Godmorgen
Jeg har tilbragt en stille morgen i selskab med Anne Cathrine Bomann, som er i denne uges bogtillæg i Politiken, hvor hun fortæller om Agathes vej til udlandet. Jeg spoler lige tiden en anelse tilbage. For den 5. maj 2017 modtog jeg en mail fra Anne Cathrine, hvori hun beskrev sin bog som: "en lille, eksistentiel roman om nogle af tilværelsens helt store temaer: ensomheden, meningsløsheden – og kærligheden" og spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde den. Jeg takkede ja, og man kan roligt sige, at de store temaer bliver behandlet på fineste vis i Agathe, og af samme årsag kaldte jeg den "en af mine bedste læseoplevelser i 2017". Samtidig skrev jeg, at "jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden".
Sidstnævnte gav anledning til en række spørgsmål fra forfatteren om, hvordan hun kunne nå bredere ud, og nu har jeg simpelthen ikke ord for, hvor meget det varmer mit hjerte at se, at hun husker mig – en lillebitte bogblogger – når hun skal fortælle om Agathes rejse til udlandet.
I anledning af artiklen, har jeg genpostet min anmeldelse herunder, hvis I skulle få lyst til at læse med på ordene fra en forårsdag i 2017. I kan i øvrigt læse artiklen online her.
Tak til dig Anne Cathrine – for at huske mig mens du stiger til tops!😎
Og rigtig glædelig søndag til jer alle.
________________
 |
| Jeg fik tilsendt Agathe som anmeldereksemplar, men den lille fine bog kan erhverves til DKK 165,- lige her. |
Titel: Agathe
Forfatter: Anne Cathrine Bomann
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 112
Forlag: Forlaget Brændpunkt
“Jamen Doktor, hvordan kan de bruge Deres tilværelse på at lindre andres lidelse uden at have blik for Deres egen?”
----------------------------------------
Jeg er nødt til at starte denne anmeldelse med en form for litterær bekendelse af noget, jeg skammer mig over at have opdaget ved mig selv. Jeg håber, at italesættelsen af min ucharmerende fordom kan være med til at bevidstgøre andre (nu antager jeg lige, at jeg ikke er det eneste fordomsfulde menneske ;) ) om deres litterære fordomme.
Da forfatteren til Agathe skrev og spurgte, om jeg havde lyst til at læse og anmelde hendes nye bog, læste jeg selvfølgelig den vedhæftede information og så, at romanen behandler temaer, som sædvanligvis optager mig både i bøger og i livet. Men jeg så også, at bogen var af en (for mig) ukendt forfatter og udgivet af et lille forlag, som jeg aldrig havde hørt om. På den baggrund konkluderede jeg i mit indre, at selvom Agathe måske skulle vise sig at være udmærket læsning, så ville den formentlig ikke kunne spille i ligaen med de store drenge. Mine fordomme skabte tanker såsom ”der er sikkert ikke læst ordentligt korrektur”, ”gad vide om de store forlag afviste den”, ”hvorfor har jeg aldrig hørt om forfatteren eller forlaget før?” og så videre og så videre. Og jeg skammer mig! Heldigvis kunne jeg ikke retfærdiggøre at afvise en roman med et tilsyneladende interessant indhold på baggrund af mine fordømmende tanker om små forlag og ukendte forfattere. For havde mine fordomme fået lov at vinde, var jeg gået glip af en af de bedste læseoplevelser 2017 indtil nu har budt på.
Anne Cathrine Bomann og Agathe har på alle måder gjort mine fordomme til skamme, og jeg håber at bogen vil få uendelig meget omtale, for jeg er slet ikke i tvivl om, at havde den været udgivet på et af de store forlag, ville der ikke gå mange år, før den ville opnå klassikerstatus på baggrund af dens gennemført sparsomme og præcise sprogbrug, dens eviggyldige relevans og behandlingen af filosofiens og eksistentialismens største tanker.
Og nu kan anmeldelsen begynde!
----------------------------------------
I Agathe befinder vi os i 1940’ernes Frankrig, hvor vi følger en aldrene psykiater, som er begyndt at nedtælle dagene eller nærmere konsultationssamtalerne til sin snarlige pension og allerede på første side, erklærer doktoren, at han har 800 samtaler tilbage. Han lever et isoleret liv, hvor de eneste kilder til sociale forbindelser og indblik i andre menneskers liv er de samtaler, der finder sted i konsultationsrummet og de lyde og rutiner, han kan identificere hos sin nabo. Doktorens isolerede tilværelse understreges på bogens første sider, hvor han fra sit stuevindue observerer, at en lille pige kommer til skade, men beslutter ikke at gå ud til hende, da han ikke har talt med et barn siden, han selv var et. Det rutineprægede liv forstyrres imidlertid, da en tysk kvinde en dag henvender sig i konsultationen og insisterer på at få en tid. Selvom han indledningsvis modsætter sig hendes ønske, ender kvinden alligevel med at få sin vilje, og som om denne uventede drejning ikke er nok til at forstyrre doktorens vaneprægede liv, finder han kort tid efter et brev fra sin trofaste sekretær, hvori hun skriver, at hun på baggrund af personlige årsager ikke kan møde på arbejde i nogle uger. Det skal vise sig at sekretærens mand er alvorligt syg, og derfor beder hun indtrængende sin chef – den menneskesky psykoterapeut – om samtalehjælp til sin syge mand.
Agathe er på overfladen lige til at gå til. Den er fortalt i en dagbogsagtig form, den er letforståeligt, handlingen synes simpel og sproget bærer præg af en glidende og elegant rytme. MEN når der læses mellem linjerne, udspilles en handling, som trækker på en af filosofiens helt store tænkere; Jean-Paul Sartre. Da vi indledningsvist hører om pigen, der kommer til skade ude på vejen, får vores fortæller, som var det en ganske ligegyldig sidebemærkning, nævnt, at La nausée (Sartres debutroman, som på dansk er oversat til Kvalme) ligger ved hans side, men at han aldrig har fået den læst. Der kan næppe være tvivl om, at det er meningen læseren skal fange denne henslængte bemærkning, og vores fortæller i Agathe har slående mange ligheder med hovedpersonen i Kvalme. De lever begge en ensom og meningsløs tilværelse, hvorfra de både længes efter, men også frygter friheden og dens opløsning af det velkendte. Jo tættere de kommer friheden, des mere kvalme overmandes de begge af, for med friheden i sigte rejses også spørgsmålene om, hvad det hele skal gøre godt for og bevidstheden om egen eksistens betyder også bevidstheden om livets eneste absolutte sandhed, døden. Selvom tilværelsen har skuffet, er døden alligevel angstfremkaldende, og efterhånden som tiden går, synes vores hovedperson at blive bevidst om, at nedtællingen af arbejdsdage og konsultationstimer også er nedtællingen af livet. Alligevel kan han ikke identificere sin egen ubevidste stræben efter ’den gode’ tilværelse og ’meningen’ med livet netop fordi, Kvalme og filosofien bag er tanker, han “havde forsøgt at komme i gang med i årevis.” Bogen ligger og skriger på at fortælle doktoren, at hans jagt på frihed også er det, der fremprovokerer hans angst og den Sartre-interesserede læser kan nærmest ikke lade være at råbe: ’Jamen doktor, kan du ikke se det? Din angst kan overvindes, hvis du engagerer dig i dit liv og i samværet med andre mennesker!’ og ’Kan du da slet ikke se det paradoksale i, at du lever af at samtale og være tæt på andre mennesker, men evner det ikke, når du har fri?!’. De gentagne intertekstuelle referencer til Sartres tanker om eksistens er simpelthen en fryd for læseren, som langsomt tilfredsstilles af at erfare, hvordan de to romaner; Kvalme og Agathe danner en form for skjult historie mellem linjerne. Og mon ikke også Anne Cathrine Bomanns beslutning om at skrive i dagbogsagtig form ligeledes er inspireret af formen i Kvalme.
Indledningsvis fortalte jeg om mine fordomme i forhold til korrektur, men som det jo oftest er med fordomme, kunne denne heldigvis heller ikke bekræftes. Der er ikke en finger at sætte på hverken indhold eller korrektur, og faktisk står Agathe som en af mine bedste læseoplevelser i 2017, og jeg skal gerne være den første til at spå den som en fremtidig klassiker, hvis den evner at få nok omtale af dem, der sædvanligvis sætter den litterære dagsorden.
Jeg kan ikke anbefale den nok, og hvis du er bare den mindste smule interesseret i Sartre, filosofi og eksistentialisme, så er du selvskrevet til at læse den!
Bonusinfo:
Siden jeg skrev anmeldelsen har jeg læst den igen. Og det bliver ikke sidste gang! Jeg elsker, når jeg opdager nye ’skjulte’ referencer, og dem er der altså mange af.
I kan i øvrigt besøge forfatterens hjemmeside her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar