 |
| Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Titel: Barnet
Forfatter: Kjersti Annesdatter Skomsvold
Oversætter: Karen Fastrup
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 112
Forlag: Grif
Som i én lang tankestrøm tager Kjersti
Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste kroge af sit sind, og hun
blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske og forfatter.
Barnet er en mors fortælling til sin nyfødte. Hun
fortæller om vejen frem til sit nuværende liv med barn nummer to i en bæresele
og fingrene på tastaturet. Hun taler ind i sin diktafon, mens de to går lange
ture i Botanisk Have, og væsentligt for historien er, at moren er forfatteren
selv. Hun har haft vanskeligt ved at skrive efter, hun blev mor til sin
førstefødte, for hvordan forener man det frie spontane kunstnerliv med
moderskab og familie? Der fandtes et liv før moderrollen blev den dominerende rolle
for vores fortæller, og i beretningen til sit barn åbner hun op for det faktum,
at hun også levede og elskede før hun mødte far, Bo.
Som
i én lang tankestrøm tager Kjersti Annesdatter Skomsvold sin læser med ind i de inderste
kroge af sit sind, og hun blotter sin egen skrøbelighed både som mor, menneske
og forfatter. Hendes ufiltrerede selvransagelse står skarpt og ærligt, og hun
viser sprogligt overskud, når hun formår at skildre livets tilfældigheder i
enkel og nærværende prosa.
“Da jeg kom hjem, lå jeg vågen og græd over det traume jeg havde været
igennem, må man kalde noget man selv har valgt, et traume?”
Det er ikke bare ærligt at kalde en fødsel for et
traume, det er også modigt, og det må være en befrielse for de mange mødre med
samme oplevelse af, at deres krop blev revet midt over, at læse forfatterens
skildring.
Det
er overraskende, at romanen er så nem at relatere til for én, der ikke har
oplevet moderskabets kraft af følelser og tanker, men Barnet er lige så
meget en fortælling om at være menneske i verden med alle de prøvelser og
velsignelser der hører med til at leve. Og for en der altid har lidt af
søvnløshed, er det en gave at spejle sig i forfatterens beskrivelser af søvnløse
nætter.
“At falde i søvn, det sker ikke for mig. Men jeg må jo sove, og derfor
er jeg nødt til at lede efter søvnen, selvom jeg ved at jo mere jeg leder,
desto bedre gemmer den sig.”
Den
vågne nat er ikke den søvnløses værste fjende, men derimod dagen derpå, hvor
alle andre er i stand til at fortsætte livet, og Kjersti Annesdatter Skomsvold
beskriver det klart og præcist, når hun skriver “Den søvnløse sætter ikke pris på fuglesang.”.
“Jeg er bange for ikke at kunne tage del i næste dag, for jeg vil løbe
og bade i havet og skrive, og tænk hvis nogen forventer at jeg tager med til et
eller andet, og så kan jeg ikke fordi jeg ikke har sovet? Desuden bliver mine
tanker så mørke når jeg ligger vågen om natten, og jeg frygter disse tanker,
for jeg ved ikke om det er tankerjeg virkelig tænker, eller om det er natten
der spiller mig et pus.”
(…)
“Jeg synes det vanskeligste er at forholde sig til alle menneskene,
alle dem der sover om nætterne. De har lys foran ansigterne, de kan se ind i
den nye dag, glæde sig over dagen, mens jeg går med den mørke søvnløse nat bag
mig som en skygge, er allerede igen begyndt at grue for natten. Jeg tænker at
vores verdener ikke har noget til fælles. ”
Barnet er en ny og forfriskende fortælling om at tage hul
på moderskabet og være i moderrollen. Den beskriver den splittelse, der kan
medfølge, når livet ændres på et splitsekund og man må se i øjnene, at nu er
man først og fremmest mor for et andet menneske.
En
smuk og tankevækkende roman, som får alle mine varmeste anbefalinger.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar