Viser opslag med etiketten Copenhagen Storytellers. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Copenhagen Storytellers. Vis alle opslag

tirsdag den 24. oktober 2017

Boganmelselse: Jeg vågner op som fremmed af Özcan Ajrulovski

[Sponsoreret] Copenhagen Storytellers sendte mig et anmeldereksemplar, og de sælger digtsamlingen til DKK 179,- lige her.
Titel: Jeg vågner op som fremmed
Forfatter: Özcan Ajrulovski
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 120
Forlag: Copenhagen Storytellers

“Lyt til mine ord
når jeg taler til dig
før min farve
farver dine pupiller
Før mit navn
giver din tunge
overarbejde
Før min etnicitet
taler til dig
med et billede
jeg ikke er en del af”

Da Michael (adm. direktør) fra Copenhagen Storytellers spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Özcan Ajrulovskis digtsamling, Jeg vågner op som fremmed, og beskrev den som “En  fortælling om, at føle sig som fremmed i det land man anser som sit hjemland”, var jeg hurtig til at takke ja. Det er et problemstilling, som har fyldt meget i mit lille hjem – i særlig grad efter hele danskhedsdebatten – da min kæreste indimellem oplever at være fanget i netop den fremmedgørelse, som er omdrejningspunktet i digtsamlingen.
Jeg vågner op som fremmed består af 50 digte, som er inddelt under seks overskrifter; Jeg vågner op som fremmed, Kulturens lænker, Tryghedens patroner, Umenneskelige mennesker, Hævnens tørst og Danne bro. Hvert afsnit repræsenterer en form for tema, som eksempelvis kærlighed, krig, død, fordomme og stigmatisering og alle kan samles under følelsen af ikke helt at høre til nogen steder. Samlingen er en kronologisk jeg-fortælling om forfatterens familiære, men også biologiske arv, og vi starter hos gæstearbejderen, forfatterens far, som i 1966 ankommer til det yndige land, hvor han må sove på gaden til det lykkes at finde et job. Undervejs lærer vi, hvordan en ung dreng udsættes for verbal vold, når han forsøger at sælge julehjerter med sine klassekammerater, og senere hvordan samme dreng – nu en ung mand – bliver bevidst om, at hans fejl har større konsekvenser end hans hvide kammeraters lignende fejl. Vi ender hos – det nu voksne – fortællerjeg, som kæmper med at finde fodfæste i det land, han har rod, hvorfra hans verden går. Endelig når vi bogens ærinde, som er ønsket om at danne bro mellem kulturer, religioner og mennesker, så andre som ham ikke skal føle sig og anses som fremmede der, hvor de er født og opvokset.
Jeg er ovenud begejstret for indholdet. Jeg synes det er vigtigt, og jeg nød at læse højt for min kæreste, hver gang jeg stødte på beskrivelser, som jeg vidste, ville vække genklang i hans indre, men jeg kæmpede med sproget. Jeg kunne ikke finde en rytme, hverken når jeg læste højt eller læste i mit eget indre. Det rytmiske ­– og til en vis grad også det æstetiske – synes at måtte vige på bekostning af forfatterens ønske om at trænge igennem med sit politiske budskab. Og der var også tider, hvor jeg tænkte, om ikke de vigtige ord havde gjort sig bedre som små debattekster eller lignende. Men efterhånden som jeg fik genlæst mange af digtene, gik det op for mig, at æstetikken netop skal findes i de – til tider – sære brud. Der er ikke én eneste verslinje, der er overflødig og alle rammer de med en kraft og sorg, som læseren sent vil glemme. Hvad gør det ved folk, når vi siger ”Men hvor er du rigtigt fra?,” efter de har svaret Albertslund? Hvad gør det ved folk, når de tvinges til at tage afstand fra handlinger så grusomme, at ethvert empatisk og fornuftdrevet væsen naturligvis ville forkaste dem?
Hvad gør det ved folk, at de kaldes mønsterbrydere og godt integreret, når de får en uddannelse og perkere, når de fejler? Hvad gør det ved folk, at man tvinger dem til at vælge mellem danskheden og den religion, de føler et tilhørsforhold til? Hvad gør det ved folk, at vi ser deres hudfarve, øjenfarve og hårfarve før vi lytter til deres ord?
Forfatteren svarer på alle de spørgsmål i en nøgtern og præcis strofe:

“Jeg er ikke en flygtning
jeg er hjemme
men sover i gæsteværelset”

, hvor han i øvrigt “vågner op som fremmed”. Der leges med metaforer, og de bidrager til, at læseren ­– for hvem følelsen af fremmedhed er ukendt – alligevel forstår, hvordan det må føles altid at sove på gæsteværelset.
Jeg fandt aldrig en rytme, men vigtigere end de sproglige mangler, jeg måske synes at have oplevet er, at forfatteren vælger at bidrage til en aktuel debat i en helt ny form. Rytme eller ej, digte kan noget, debattekster ikke kan, og denne samling vil sidde i mig længe endnu.





lørdag den 15. juli 2017

Boganmeldelse: Den forkerte vej af Michael Dyst

Jeg fik tilsendt denne som anmeldereksemplar af forlaget Copenhagen Storytellers, men den kan erhverves til den nette sum af DKK 54,- hos WilliamDam.dk
Titel: Den forkerte vej
Forfatter: Michael Dyst
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 80
Forlag: Copenhagen Storytellers

“jeg bærer med smil mine byrder
en rygsæk af tvivl og skyld”

I sidste uge tog jeg den forkerte vej med Michael Dyst. Vi lagde ud med fælles refleksioner over menneskelig erfaring, og med afsæt i Schopenhauer blev vi enige om, at al menneskelig erfaring er overvejende negativ.
Den forkerte vej er en digtsamling bestående af 24 digte, som tager sin læser med ned ad den vej, som ikke kan anerkendes eller genkendes som vejen til et liv, der er værd at leve. I digtsamlingen stiller Michael Dyst skarpt på menneskeskabte sandheder om, at lykke og glæde er de eneste stræbeværdige mål i livet. Undervejs inddrages en lang kulturhistorie, som har lært os, at alt er bedst, når det er fryd og gammen, at vi skal bære vores byrde med et smil eller sågar at hvis vi tæller til ti, så får vi alt det, vi kan li’ (men det var jo løgn, Krumme!), og det er netop disse ’sandheder’, der kommer på tværs med det lyriske jegs levede og erfarede liv.
I en tid, hvor alle jager det meningsfulde, lykkelige liv, hvor den ene selvhjælpsguide erstatter den anden, hvor enhver forventes at være lykkelig, men selv har ansvaret for eget liv og er sin egen lykkes smed, er det forfriskende at læse Dysts tanker om at gå den forkerte vej. Som Den Vilde i Huxleys klassiker, Fagre nye verden, synes Dyst at kræve sin ret til at være ulykkelig og føle livets pinsler i et samfund, som ikke kan anerkende andre veje end vejen til lykke.
Der er ingen tvivl om, at samlingen er faldet i skødet på den rette anmelder, fordi jeg netop selv er meget optaget af, hvordan vaneprægede antagelser om ’den rigtige’ måde at leve på er ekskluderende og voldelig i sin udelukkelse af alle dem, der enten ikke formår at efterleve samfundsbestemte ’sandheder’ eller bare ikke vil. For hvem bestemmer hvad der er rigtigt og hvad, der er forkert? Måske er den forkerte vej i virkeligheden langt mere rigtig for et menneske som vores lyriske jeg i Den forkerte vej, og måske skulle vi gøre op med sådanne følelseshierarkier, som bestemmer at visse følelser (glæde og lykke) har større værdi end andre (sorg og smerte). Som det formentlig kan udledes af anmeldelsen, fik Dyst sat gang i mange spændende tanker, og jeg nød at læse om livets elendigheder. Det var ikke alle digte, der formåede at ramme mig, og visse strofer forsvandt fra mit sind så snart, de var læst. Men de der ikke gjorde, havde en slagkraft som gjorde, at jeg faktisk nød at sige dem højt. Jeg føler mig overbevist om, at det ikke er en samling for alle, fordi den kræver en læser, der er indforstået med og kan acceptere forfatterens præmis om, at lykke ikke er livets absolutte endemål. Men hvis man kan læse med på den præmis, så er jeg sikker på, at store tanker om tilværelsens pinefulde vilkår vil opstå i mødet med den dystre Dyst.
Fire kopper kaffe (med et lille skvis vodka) skal Den forkerte vej nydes med!

søndag den 9. oktober 2016

Boganmeldelse: Undervejs af Tobias Larsen

Digtsamlingen kan købes ved forlaget lige her for DKK 179,- uden porto.
Titel: Undervejs
Forfatter: Tobias Larsen
Udgivelsesår: 2016
Sideantal: 110
Forlag: Copenhagen Storytellers

Forlagets beskrivelse:
’Undervejs’ er en debutdigtsamling af Tobias Larsen, som udspiller sig et sted mellem dreng og mand, et sted ude i nattens jazzede vildskab og inde i det skrøbelige selv. Det er et nutidigt billede af den flyvske kærlighed, skrevet i et beatpoetisk univers, sat til saxofonernes zig-zag mod månen, når man er fanget undervejs i livet.
Tobias Larsen (f. 1991), bosat i København V. Hans tekstunivers er en rytmisk kælen jazz, som er kogt ind med byens lamper, lys og røg. De skildrer på den ene side den helt jordnære levede skrift, men er samtidigt et indblik i sjælens skrøbelighed og lyst til både fordybelse og fortabelse.

Indledende tanker
Jeg blev kontaktet af Michael Fra Copenhagen Storytellers som spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Undervejs. Skæbnen ville, at jeg tidligere samme dag havde arbejdet med 150-års jubilæet for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan, hvor et af de mange events i 2017 er Jazzhouse, som tager danske artister med til Tokyo for at skabe venue-swap. Derfor var det naturligvis vanskeligt at sige nej til at modtage et eksemplar af en jazzet digtsamling fra Tobias Larsen, som i perioder er fast inventar på scenen i Jazzhouse.

Anmeldelse
Tobias Larsen inviterer på en rejse, som allerede starter i første sætning. I stedet for at kassere sine egne indledende tanker og frustrationer, bruger han dem som en begyndende beskrivelse af kampen for at komme i gang – kampen for at udfylde de tomme sider og fange den første sætning.
Udvikling, overgange, forstyrrelser og savn synes at være digtsamlingens essentielle temaer, og nogle af digtene er skrevet med så enormt nærvær, at man som læser rammes der, hvor det gør allermest ondt. Det lyder måske ikke som en god læseoplevelse, men tag ikke fejl – enhver tekst, der er i stand til at fremkalde stærke følelser hos sin læser; hvad enten det er glæde, vrede eller sorg, har i allerhøjeste grad lykkedes med at udfylde sin primære funktion.
Der var digte, som jeg hurtigt læste og ikke tog yderligere notits af, men der var heldigvis også digte, som satte deres spor og nægtede at forlade mine tanker i dagevis. Jeg vil især fremhæve digtet; For sent. For sent er beskrivelsen af alle de ting, man kunne have gjort anderledes i forsøget på at holde fast i den, man elsker. Her vil den umiddelbare tanke måske være, at det er set før, og temaet med alle hvis’erne er selvfølgelig ikke noget nyt, men der er noget helt særligt og anderledes ved Tobias Larsens måde at beskrive den hjerteknusende ”hvis bare jeg"-tilstand, som de fleste nok har oplevet. Alene det at forfatteren har valgt at vende fortællerperspektivet, så fortælleren ikke er den forladte, men den der forlod giver digtet noget helt særligt:

For sent

Hun sagde:

Hvis du havde bedt mig om det
  var jeg blevet
Hvis du havde turdet sige dét
  der kogte indeni
i stedet for at gemme dig
  bag din umenneskelige stolthed
og din psykotiske angst
  for at føle noget som helst

Digtet er fem sider langt, så jeg kan ikke gengive det til fulde her, men dét digt alene er grund nok til at spæne ud og anskaffe sig et eksemplar af Undervejs. Selvom der var digte, som ikke rigtig ramte mig, så ramte dem der fungerede for mig med så stor kraft, at det var fuldstændig ligegyldigt med de, der ikke gjorde.

Tobias Larsen ender sin digtsamling der, hvor han startede. Han vender tilbage til sin kredsen om den første svære sætning, samler op på den lange rejse, som læseren har ledsaget ham på og slutter af med en selvironisk kommentar – og jeg er vild med det! 
Sidste strofe i digtet lyder således:

Gennem det hele
  runger en evig dedikation til dig
men ligesom hele verden
  skal den sidste sætning
    handle om mig


Faktisk er der to blanke sider efterfulgt af det, der i virkeligheden er digtsamlingens sidste digt. Jeg kan ikke helt lure, hvad meningen med det er – måske er det netop at forvirre læseren?
Hvorom alting er, så er Undervejs en varm anbefaling værd. Og jeg tager mig selv i at genlæse flere af mine favoritdigte igen og igen.

Følelser på skrift er svært at mestre, men det lykkes i allerhøjeste grad for Tobias Larsen.