lørdag den 26. august 2017

Boganmeldelse: Marken er verden af Dola de Jong

Jeg fik tilsendt bogen som en overrakselse fra Turbine, men den sælges for DKK 299,- på Plusbog uden plusbogmedlemskab lige her
Titel: Marken er verden
Forfatter: Dola de Jong
Udgivelsesår: 2017 (på dansk)
Sideantal: 252
Forlag: Turbine

I Dola de Jongs klassiske værk bliver læseren klogere på menneskers stræben efter struktur og genkendelighed – selv under de mest håbløse og desperate tilstande – i forsøget på at opnå en duft af vane og hverdag.

I Marken er verden møder vi børnene Luba, Berthe, Maria, Pierre, Hans og Rainer, som knokler med at hente vand til den tørre jord, så grønne skud kan spire på den nordafrikanske mark. Børnene er alle forældreløse, og er blevet samlet op af det hollandske par, Aart og Lies, under deres færd tværs gennem Frankrig, på flugt fra det nazistiske regime. Parret flygtede kort før krigen brød ud, mens Lies endnu var gravid med sønnen, Dolfje. Beslutningen om at samle de mange børn op er et resultat af Lies’ daværende ideologiske og idylliske forestilling om at redde staklerne, og – trods de mange forskellige nationaliteter og sprog – leve af naturens afgrøder i et harmonisk fællesskab. Idyllen og harmonien lader imidlertid vente på sig, da den sammenbragte flok sjældent kan få den golde jord til at give afkast og derfor kun undtagelsesvist kan få stillet deres sult. Langsomt glider flokken fra hinanden. Luba havner hos en arabisk mand, Maria bliver modvilligt adopteret af konsulen og da Aart uretmæssigt sættes i fængsel, påtager Hans sig rollen som fællesskabets nye patriark. Da flokken genforenes er der rykket rundt på de tidligere fastsatte roller, og alle kæmper for at få en stemme, som ikke blot kan høres, men også bliver lyttet til.
Trods en verden i opbrud er det, der fylder for bogens karakterer ikke den store verdenskrig, men en mere intim krig, som udspilles i deres nære miljø. Her må børn, såvel som voksne nøje overveje, hvem de kan regne med og hvem der er klar til at smide dem for løverne i forsøget på at tilkæmpe sig selv en højere plads i hierarkiet eller bare en betydningsfuld plads i fællesskabet. Man behøver altså ikke at være soldat i krig for at have brug for at vide, hvem der er allierede og hvem, der er fjender.
Derfor er bogens største force også dens påmindelse om, at der under enhver stor krig findes et ganske almindeligt menneske, som bare skal have en dagligdag til at fungere og har brug for at kende sin plads i fællesskabet.
Marken er verden er en bog fyldt med lidelse og elendighed, og alligevel forekommer den ikke tung og dyster. Den er skrevet i et let og jordnært sprog med en duft af barndommens naivitet og uskyldighed. Trods fortvivlelse, kaos og forvirring er der stadig plads til at skændes om, hvem der har glemt at hente vand eller hvem der brugte et skældsord. Og på mange måder er det hverdagens små uoverensstemmelser, der får børn og voksne til at holde fast og holde ud.
Der er mange vigtige karakterer at holde styr på, og i starten var der også for mange til, jeg kunne følge med. Faktisk tror jeg, at jeg var omkring 150 sider inde i bogen, før jeg havde helt styr på, hvem der var hvem i forhold til alder og rolle i fællesskabet. Det blev et irritationsmoment og gjorde det svært at synke helt ned i det, der ellers er en smuk og simpel fortælling.
Bogen slutter med nogle siders fortælling om forfatterens egen historie, som både forklarer den indledende dedikation, men også bogens tilblivelse. Jeg ville selv have foretrukket at læse det forinden, da jeg tror det kunne bidrage væsentligt til min opslugthed. Derfor anbefaler jeg kommende læsere at bruge nogle minutter på at læse de afsluttende ord om forfatterens skæbne inden læsningen.
Alt i alt en smuk og simpel fortælling, som dog måtte kæmpe lidt for at holde min opmærksomhed fanget.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar