mandag den 28. august 2017

Boganmeldelse: Lily Dahls fortryllelse af Siri Hustvedt

Jeg fik tilsendt Lily Dahls fortryllelse som et anmeldereksemplar fra Bog & Idé, som sælger den til DKK 179,- lige her
Titel: Lily Dahls fortryllelse
Forfatter: Siri Hustvedt
Udgivelsesår: 1998
Sideantal: 288
Forlag: Lindhardt og Ringhof

I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. 

Lily Dahls fortryllelse handler om den 19-årige Lily, som bor i den lille bondeby, Webster i Minnesota. Her ved alle, hvad de andre laver, og sladderen cirkulerer som bakterier på pengesedler. Lily er servitrice på den lokale diner, hvor kunderne er de samme ensomme mænd, som også kom i går og hvor den sædvanlige bestilling foretages med et simpelt grynt eller et nik. Hun er ikke just imponeret over sin egen lille flække og længes efter eventyr og en vaskeægte Monroe-forvandling fra almindelige servitrice-Lily til filmstjerne-Lily. Hun er forlovet med den lokale politibetjent, Hank, men da New York-kunstneren, Ed Shapiro, indlogerer sig på hotellet overfor hendes vindue, vækkes hendes nysgerrighed og hun fortrylles af hans skønhed og mystik. Det varer ikke længe før hun bryder sin forlovelse med Hank og indleder et romantisk forhold til den mystiske Shapiro.
To af dinerens stamkunder er Filthy Frank og Dirty Dick. De to herrer har fået deres charmerende kælenavne, fordi de altid er ildelugtende og beskidte som resultat af deres hverv som byens skrothandlere. Tvillingernes skrot og skrammel er placeret ude foran deres hjem, og byens beboere kommer ind imellem forbi for at se, om der er noget, de kan bruge. Da Lily en dag er forbi skrotpladsen, lokker hendes nysgerrighed hende ind i brødrenes garage, hvor hun finder en tung læderkuffert. Hun åbner kufferten og ser, at den indeholder sirligt nedpakket dametøj som indikerer, at nogen skulle ud at rejse, men aldrig kom afsted.
Herfra tager fortællingen fart (læs: der sker meget på handlingsfladen, men selve læsningen gik langsomt for mig) og læseren hvirvles ind i en mystisk fortælling, hvor de virkelige hændelser er umulige at skelne fra fantasi og indbildning.
I tråd med Hustvedts andre romaner vækker fortællingen om Lily Dahl spørgsmålene om, hvordan noget overhovedet kan defineres som rigtigt og virkeligt og om ikke alting altid afhænger af øjnene der ser. Perception synes at være et gennemgående tema for Hustvedts forfatterskab, men trods fokusset på perception og gensynet* med både karakterer (Barometeret nævnes ganske kort) og kunstneriske skabelser (fortællekasser), var det svært at genkende hende i fortællingen. Jeg vil sædvanligvis betegne mig selv som storfan af Hustvedts romaner; jeg elsker hendes sproglige finesse og hendes evne til at inddrage humaniora og de sociale og neurologiske videnskaber i sine karakterers refleksioner, men Lily Dahl blev jeg simpelthen bare ikke venner med. Jeg fik ikke et særligt forhold til hende eller de andre karakterer, og jeg oplevede heller ikke en iver efter at læse mere eller få løst mysteriet. Det er svært at sætte en finger på, hvad det helt præcist var, der ikke fungerede for mig. Men jeg vil tro, det var blandingen af, at handlingen finder sted i en by, der er så bondsk, at den næsten bliver utroværdig og hvor den ene indbygger er dummere end den anden, og at jeg oplevede, at historien simpelthen bare blev lidt for underlig for underlighedens skyld. Der hvor jeg dog kan genkende Hustvedt er i selve den originale måde, hun skaber fortællingen om Lilys transformation fra pige til kvinde – det er både kreativt og lettere abstrakt, men det var altså ikke nok til, at jeg lod mig fortrylle af den unge Lily Dahl.



*Strengt taget kan det ikke kaldes et gensyn. Når jeg kalder karakteren og de kunstneriske skabelser for et gensyn skyldes det, at jeg læste Den flammende verden forinden læsningen af Lily Dahls fortryllelse, og derfor oplevede jeg det som et gensyn, men eftersom Lily Dahls fortryllelse er skrevet først, må man jo spørge sig selv, om ikke det virkelige gensyn opstår i Den flammende verden? (det her understreger i virkeligheden Hustvedts ærinde om altid at minde sin læser om, at alt afhænger af øjnene, der ser og måden de opfatter det sete på).

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar