Jeg bestilte min bog for en del år siden via Gyldendals Bogklub, men det ser det ikke ud til, at man kan købe den udgave længere. Dog kan du købe en anden udgave fra Forlaget Per Kofoed til DKK 177,- lige her. |
Titel:
Sommeren uden mænd
Forfatter:
Siri Hustvedt
Udgivelsesår:
2011 (på dansk)
Sideantal:
221
Forlag:
Gyldendal (Gyldendals Bogklubber)
Hustvedts værk præges af filosofiske
betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de mest
indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra Hustvedt
selv.
Sommeren uden mænd indledes med Mias beretning om, hvordan
hun havnede på et psykiatrisk hospital, da hendes mand, Boris, erklærede, at
han ønskede at holde pause fra deres 30 års ægteskab. Hun fandt efterfølgende
ud af, at ”Pausen” i virkeligheden var Boris’ forskerkollega, og opdagelsen drev
Mia i reaktiv psykose, eller hvad hun
selv betegner som sindssyge og galskab. For at bearbejde Boris’ udsagn og hans
affære, drager hun til sin fødeby, Bonden, hvor hun bliver underviser på et
lille lyrikhold for unge piger. Undervejs præsenteres læseren for datteren,
Daisy, som jagter drømmen om at stå på en teaterscene og nabokvinden, Lola, som
kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med to børn uden hjælp fra sin
eksplosive og højtråbende mand. Vi følger Mia på sin vej tilbage til en
bevidsthed og et liv, og efterhånden som fortællingen skrider frem, indser
Boris, at hans ”Pause” måske alligevel ikke var at foretrække. Læseren holdes hen
i uvished om, hvorvidt Mia vælger at vende tilbage til Boris, og denne læser
kogte af vrede, når det så ud til, at Boris langsomt vandt Mias hjerte tilbage.
Om det lykkes ham, vil jeg lade de kommende læsere erfare selv.
Den
lille fortælling er så omfattende, at den trods sine sparsomme 200-noget sider,
alligevel rummer et væld af temaer, som er relevante for et hvilket som helst
individ i den vestlige verden, og som i sidste ende alle kan samles under
paraplybegrebet; feminisme. Ved hjælp af Mias fortælling om at have tilsidesat
egen forfatterkarriere for at være mor, imens Boris steg i graderne som
forsker, problematiserer Hustvedt den ulige fordeling, der ofte ses i hjemmene,
hvor kvindens ambitioner må vige for mandens, når børn sættes i verden, og tilbage
står den midaldrende kvinde, som erstattes med den unge og spændende ”Pause”.
Således
skriver Hustvedt sig direkte ind i en litterær feminisme, og hendes værk præges
af filosofiske betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de
mest indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra
Hustvedt selv. Bogen rummer så mange gengivelsesværdige passager, at mit første
udkast til denne anmeldelse tilnærmelsesvist blev én stor kopi. En af
passagerne kan endda bruges til at forklare, hvorfor én læser kan knuselske en
bog, mens en anden må hale sig igennem:
“Perception er aldrig passiv. Vi modtager
ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den. Der er noget
hallucinerende ved al perception, og det er let at skabe illusioner.”
Ved
at indskrive et du i teksten,
inddrages læseren og denne læser blev pludselig opmærksom på, hvordan hun var i
gang med at fremkalde en historie i historien, som andre læsere måske ville
opleve anderledes. Hustvedt skriver med en så intellektuel dybde, at hun formår
at overbevise læseren om sin grundlæggende indsigt i både naturvidenskab og
psykologi, og hendes betragtninger er på én gang fascinerende og
nutidsrelevante. Nedenstående mindede mig i særlig grad om en passage, jeg også
fremhævede her.
“Og hvem tilkommer det at måle lidelse?
Hvem af jer kan vurdere størrelsen på den smerte, der findes inden i et
menneske i et givent øjeblik?”
Derudover
er der utallige eksempler på begyndende affektteoretiske og lingvistiske
analyser, og for denne specialestuderende var det guf at se sit hardcore
fagstof forvandlet til smuk lyrisk prosa.
Med
nedenstående passage som eksempel, havde jeg desuden flere gange tanker om Hustvedt
som værende en krydsning mellem Sylvia Plath og Marguerite Duras (måske farvet
af, at jeg har læst dem for nylig).
“Sindssyge er en yderst selvoptaget
tilstand. Det er en kraftanstrengelse at have føling med sit eget jeg, og
omsvinget i retning af helbredelse sker i det øjeblik, hvor et stykke af verden
bliver lukket ind igen, fordi en person eller en ting passerer porten.”
Og
selvom denne anmeldelse allerede er blevet alt for lang, er jeg nødt til at
slutte den med særligt at fremhæve to citater, som jeg er sikker på, er enhver
læsers drøm:
”Biblioteker er
seksuelle drømmefabrikker.”
…
“En bog er et
samarbejde mellem læseren og det der læses, og når det er bedst, er dette møde
en kærlighedshistorie.”
Det
mærkelige er, at jeg faktisk aldrig blev helt hundrede procent opslugt af selve
historien, men den efterfølgende refleksion og det fantastisk lækre sprog
gjorde, at den lille bog – for mig – står som noget af det stærkeste, man kan
læse, og derfor er jeg også nødt til at tildele den fem kaffekopper.
Jeg
vil enormt gerne høre, hvordan jeres oplevelser har været med Sommeren uden mænd?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar