Boganmeldelse: Pigen fra det store hvide skib af Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé lige her.

Titel: Pigen fra det store hvide skib

Forfattere: Jesper Bugge Kold og Mich Vraa

Udgivelsesår: 2021

Sideantal: 400

Forlag: Lindhardt og Ringhof

 

I dag er det præcis 70 år siden, hospitalsskibet Jutlandia lagde fra kaj i København. Og denne ofte oversete del af dansk historie er udgangspunktet for Jesper Bugge Kold og Mich Vraas fortælling om den unge Molly, som er sygeplejerske på det store hvide skib.

27-årige Molly er blandt de få udvalgte, der skal gøre tjeneste på hospitalsskibet Jutlandia. Hun er blevet antaget på trods af sin unge alder, fordi hun har flotte anbefalinger med fra sit arbejde på operationsgangen på Odense Sygehus. Molly blev færdig som sygeplejerske i 1943, så hun har behandlet mange patienter i forbindelse med befrielsen og føler sig klar til at sejle ind i krigszonen i Korea. Molly har stor faglig stolthed og drager afsted for at yde sit ypperste som sygeplejerske, men hun længes også efter forandring efter en hård tid under besættelsen både privat og i arbejdssammenhæng.

“Jeg arbejder så meget som muligt. Når jeg er på arbejde, giver alting mening, og mine tanker ophører med at kredse om fortiden.”

I Korea bliver 11-årige Yuns tilværelse ændret på et splitsekund. Napalmbomber udvisker hendes landsby mod nord og med det forsvinder også de mennesker, der bor i den. Nu vandrer hun sulten og fortabt fra den ene ende til den anden for at finde et sted at være.

Både Molly og Yun har kurs mod Sydkorea, den ene til fods og den anden til havs, i håbet om nye bedre tider. Rejsen byder for begges vedkommende på uforudsigelige møder og oplevelser, som tvinger dem til at se deres fortid – og fremtidige skæbne – i øjnene.

Pigen fra det store hvide skib er en fantastisk historisk beretning. Der er skruet op for de filmiske kvaliteter og både historien og dens karakterer fremstår levende og nuancerede. Mollys tankevirksomhed afslører en strukturel og kulturel ulighed blandt køn, politiske paradokser og absurditeten i et ubrugt hospitalsskib midt i fattigdom, sult og død:

“I netop disse dage er der så lidt at lave på Jutlandia at det virker nærmest grotesk. Langt de fleste senge står tomme, operationsstuer og andre faciliteter er lukket ned. Vi har et af verdens mest moderne hospitaler liggende ved en by der er fuld af syge og underernærede børn.”

Det nære drama er baseret på et vigtigt stykke danmarkshistorie og de historiske fakta afslører en grundig research og interesse for Danmarks rolle i verdenshistorien. Detaljerigdommen og de historiske fakta står ikke i vejen for den medrivende historie, og særligt de brutale scener beskrives med så stor sans for den levende fortælling, at læseren må besinde sig for at undgå et knust hjerte.

“Yun begynder at ryste, hun kan ikke lade være, hun er så bange, men soldaten er ligeglad. Han presser sin krop mod hendes og snuser til hende som om han var et dyr. Hendes gråd er ved at tage magten fra hende. Han lugter ækelt, og nu begraver han næsen i hendes hår mens hans hånd glider ned ad hendes ryg og klemmer sammen om hendes bagdel, holder fast. Hun vil rive sig fri, men tør ikke.”

Fortællingen om Jutlandia er et bemærkelsesværdigt stykke danmarkshistorie, som for manges vedkommende – af uforståelige årsager – starter og ender med en Kim Larsen-sang (en fantastisk sang,  men alligevel). Kold og Vraa tydeliggør, hvilken indflydelse Jutlandia og dets besætning har haft for Danmark i perioden, og man kan undre sig over, at dét der nær blev starten på 3. verdenskrig ikke er en del af historieundervisningen i folkeskolen – og dermed en del af vores kollektive hukommelse. Det bliver det måske nu.

Det er en gedigen og stilsikker historisk roman med historisk refleksion, der ikke benægter den samtid, den er blevet til i:

“ (...) jeg møder to grupper amerikanske soldater som begge bryder ud i de sædvanlige ulvehyl da jeg har passeret dem. I mit stille sind tænker jeg på om der mon kommer en dag hvor kvinder kan gå i fred på gaden. Jeg ved at de fleste mænd vil forsvare deres udbrud med at de jo bare komplimenterer kvinderne, men sådan oplever jeg det ikke (...)”

Det er svært ikke at tænke samtidens #metoo-debat ind i Mollys tanker, og det er en forfriskende lille kommentar, som både fortæller også noget om, hvem Molly er og om, at der har siddet to velreflekterede forfattere og skabt en helstøbt, stærk karakter.

Kold og Vraa har skabt en velskrevet roman om en verden i opbrud, og man kan kun håbe, at det frugtbare forfattersamarbejde gentages.

Boganmeldelse: De rejsende af Regina Porter

Bogen er tilsendt fra forlaget som anmeldereksemplar.

Titel: De rejsende

Forfatter: Regina Porter

Oversætter: Ida Jessen

Udgivelsesår: 2020

Sideantal: 352

Forlag: Politikens Forlag

 

De rejsende bygger på vigtige temaer, som køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig.

 

Rufus og Claudia er gift og har to børn. Rufus er hvid. Claudia er sort. Og deres børn er derfor en blanding af begge farver. For James Vincent Jr., som er en irsk-amerikansk mand fra overklassen og far til Rufus, kan det være svært at forstå, hvorfor nogle ord er kontroversielle eller upassende, så han kalder for eksempel sine børnebørn mulatter. Rufus og Claudia tilhører begge den intellektuelle og kulturelle elite. De er veluddannede og forestiller sig, at farve ingen betydning har. Ved hjælp af de mange fortællespor lærer vi dog, hvad deres forældre og bedsteforældre har måtte igennem helt fra starten af 1950’erne for at opnå denne form for farveblindhed. Undervejs spørger læseren sig selv, om farveblindhed ikke også er en form for undertrykkende adfærd, som er den vi ser, når vi kigger ind i Rufus’ og Claudias liv i 2010.

De rejsende er en gribende slægtsroman, som giver læseren alle perspektiver og gør det umuligt at opdele karaktererne i gode og onde. Alle får en nuanceret præsentation og er blevet udstyret med en baggrund, som kaster lys over nutidens tilstand og over deres egen adfærd. Der er mange vigtige temaer i romanen, såsom køn, race, klasse og det at rejse – både i en geografisk bogstavelig forstand, men også som individ og familie, der rejser sig fra fattigdom og krig. Fremragende bog og meget aktuel i forbindelse med Black Lives Matter.

Den underlødige litteratur: Tegneseriens kamp for en plads på boghylden

Reklame: Bøgerne er venligst tilsendt af Forlaget Cobolt.

“Tintin er et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyrer-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov.”

- Tørk Haxthausen i Opdragelse til terror (1955)

I 2020 er det 65 år siden, at frygten for tegneserier blev så stor i Danmark, at regeringen nedsatte et udvalg til at undersøge tegneseriers skadelige virkning. Det kan synes en smule komisk i dag, men dengang var man reelt bekymret for hvorvidt tegneserier kunne skade læsefærdigheder og fantasi og – hold nu fast – føre til pengegriskhed, tvivlsom seksualmoral og uanede mængder af vold.

I takt med den stigende immigration i USA, blev tegneserier en fast del af store skriftmedier fra slutningen af 1800-tallet. Den visuelle fortælleform med enten ingen eller simpel tekst var kærkommen underholdning for et immigrationspublikum med begrænsede læsekompetencer. Dermed fik man, i finkulturelle kredse, fastlagt tegneserien som en foragtelig og ukultiveret form for underholdning.

I Danmark fik tegneserierne plads i ugeblade i 1920’erne og fik status af masseproduceret og kommerciel underholdning, som af kritikere blev kaldt “underlødig litteratur” og “smudslitteratur”.

I efterkrigstiden dukkede de første deciderede indsigelser mod tegneserierne op, og i 1950’erne blev kritikken massiv, og en decideret tegneseriehetz tog form. Debatten blev særligt båret af Danmarks Lærerforening, og den fik lov at fylde siderne i det (stadigt eksisterende) fagblad for lærere, Folkeskolen. Bladet og dets skribenter forventedes at have stor pædagogisk indsigt, og derfor fik deres holdninger stor gennemslagskraft.

Viceinspektør i lærerforeningen, Christian Winther, skrev:

“Det virker frastødende og uæstetisk, og de fleste af serierne viser sig at være fantastiske, virkelighedsfjerne historier, påvirket af Tarzan og dårlige Wild West-films.”

I store danske skriftmedier kunne man ligeledes møde foragten, særligt hos Politikens populærvidenskabelige skribent Tørk Haxthausen. I sin store sammenfatning, Opdragelse til terror (1954) kunne han bl.a. oplyse det danske folk, at tegneserier tilskynder til “perverteret erotik”, herunder homoseksualitet (homoseksualitet? – av ja, sikken perversitet! Men det var jo en anden tid …).

I 1953 gik skolelærer, Søren Christensen i front for en “kampagne mod den trussel mod vor kultur, som de uhyggelige seriehæfter udgør”. Herefter opstillede Lærerforeningen krav om censur og de store danske medier gav deres opbakning og spalteplads til de kritiske røster. Den 27. januar 1955 kulminerede tegneseriekrigen, da Undervisningsministeriet nedsatte udvalget, Undervisningsministeriets udvalg vedrørende underlødig litteratur. Senere samme år kunne man se tegneserier brændt på skt. Hans-bålet på Vesterbro i København.

Som det oftest er med den slags, gik frygten efterhånden i sig selv, og det blev atter muligt at nyde en tegneserie uden at frygte moralsk og intellektuelt forfald. Håber vi!

Selv er jeg opvokset med en far, der fodrede mig med Tintin, Supermand, Fantomet og alle de andre, som var de den daglige dosis vitaminpiller, men jeg tør da heller ikke garantere for min egen sunde seksualmoral eller et afbalanceret forhold til penge.

Tak til Forlaget Cobolt for at gøre mig opmærksom på det spøjse jubilæum.

Kilder:

·      Haxthausen, T. (1955): Opdragelse til terror. København: Forlaget Fremad.

·      Rasmussen, S.H. (2006): Tegneseriekrigen – Skolelærernes kamp for Danmarks ungdom i 1950'erne. Artiklen blev bragt i Anne Trine Larsen og Merete Bøge Pedersen (red.) Det bedste selskab. Festskrift til Jens Engberg s. 69-86. SFAH 2006.

Boganmeldelse: Jeg løb mod Nilen af Alaa a-Aswany

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her.

Titel: Jeg løb mod Nilen

Forfatter: Alaa a-Aswany

Oversætter: Victoria Westzynthius

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 508

Forlag: Hr. Ferdinand

I Jeg løb mod Nilen beskriver Alaa al-Aswany begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis. Med denne velskrevne og modige roman demonstrerer han sit imponerende talent for at skabe nuancerede og intense menneskelige portrætter.

2011 er et voldsomt år i Egypten. Cairos gader er fyldt med aktivister, som kræver præsident Mubaraks afgang, og selvom de er indstillet på fredelige protester, bliver de mødt af alt andet end fred og viljen til at gå i dialog.

Vi hører om den egyptiske revolution gennem et mangfoldigt persongalleri, skolelæren Asma og aktivisten Mazen sender hinanden mails med kærlighedserklæringer, frustrationer og vidnesbyrd fra demonstrationerne. Sideløbende følger vi Khalid og Danias umulige kærlighed – han er søn af en fattig vognmand og hun er datter af en magtfuld general.

Ashraf er en skuespiller – og nu også aktivist – som aldrig nåede til tops, fordi han ikke ville bukke under for korruption. Hans hustru forstår ham ikke, men det gør hans tjenestepige Ikram, som han indleder et forhold med, da hustruen flygter fra urolighederne i Cairo ved at flytte hjem til sin familie.

Issam er tidligere kommunist, og han er klar til at ofre hvad som helst, for at få en bedre udsigt fra den sociale rangstige.

Den gudfrygtige Nurhan har banet sig vej til toppen hos landets største tv-selskab, og herfra rapporterer hun om aktivisternes løgne og idioti – også når han selv må være lidt kreativ for at (op)finde disse løgne.

Det rige, mangfoldige persongalleri kan måske synes vanskeligt at få greb om, men hver karakter er lige så levende som de mennesker, du møder i hverdagen, og de indtager lynhurtigt deres pladser i læserens indre.

Jeg løb mod Nilen er en roman fyldt med nuancer. Samtidig med vi får serveret den ene brutalitet efter den anden – dele er så brutale og visuelle, at jeg måtte læse dem, som var de en gyserfilm; med hånden for øjnene og små sprækker jeg kunne se igennem – viser Alaa al-Aswany også, at han har en formidabel humoristisk sans:

"Det er vigtigt at slå fast, at general Alwani aldrig har udnyttet sin stilling til at opnå et eneste privilegie til sig selv eller sin familie … Hvis hajja Tahani eksempelvis informerer ham om, at hendes virksomhed forsøger at erhverve sig en grund i et bestemt guvernement, skynder general Alwani sig at ringe til den pågældende guvernør:

“Hr. guvernør, jeg vil gerne bede Dem om en tjeneste.”

Guvernøren svarer straks:

“Javel, hr.” 

Så meddeler generalen med beslutsom stemme:

“Zamzam-selskabet har udvist interesse for en grund i Deres guvernement. Dette selskab tilhører min svoger , hajj Nasir Talima. Den tjeneste, jeg gerne vil bede Dem om, hr. guvernør, er, at De behandler hajj Nasir som alle andre entreprenører. Min bøn til Dem er, at De holder Dem til loven og ikke gør forskel.”

Efter en kort tavshed svarer guvernøren så:

“Deres Excellence lærer os om upartiskhed og uegennytte.”

Hvorefter generalen afbryder ham og siger:

“Gud forbyde korruption. Jeg er egypter, og jeg elsker mit land. Jeg er muslim, og jeg accepterer intet, der går imod religionen.”

Når Zamzam-selskabet bagefter får tildelt grunden, føler general Alwani ingen skam. Han henvendte sig til den ansvarlige og bad ham om ikke at give ham om ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort?"

Disse tragikomiske passager der afslører, hvordan korruption kan affejes som retskaffenhed, er nødvendige afbræk fra læsningen om den massakre og de lemlæstelser, der foregår overalt i Cairo. Alle ønsker friheden til at leve det liv, de drømmer om, men de rige og magtfulde har ikke brug for en revolution. De kan købe sig til livets gaver, hvad end det drejer sig om social status, rangtitel eller sågar mellemmenneskelige relationer såsom begær. Den rige får, hvad den rige ønsker, og frihed er elitens privilegie.

Ved at inddrage ægte vidneudsagn fra de aktivister, der deltog i den egyptiske revolution, får Alaa al-Aswany skabt en knusende sorgfuld stemning og vist, at det til stadighed er nødvendigt at kæmpe for menneskerettigheder.

Bogen er forbudt i Egypten. Selvfølgelig er den det – den er gennemsyret af kritik og foragt over for det militære styre og eliten, med andre ord over for alle dem, der har en stemme i landet.

Det er en modig og vanvittigt velskrevet roman, og Alaa al-Aswany beskriver begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis.

Alle bør læse Jeg løb mod Nilen.