Pigen på tårehavet af Pernille Brun Andersen
Når der foregår alt for meget inde i os, er det ikke altid, vi har ord, der kan rumme det hele. Pigen på tårehavet handler om en lille vred pige, som ikke vil med på stranden, som ikke vil spise eller lege, for hun vil bare have sin far. Mor skal holde op med at stille alle de spørgsmål, og i sin vrede forlader pigen spisebordet og går i gang med at bygge det skib, der skal sejle hende rundt på tårehavet i sin søgen efter sin far. Bogen er ikke kun til børn i sorg, den er også en miniguide til de voksne, som må huske at have tålmodighed med det barn, der arbejder bedst med stilheden.
Hjertet og flasken af Oliver Jeffers
I Hjertet og flasken rejser en lille pige rejser land og rige rundt, når bedstefar sidder i sin stol og fortæller gode historier. En dag er stolen tom og væk er de mange historier og landskaber, de sammen har skabt i fantasien. Tabet gør ondt og for at sikre sig selv mod lignende smerte i fremtiden, tager hun sit hjerte og lægger det i en flaske, som hun bærer i en snor om halsen. Den lille pige bliver ikke længere ramt af smerte, men efterhånden som hun bliver ældre, går det op for hende, at hun ej heller rammes af glæde og begejstring. Hendes sikring mod verdens uretfærdigheder har været afhængig af følelsesmæssig isolation, men da et lille barn minder hende om den nysgerrighed og begejstring for livet, hun engang selv besad, kan hun pludselig ikke få hjertet ud af flasken. I Hjertet og flasken leverer Oliver Jeffers eksistentielle temaer med et poetisk og kunstnerisk udtryk, som taler til både børn og voksne. Bogen er en smuk genvej til refleksion og til den dialog, som kan være svær at få hul på.
Hils far af Hanne Dagmar Raaberg
Mor og Anna er i Tivoli, og der er mange ting i Tivoli. Der er duer, ligesom fars duer. Der er forlystelser, som kan få én til at flyve højt – næsten helt op til far. Der er balloner, som kan sende en besked op til far om, at Anna og mor savner ham og hans røde pandekager. Men der er ingen far. Anna har nemlig mistet sin far, og mor gør hvad hun kan for at sørge for, at livet fortsætter med sjove stunder. Anna oplever, at alting i det ene øjeblik kilder i maven og suser sjovt i ørene, men det næste øjeblik kommer sorgen svævende som de duer, der flyver rundt ved fars grav. Hils far er historien om et lille barn, der mister sin far og prøver at tackle den sorg, der hele tiden dukker op midt i alle de gode stunder.
Så blev farfar et spøgelse af Kim Fupz Aakeson og Eva Eriksson
Esbens farfar hedder farfar, og han er blevet til et spøgelse. Egentlig havde Esbens mor sagt, at farfar blev en engel og far havde sagt, at han blev til jord, men som det jo ofte er med voksne, så tog de begge fejl, for farfar er blevet til et spøgelse. Det ved Esben, fordi han vågner hver nat, når farfar dukker op på hans værelse. Farfar og Esben har læst, at man bliver til et spøgelse, hvis der er noget man mangler at ordne. Så sammen forsøger de to at komme i tanke om, hvad det er, farfar har glemt, for han er faktisk lidt ked af at være et spøgelse. Så blev farfar et spøgelse er en typisk Fupz-historie, så selvom emnet er tungt, så er der alligevel gjort plads til den humor, vi elsker forfatteren for. Der er en fin balance mellem rørende minder, familiens sørgmodige tilstand og farfars morsomme forsøg på at efterligne de spøgelser, vi ser på film. Derfor er bogen særdeles velegnet som højtlæsning både for børn i sorg, men også for at imødekomme den sorg, som endnu ikke er oplevet, men som naturligvis venter derude i livet.
Glemmer du af Mette Vedsø og Kamila Slocinska
Cement, præsident, talent og dement. Susi er god til at rime, og hun leger løs med ordene, da hun besøger farmor på plejehjemmet. Indtil for nylig var farmor ellers aktiv med at grave kartofler op, bage muffins og dyrke fitness, men nu er farmor flyttet på plejehjem, og det synes far vist er lidt svært. Farmor kan ikke længere svare på alle Susis spørgsmål, og hun har heller ikke altid styr på, hvem far og Susi er. Heldigvis behøver man ikke huske noget som helst, når man rejser med præsident Susi til Kina, Amerika og Grønland. I modsætning til de voksne, forsøger Susi ikke at vække farmors erindringer eller gårsdagens hændelser, for sammen kan de to rejse lige hvorhen de vil, og i fantasien er der ikke brug for en god hukommelse.
Det kan være skræmmende for et barn at opleve, når en voksen bliver dement. Den ellers så skarpe rollefordeling mellem den alvidende voksne og det nysgerrige barn forskydes, og oplevelsen af at en en tryghedsskabende voksen er forvirret og desorienteret kan påvirke både store og små. Derfor kan det være en god ide at forberede barnet forinden et besøg hos en nær, der er blevet dement, og jeg vil uden forbehold anbefale alle at læse denne fine billedbog forinden.
Drømmehulen af Jacob Riewe og Otto Dickmeiss
På sygehuset får mor, far og lillebror at vide, at storebror ikke kan komme med hjem. Det er ret svært at forstå, og mor græder så meget, at far ikke kan trøste hende. Det hele er så hvidt, maskinerne puster og alt er faktisk ret uhyggeligt. Ikke engang kufferten med sjove legesager er noget værd lige nu. Det føles som om, der er en stor sten inde i maven, som gør ondt på en helt anden måde end hvis man har slået sig, og alligevel giver den lyst til at græde.
Drømmehulen er smuk og hjerteskærende fortælling om en lille drengs forsøg på at tackle nyheden om sin storebrors død. Han opfinder drømmehulen, som bliver det rum, hvor han og storebror kan være sammen på tværs af tid og sted. Her kan de lege både i haven og i køkkenet, og selvom det er hårdt at se storebror ligge livløs under de hvide lagener, så kan han glæde sig til at lukke øjnene og drømme om ham hver nat. Drømmehulen er ikke kun til børn, den er også velegnet til enhver voksen, som trænger til at mindes om det sted, vi alle har adgang til, når livet er allersværest. Det er en af de smukkeste og mest velbeskrevne fortællinger om sorg, jeg har læst.
Himmelby af Lene Østergaard
Himmelby er lidt i en kategori for sig. Det er nemlig ikke en højtlæsningsbog men en mindebog, som er oplagt at tage i brug, når sorgen rammer de mindste. Opbygningen kan bedst sammenlignes med de velkendte barnets bog, hvor der er gjort plads til noter, fortællinger, billeder og farvelægning. I bogen er der grundige beskrivelser af, hvordan den kan bruges, og hvert kapitel indledes med en lille introduktion til den voksne, som hjælper barnet med at udfylde. Indledningsvis udfyldes barnets informationer og relationen til den afdøde, som suppleres med et lille stamtræ, og dernæst er der gjort plads til at skrive lidt om begravelsen og gravstedet. Undervejs er der tegninger, som barnet kan farvelægge imens der tales om den afdøde eller om barnets oplevelse af begravelsen, og der er løbende hjælp til den voksne så der opnås en god og åben dialog. Under afsnittene Savnet og Oplevelserne kan man mindes de gode oplevelser og de egenskaber der savnes hos den afdøde, de er et godt afsæt for samtale om barnets minder og tanker.
Mindebogen er lavet til børn, men jeg kan kun anbefale, at den også bruges af de voksne, der føler et behov for at mindes. Det kan være så befriende at skrive ned, men ofte kan det være svært at finde et sted at starte, og her hjælper bogen godt på vej.
Vulkanknæ forbudt siger Krudt af Lene Larn
Smerte er et grimt ord, synes Anton. For det er nemlig det ord, der ofte er med til at bestemme, om Anton kan deltage i alle de spændende ting, der sker, som for eksempel Emmas fødselsdag. Anton har nemlig en sygdom i sine knæ, som Doktor Juhl har fortalt ham er næsten lige som små vulkaner, og det gør altså rigtig ondt, når der sådan går udbrud i ens vulkanknæ. Mor siger, at det er djævelens værk og far siger, at det er livet, og at livet er uretfærdigt. En dag kommer Krudt på besøg. Krudt er en skytsengel, og sådan en har man brug for, når man har syge knæ. Med Krudt kan man nemlig lege alle de lege man vil, og hvor man vil. Vulkanknæ forbudt siger Krudt er en finurlig og humoristisk fortælling om at have kroniske smerter, som står i vejen for alt det sjove. Den handler om at finde et sted, hvor man kan få et øjebliks pause fra sin sygdom, og den er også oplagt at læse med de børn, som kender en, der lider af kroniske smerter.
Pigen med den sorte kuffert af Christine Lund Jakobsen
Pigen med den sorte kuffert har mistet sine forældre. Sammen med bedemanden skal hun finde et nyt sted at være, men det er lidt svært, for de tre tanter, tante Lunia, tante Marvilla og tante Wilda kan ikke rigtig opfylde det tomrum der er inde i pigen. Først kommer hun hjem til tante Lunia. hun bor i et højt stentårn med tomme vægge, få møbler og med tomme glas, der er parate til at blive fyldt op med noget stort. Det går ikke Hos tante Lunia, så bedemanden kører pigen hjem til tante Marvilla. Hos tante Marvilla er der fyldt med ting. Der er springvand, swimmingpool, overflod af mad og der er firkantede glas, som er fyldt op med pengesedler. Men det går ikke Hos tante Marvilla, så bedemanden kører pigen hjem til tante Wilda. Hos tante Wilda er møblerne slidte og væggene er fyldt med gamle fotografier. Tante Wilda har også glas stående, og hendes er fyldt med fjer, grankogler og glasskår, som er minder fra hendes liv. Tante Wilda giver pigen tre tomme glas, som hun selv kan fylde. Pigen med den sorte kuffert er en borg om sorg og savn, men det er også en bog, som viser, hvordan man kan skabe nye minder – også midt i sorgen. Den er oplagt til dialogisk læsning, hvor den voksne går i dialog med barnet om, hvorfor tanternes glas har forskelligt indhold, og hvordan vi selv er med til at vælge, hvad vi fylder i livets glas.
Døden i æbletræet af Kathrin Schärer
Ingen af de andre dyr er længere bange for den gamle ræv, så de spiser hans æbler. Det vil den gamle ræv ikke finde sig i, så han sætter en fælde op, der fanger en pjusket men måske magisk væsel. Væselen påstår, at den kan trylle og tilbyder den gamle ræv et ønske, hvis han lader ham leve. Den gamle ræv ønsker, at alle de dumme dyr, der stjæler æbler, vil sidde fast i æbletræet for evig tid, når de kravler der op. Som det jo er, når man er en gammel ræv, kommer døden en dag forbi. Den gamle ræv har ikke mistet sin snedighed og får døden lokket op i æbletræet, hvor den sidder fast. Ræven er stolt over sin egen bedrift, men som årene går, mister den gamle ræv sine nære, sit gode helbred og lysten til at leve. Nu må døden gerne komme.
Døden i æbletræet er en smukt illustreret fortælling om alderdom og døden. Den indledes med en humoristisk fortælling om den frustrerede gamle ræv og tager nænsomt hul på det svære emne døden er. Den lægger op til samtale om det evige liv og om hvorfor, der er tilfælde hvor døden faktisk er ønskværdig for et menneske. Den er oplagt at læse højt med de børn, der har mistet en nær på grund af alderdom, og inddragelsen af dyrenes verden skaber en afstand, som kan gøre det svære emne lettere at få hul på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar