tirsdag den 24. september 2019

Boganmeldelse: Det Røde Lyn af Estrid Dyekjær

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar

Titel: Det Røde Lyn
Forfatter: Estrid Dyekjær
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 147
Forlag: Byens Forlag

Må man have det sjovt, når far er død? Må man blive forelsket, når far er død? Må man være ked af de små ting, såsom drengeproblemer, når far er død? Det er sådanne spørgsmål, Vera tumler med i Estrid Dyekjærs nye børneroman, Det Røde Lyn.

Vera går i sjette klasse, hun bor i et helt almindeligt kvarter med sin helt almindelige familie, som består af mor, far og storebror, Valdemar. Til næste år skal hun konfirmeres, og hendes far er opsat få at få Det Røde Lyn klar til at hente Vera i kirken og køre hende til konfirmationsfesten. Men sådan skal det ikke gå. En formiddag, da far går i garagen og roder med bilen som sædvanlig, hører familien et langt dyt, som ikke stopper. Først griner de lidt, men lyden bliver irriterende, så de går ud for at se, hvad den tossede far har gang i. De bliver mødt med synet af en bevidstløs far, som ligger foroverbøjet ind over bilens horn. Med ét bliver konfirmationsforberedelser og spæde teenagefølelser erstattet med en altoverskyggende sorg. Vera skal nu navigere i en verden, hvor alle er bange for at sige noget forkert, hvor mor altid er ked af det og hvor det føles lidt forkert at grine eller have det godt. Må man have det sjovt, når far er død? Må man blive forelsket, når far er død? Må man være ked af de små ting, såsom drengeproblemer, når far er død?
Det Røde Lyn er en børneroman, hvis kæmpe styrke ligger i beskrivelsen af det virvar af følelser, der er i Vera. Beskrivelsen af Veras indre og af hendes møde med omverdenen efter at have mistet sin far er rammende, og både børn og voksne vil kunne genkende den usikkerhed, der opstår, når vi ikke ved, hvordan vi skal møde hinanden efter et stort tab. Hvad skal man sige, hvad skal man ikke sige, hvad er det rigtige at gøre, og hvad er det forkerte at gøre? Fordi det spørgsmål er så svært at besvare, vælger mange af Veras klassekammerater i stedet at undgå hende og bidrage til en indre ensomhed.
Jeg har dog også indvendinger: Vera går til dans, men hun vil gerne gå til karate. Det vil hun gerne, fordi søde Victor med de blå øjne går til karate. Veras mor mener ikke, at karate er en sport for piger, og det bliver der talt om med største selvfølgelighed. Vera er tilbøjelig til at være enig, men hun vil jo bare gerne starte alligevel, fordi Victor går der. Veras veninde påpeger, at det trods alt er bedre, hvis Vera starter til karate, end at Victor starter til dans, og så griner de lidt af det (en dreng, der danser, høhø. Det er vel nok komisk). Den del gør mig en smule træt og trist, må jeg indrømme. Når vi serverer den slags fastlåste kønsroller og stereotyper for vores børn i litteraturen, så er det dem, de møder verden med. Og det værste er næsten, at Vera ikke ønsker at starte til karate for at bryde normerne for, hvad piger kan – hun vil sådan set bare gerne være tæt på en sød dreng, hvilket er fuldt ud relaterbart (det var sådan, jeg startede til spejder), men det irriterer mig, at det skal være en underlig eller upassende sport for en pige.
Der er også nogle enkelte fejl, som sikkert ikke bemærkes af den unge læser (så meget desto værre), som fx I der bliver til i, eller forfatterens navn, der er stavet forkert på bogryggen. Men det er ikke noget, der vælter læseoplevelsen.
Summa summarum, Det Røde Lyn er en flot beskrivelse af en ung piges følelsesliv efter en fuldstændig omvæltning i tilværelsen, og den er velegnet fra omkring 5. klasse.



Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar