Jeg kan ikke huske, hvor jeg i sin tid købte min bog, men Saxo sælger den til kun DKK 104,- lige her, hvilket virkelig er et kup, hvis du spørger mig. Måske skulle jeg bare købe en til. :D |
Forfatter: Siri Hustvedt
Udgivelsesår: 2014
Sideantal: 440
Forlag: Lindhardt og Ringhof
Stemningen er sat af akademikeren og forfatteren, Hustvedt,
når hun minder os om, at alt afhænger af øjnene der
ser og via romanens androgyne hovedperson bidrager til den aktuelle kønsdebat
Jeg skal love for, at Siri Hustvedt
har noget på hjerte i Den flammende
verden, og jeg har måtte lægge låg på mig selv for at sikre, at det ikke
skal blive en anmeldelse, der skal afsættes timer til at læse – men det har
været svært! Den komplekse og intellektuelle roman kan læses på mange planer,
men allerede på side et står det klart, at kønsroller og perception er centrale
temaer, når fortællingen indledes med et citat af romanens hovedperson, der
lyder:
”Alle
intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og
parodier, får en bedre modtagelse hos mængden, hvis mængden – et eller andet
sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.”
Stemningen er sat af akademikeren
og forfatteren, Hustvedt! Romanens hovedperson og citatets ophavskvinde er
kunstneren, Harriet Burden eller Harry, og gennem den fragmentariske fortælling
om hendes (kunstner)liv trækkes læseren med tilbage til New Yorks
intellektuelle og overfladiske kunstmiljø, som vi kender det fra Det jeg elskede. På kreativ vis afsløres
brudstykker af hovedpersonens liv, når familie og venner skiftevis fortæller deres historie om Harry ved hjælp af
interviews, breve eller båndudskrifter, og sideløbende blotlægges Burdens
private journaler, som hun har ført siden sin mands død. Romanen får en
overfortæller i den kunsthistoriker og
institutleder, som er antologiens udgiver, I.V. Hess, som især optages
af Burdens sidste projekt Maskeringer.
Maskeringer består af tre uafhængige
udstillinger i New York, som Burden ansætter tre mandlige kunstnere til at
optræde som ophavsmænd til. Målet med udstillingerne og eksperimentet er at
bevidne kunstverdenens patriarkalske tradition og bevise miljøets
kvindefjendskhed ved at lade de tre udstillinger få succes på baggrund af deres
“skabers” mandlige kropstegn for efterfølgende at afsløre sig selv – en kvinde
– som værkernes sande kunstner.
“Jeg
havde en mistanke om, at hvis jeg var kommet i en anden indpakning, ville min
kunst være blevet modtaget anderledes positivt, eller at jeg i det mindste
ville være blevet taget mere seriøs”
Burden er gift med den, nu afdøde,
succesrige og højtrespekterede kunsthandler, Felix Lord, hvorfor hun altid har
haft rollen som Felix’ kone. Hun er træt af at stå i skyggen af sin mands
succes, og som årene går forstærkes irritationen over at leve et liv som
påhæng.
Hustvedt selv er meget optaget af
kønsnormativer og den klare adskillelse af kønsroller, og selvom det kan være
trættende, at kvindelige forfatteres værker altid bliver opfattet som
repræsentanter for forfatterens faktiske liv, så er det svært ikke at spore
Hustvedt selv, som er gift med forfatterkollegaen, Paul Auster, i Burden. Hustvedt
har gentagne gange været genstand for anklager om ikke at være den sande
forfatter til sine værker og for at kopiere sin mand, og med denne viden kan
det være svært ikke at læse Den flammende
verden som hendes ultimative modsvar til den lange række af beskyldninger
og hendes frustration over altid at blive opfattet som kvinden bag den “sande”
kunstner.
“Det er alligevel
så utrolig vanskeligt at afgøre om noget er originalt. Det virkeligt originale
ville jo være så fremmedartet, at vi end ikke kunne genkende det som originalt”
Foruden kønsroller, synes
perception at være et gennemgående tema i Hustvedts forfatterskab og i Den flammende verden er vores
hovedperson ligeledes optaget af, at alting afhænger af øjnene der ser.
Jeg havde faktisk en meget
ambivalent læseoplevelse. Det var en langsom fænger, og det var først omkring
150-200 sider inde i fortællingen, at jeg oplevede, at nu har jeg lyst til at
vide mere. Det der i første omgang satte sig som en benspænder for mig var, at
den er meget akademisk og til tider forekom den mig ligefrem at være
faglitterær. Der er utallige fodnoter undervejs, som afbryder læsningen med
information om Kierkegaard, Butler, Husserl m.fl. – som alle er teoretikere,
jeg selv har beskæftiget mig med – men som jeg i første omgang havde en form
for modstand over at møde i mit ’frikvarter’, som jeg betragter skønlitterær
læsning som. Senere gik det op for mig, at det ikke så meget var det, at de
dukkede op i teksten – for jeg nyder egentlig at føle mig talt til via
teoretiske referencer som gør, at jeg føler mig indviet i en slags hemmelig
klub – men at det snarere var måden, de dukkede op på, altså i fodnoterne, hvor
jeg fik afbrudt min igangværende historie, og jeg skal ærligt erkende, at jeg
oplevede svær skuffelse under læsningen af bogens første halvdel. Men så skete
der noget, og jeg aner faktisk ikke hvad, men pludselig fangede den og jeg
ville bare have mere! Den kan i mine øjne ikke nå op på niveau med Det jeg elskede (som er en af mine
absolutte yndlingsromaner), men den er uden tvivl en anbefaling værd og jeg
kunne sagtens finde på at læse den igen!
Fem kaffekopper til en af mine
yndlingskvinder (hvor ville det være fedt, hvis vi kunne drikke dem sammen!).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar