torsdag den 26. september 2019

Boganmeldelse: På vej hjem af Sverre Henmo


Jeg modtog bogen som et anmeldereksemplar fra forlaget.

Titel: På vej hjem
Forfatter: Sverre Henmo
Oversætter: Rasmus Klitgaard Hansen
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 244
Forlag: Turbine

På vej hjem er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.

Thale og Magnus er taget op i den gamle fjeldhytte, som Thale står til at arve. De er taget afsted uden Thales 16-årige dreng, Georg, som er til baskettræning i weekenden. Parret sover ikke sammen længere, og det er som om, at forsøget på at få et fælles barn, har skabt en afstand mellem dem, som synes umulig at mindske. Magnus ønsker sig brændende sit eget barn, og Thale har da også indvilliget i projektet, men da det skal vise sig at kræve hjælp fra en fertilitetsklinik, begynder hun at bakke ud. Børn og graviditet bliver et emne, som er svært for parret at nærme sig, og efterhånden bliver emnet en elefant i rummet, som ingen adresserer.
Til middagen finder Thale en vin frem, for hun vil fejre, at hytten snart er hendes. Faktisk ønsker Magnus slet ikke, at de overtager hytten, men som med så meget andet for tiden, tier han. Pludselig får Thale en opringning fra Georgs træner, som fortæller, at Georg faldt om med hjertestop under træningen og nu er på vej på sygehuset. Med en uforsvarlig alkoholpromille, haster parret afsted mod Ullevål Sygehus, som de befinder sig 215 kilometer fra.
For læseren fyldes turen med Thales ydre frustration og angst og Magnus’ indre dialog. Det er Magnus, der har fortællestemmen, men Thales perspektiv udtrykkes i hendes handlinger og udsagn. De har dannet par i over ti år, så efterhånden som de når tættere på sygehuset i det ene spor, spoler det andet spor tilbage i tiden og fortæller os, hvordan Magnus faktisk har et barn i Georg, eller i hvert fald kunne have haft det, hvis han havde formået at se alt det, der blev givet ham i livet.
Romanen lægger ud med et adstadigt tempo, men intensiveres til hjertet næsten springer ud af sin læser, og det er en berigende – og samtidig fortvivlende – læseoplevelse. Magnus er så ægte, at man næsten føler hans tilstedeværelse under læsningen, og han fremstår som et helt menneske støbt på omsorg og sympati, men også på bitterhed og jalousi. Den er letlæst og ubesværet, men der ligger så meget usagt mellem linjerne, og det er formentlig noget af det stærkeste, mest indsigtsfulde og rammende litteratur, der findes til at beskrive parforholdets dynamik.




Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar