tirsdag den 5. december 2017

Børn af bøger: Julie Badura, forfatter

Jeg hedder Julie og er forfatter. Jeg har altid haft et nostalgisk forhold til bøger og en forkærlighed for ord.

Julie Badura, et barn af bøger.


Jeg blev et barn af bøger, fordi min mor foldede historierne ud, så de blev til mere end ord på papir
I mit barndomshjem blev der læst mange bøger, og mine tidlige minder om bøger er forbundet til min mor. Hun havde en stærk kreativ åre løbende i sig, der har påvirket mit forhold til bøger. Når vi læste en børnebog, som jeg holdt ekstra meget af, tegnede hun akvareller af historien til mig, eller vi besøgte steder, der blev omtalt i bøgerne, og det virkeliggjorde historierne for mig. Hun syede endda et tæppe til mig af illustrationerne fra ”Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla”. Det tæppe har nu fået en plads på min søns børneværelse. Så man kan sige, at min mor lærte mig at sætte pris på historierne i bøgerne og give dem plads til at udfolde sig i min fantasi og lade dem leve længere. Jeg tror faktisk, at hun arvede sin kærlighed til bøger fra min morfar.

Billede af en illustration fra Tante Grøn, tante Brun og tante Lilla, som min mor syede.


Jeg blev også et barn af bøger, fordi min morfar viste mig, at bøger er små dyrebare skattekister
Min morfar var en samler. Han og min mormor boede i et gammelt hus. På den øverste etage af huset var der adgang forbudt for os børn. Det var min morfars domæne. Her fyldte han rummene fra gulv til loft med papkasser af ting og sager fra fordums tid. I mange af kasserne var der smukke indbundne bøger, alle slags bøger fra alle verdenshjørner. Én gang om året, fik vi børnebørn lov til at gå med op og åbne kasserne, og hvis vi var heldige, fik vi lov til at vælge en bog hver. Jeg har stadig de bøger. De er slidte og lasede, og netop derfor elsker jeg dem. De minder mig om en tid, der var engang.  
 
Gamle bøger fra min morfars gemmer.


Bøger for mig var, og er stadig, forbundet med traditioner, livets gang, livets cyklus
Bøger vækker noget dybt nostalgisk i mig, og den følelse tror jeg, stammer fra min barndom. En undertone af tryghed og tradition. Gentagelser. Når det var sommer, læste vi ”Et sommereventyr”. Når det blev vinter, læste vi ”Peters Jul”. Vi læste også H. C. Andersens eventyr, og jeg elskede moralerne og den faste struktur i historierne. Jeg fik H.C. Andersens Samlede Eventyr i dåbsgave, og den fine, røde bog med de slidte guldkanter er den eneste bog, der får lov til at stå i min vindueskarm. Jeg kan også huske, at jeg fik læst bøger højt i min barndom, som for første gang introducerede mig for en smerte, der var uhåndgribelig. ”Frændeløs” af Hector Malot og ”Brødrene Løvehjerte” af Astrid Lindgren. De gjorde ondt helt ind i hjertet. ”Frændeløs” smertede på en måde, jeg slet ikke kunne rumme, og egentlig var jeg nok for lille til at kunne forstå den. Det var en grum historie om en forældreløs dreng. Men sådan er det med bøger. De kan ramme én. De udvider ens forståelsesramme og de tager dig nye, uforberedte steder hen.
Billeder af Et sommereventyr af Jill Barklem.
















Den sidste gang jeg følte, at jeg var et barn af bøger, var da jeg tog afsked med min mor
I min debutroman De Dage Med Dig er der i et af kapitlerne et tilbageblik, hvor jeg tænker tilbage på én af de sidste samtaler, jeg havde med min mor, inden hun døde. Vi sad på en bænk i snevejr. Jeg vidste på det tidspunkt, at hun var meget syg, og derfor forsøgte jeg at fastholde vores samtale og hendes ord om den pågældende bog.
Det er et minde, der står meget tydeligt for mig, fordi hun, så længe tilbage jeg kan huske, altid berigede mig med fine betragtninger om historier, hun havde læst. Betragtninger som jeg i dag er hende dybt taknemmelig for.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar