Det er ikke mere end et års tid
siden, jeg troligt takkede nej til alle former for biografier. Jeg har nok
altid haft svært ved at forstå, hvorfor jeg skulle læse om andre – også selvom
de har levet et særligt interessant eller anderledes liv. Det tætteste jeg
kommer på at have haft interesse for at læse om andre, har været i forbindelse
med den fankultur, som ofte er en del af teenageårene. Det startede med en
uskyldig barndomsbegejstring for Backstreet Boys og udviklede sig sidenhen til
en mindre besættelse af Kurt Cobain (og i nogen grad Jim Morrison). Jeg
gennemtærskede alt, hvad jeg kunne finde af artikler om ham og hans egne
dagbogsskriverier. Men jeg læste ingen biografi.
Siden dengang har jeg kun sjældent
læst om et andet menneskes liv – og det på trods af flere opfordringer fra
familie og venner, som i perioder har ville overbevise mig om, hvad biografien
kunne bidrage med.
Derfor er jeg faktisk rigtig glad
for, at Camilla fra Forlaget Klim forstod at sælge Bowie-bogen af Simon
Critchley til mig. Hvis ikke hun havde gjort en indsats for at få den til at
lyde fængslende (som den rent faktisk også var!), så havde jeg aldrig takket ja
til at læse den. Jeg vil tro, kodeordene var filosofisk dybde og kunst.
Det er utroligt at tænke på, hvordan jeg blankt har afvist bøger, som
potentielt kunne have været nogle af mine største læseoplevelser, alene fordi
de var biografier.
Efterfølgende blev jeg tilbudt at
læse Trump-bogen, som også var et helt fantastisk indblik i en meget
speciel mands tankegang.
Og biografierne er ikke lagt på
hylden! Lige nu er jeg i gang med at læse Girlin a Band af Kim Gordon. Og selvom mit kendskab til Sonic Youth er yderst begrænset, så drages jeg af Gordons
fortælling om New York, om kunst, om musik og om det miljø, man pludselig bliver
en del af, når man er Girl in a Band.
Med hendes malende miljøbeskrivelser og mange musiske referencer bliver jeg
trukket tilbage til en teenagetilstand, hvor det endnu engang er tilladt ikke
bare at beundre, men nærmest tilbede musikeren, talentet, forfatteren.
Og selvom bogen ikke handler om mit
store teenageidol, Kurt Cobain, så fylder han overraskende meget i den, og min
indre 16-årige længes efter at høre hans rustne stemme igen. I kan forvente en
anmeldelse af Gordons biografi snarest.
Det blev en lang smøre om en genre,
som jeg alt for længe har afvist. Men hvis du alligevel er nået til vejs ende,
så er jeg nysgerrig efter af høre, om du har genrer, som du bevidst vælger fra
og hvorfor?
PS: Mange af bøgerne på billedet tilhører min kæreste. Det er vist første gang, jeg er kommet til kort, hvad angår bogsamling. ;)
PS: Mange af bøgerne på billedet tilhører min kæreste. Det er vist første gang, jeg er kommet til kort, hvad angår bogsamling. ;)
Biografien af Steve Jobs er min personlige favorit, ligesom også læsningen af Stéphanie Surrugues bog Ambassadøren om USAs ambassadør Rufus Gifford var en fornøjelse.
SvarSletJeg har tidligere ikke læst meget skønlitteratur, og her har jeg måtte æde en del kameler, for intet er så spændende som en god krimi eller en digtsamling.
Det handler om at åbne sit liv for personlig udvikling, og fælles for alle bøger er, at de kan udvikle os, hvis vi tør åbne sindet for nye nuancer i livet. :-)
Tak for dit svar! :)
SletJeg har faktisk slet ikke læst Jobs-bogen, men det har min kæreste, og trods han ikke er den store læser, så var han svært begejstret.
Hvor interessant at du har været afvisende over for skønlitteratur – jeg synes faktisk, jeg i stigende grad oplever folk, som afviser skønlitteratur, fordi de har en følelse af at spilde tid, når de læser noget opdigtet. Var det også derfor, du var afvisende?
Jeg ved ikke, om alle bøger kan bidrage til en udvikling, men de kan som regel bidrage med et eller andet, og så må man engang imellem bare være rigtig kreativ, for at komme i tanke om hvad (især, hvis det var en dårlig læseoplevelse.). ;)
Jeg har også altid afvist krimier og biografier - og tror faktisk kun, at jeg har læst én biografi i hele mit liv (og det var pga. gymnasiet, der tvang mig ;) )
SvarSletHaha! :D Det med gymnasiet er altså noget mærkeligt noget. Aldrig har min læselyst været så meget sat på spil, som da jeg gik på gymnasiet. Den blev suget ud af mig og jeg bilder mig selv ind, at alle de bøger, jeg læste i den tid var dårlige. Men i virkeligheden handler det nok om, at det var tvang fremfor lyst. Det er interessant, at du afviser krimier. Dem bruger jeg som en form for frikvarter mellem store eller tunge værker. Hvordan kan det være, du afviser dem? :)
SletJeg ELSKER biografier. Nok noget af det, jeg læser mest. Især de biografier der ligger sig op ad romangenren. Kan især anbefale Hanne-Vibeke Holsts Knud, den store. Dog afviser jeg ofte på forhånd YA, jeg synes det er lidt for puttenuttet, kedeligt, for hverdagsagtig osv.
SvarSletJa, det har jeg lagt mærke til. Du læser faktisk ret mange! :D Det er skægt, så forskellige man er, når det kommer til bøger.
SletKnud, den store – er det den, hvor hun skriver om sin far eller blander jeg tingene sammen?
Jeg har læst en del YA, fordi jeg er tidligere dansklærer i folkeskolen og derfor altid var på jagt efter gode læseoplevelser til eleverne. Så når jeg ikke er afvisende overfor den genre, så skyldes det, at jeg læser det med et mål, hvis man kan sige det sådan. For jeg synes godt, jeg kan mærke, at jeg ikke længere er målgruppen. Læste du heller ikke YA som teenager/barn?