dine handlinger. Terapi og psykologhjælp er stadig et stort tabu, men Lori Gottlieb afmystificerer terapirummet og viser os, at alle kan have godt af at snakke med nogen.

God fornøjelse!