Boganmeldelse: Den flammende verden af Siri Hustvedt

Jeg kan ikke huske, hvor jeg i sin tid købte min bog, men Saxo sælger den til kun DKK 104,- lige her, hvilket virkelig er et kup, hvis du spørger mig. Måske skulle jeg bare købe en til. :D

Titel: Den flammende verden

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 2014

Sideantal: 440

Forlag: Lindhardt og Ringhof

Stemningen er sat af akademikeren og forfatteren, Hustvedt, når hun minder os om, at alt afhænger af øjnene der ser og via romanens androgyne hovedperson bidrager til den aktuelle kønsdebat

Jeg skal love for, at Siri Hustvedt har noget på hjerte i Den flammende verden, og jeg har måtte lægge låg på mig selv for at sikre, at det ikke skal blive en anmeldelse, der skal afsættes timer til at læse – men det har været svært! Den komplekse og intellektuelle roman kan læses på mange planer, men allerede på side et står det klart, at kønsroller og perception er centrale temaer, når fortællingen indledes med et citat af romanens hovedperson, der lyder:

”Alle intellektuelle produkter, alle kunstværker, selv vittigheder, satirer og parodier, får en bedre modtagelse hos mængden, hvis mængden – et eller andet sted bag værket eller nummeret – kan finde en pik og et par nosser.”

Stemningen er sat af akademikeren og forfatteren, Hustvedt! Romanens hovedperson og citatets ophavskvinde er kunstneren, Harriet Burden eller Harry, og gennem den fragmentariske fortælling om hendes (kunstner)liv trækkes læseren med tilbage til New Yorks intellektuelle og overfladiske kunstmiljø, som vi kender det fra Det jeg elskede. På kreativ vis afsløres brudstykker af hovedpersonens liv, når familie og venner skiftevis fortæller deres historie om Harry ved hjælp af interviews, breve eller båndudskrifter, og sideløbende blotlægges Burdens private journaler, som hun har ført siden sin mands død. Romanen får en overfortæller i den kunsthistoriker og  institutleder, som er antologiens udgiver, I.V. Hess, som især optages af Burdens sidste projekt Maskeringer. Maskeringer består af tre uafhængige udstillinger i New York, som Burden ansætter tre mandlige kunstnere til at optræde som ophavsmænd til. Målet med udstillingerne og eksperimentet er at bevidne kunstverdenens patriarkalske tradition og bevise miljøets kvindefjendskhed ved at lade de tre udstillinger få succes på baggrund af deres “skabers” mandlige kropstegn for efterfølgende at afsløre sig selv – en kvinde – som værkernes sande kunstner.

“Jeg havde en mistanke om, at hvis jeg var kommet i en anden indpakning, ville min kunst være blevet modtaget anderledes positivt, eller at jeg i det mindste ville være blevet taget mere seriøs”

Burden er gift med den, nu afdøde, succesrige og højtrespekterede kunsthandler, Felix Lord, hvorfor hun altid har haft rollen som Felix’ kone. Hun er træt af at stå i skyggen af sin mands succes, og som årene går forstærkes irritationen over at leve et liv som påhæng.

Hustvedt selv er meget optaget af kønsnormativer og den klare adskillelse af kønsroller, og selvom det kan være trættende, at kvindelige forfatteres værker altid bliver opfattet som repræsentanter for forfatterens faktiske liv, så er det svært ikke at spore Hustvedt selv, som er gift med forfatterkollegaen, Paul Auster, i Burden. Hustvedt har gentagne gange været genstand for anklager om ikke at være den sande forfatter til sine værker og for at kopiere sin mand, og med denne viden kan det være svært ikke at læse Den flammende verden som hendes ultimative modsvar til den lange række af beskyldninger og hendes frustration over altid at blive opfattet som kvinden bag den “sande” kunstner.

“Det er alligevel så utrolig vanskeligt at afgøre om noget er originalt. Det virkeligt originale ville jo være så fremmedartet, at vi end ikke kunne genkende det som originalt”

Foruden kønsroller, synes perception at være et gennemgående tema i Hustvedts forfatterskab og i Den flammende verden er vores hovedperson ligeledes optaget af, at alting afhænger af øjnene der ser.

Jeg havde faktisk en meget ambivalent læseoplevelse. Det var en langsom fænger, og det var først omkring 150-200 sider inde i fortællingen, at jeg oplevede, at nu har jeg lyst til at vide mere. Det der i første omgang satte sig som en benspænder for mig var, at den er meget akademisk og til tider forekom den mig ligefrem at være faglitterær. Der er utallige fodnoter undervejs, som afbryder læsningen med information om Kierkegaard, Butler, Husserl m.fl. – som alle er teoretikere, jeg selv har beskæftiget mig med – men som jeg i første omgang havde en form for modstand over at møde i mit ’frikvarter’, som jeg betragter skønlitterær læsning som. Senere gik det op for mig, at det ikke så meget var det, at de dukkede op i teksten – for jeg nyder egentlig at føle mig talt til via teoretiske referencer som gør, at jeg føler mig indviet i en slags hemmelig klub – men at det snarere var måden, de dukkede op på, altså i fodnoterne, hvor jeg fik afbrudt min igangværende historie, og jeg skal ærligt erkende, at jeg oplevede svær skuffelse under læsningen af bogens første halvdel. Men så skete der noget, og jeg aner faktisk ikke hvad, men pludselig fangede den og jeg ville bare have mere! Den kan i mine øjne ikke nå op på niveau med Det jeg elskede (som er en af mine absolutte yndlingsromaner), men den er uden tvivl en anbefaling værd og jeg kunne sagtens finde på at læse den igen!

Fem kaffekopper til en af mine yndlingskvinder (hvor ville det være fedt, hvis vi kunne drikke dem sammen!).