tirsdag den 24. oktober 2017

Boganmelselse: Jeg vågner op som fremmed af Özcan Ajrulovski

[Sponsoreret] Copenhagen Storytellers sendte mig et anmeldereksemplar, og de sælger digtsamlingen til DKK 179,- lige her.
Titel: Jeg vågner op som fremmed
Forfatter: Özcan Ajrulovski
Udgivelsesår: 2017
Sideantal: 120
Forlag: Copenhagen Storytellers

Lyt til mine ord
når jeg taler til dig
før min farve
farver dine pupiller
Før mit navn
giver din tunge
overarbejde
Før min etnicitet
taler til dig
med et billede
jeg ikke er en del af

Da Michael (adm. direktør) fra Copenhagen Storytellers spurgte, om jeg var interesseret i at anmelde Özcan Ajrulovskis digtsamling, Jeg vågner op som fremmed, og beskrev den som “En  fortælling om, at føle sig som fremmed i det land man anser som sit hjemland”, var jeg hurtig til at takke ja. Det er et problemstilling, som har fyldt meget i mit lille hjem – i særlig grad efter hele danskhedsdebatten – da min kæreste indimellem oplever at være fanget i netop den fremmedgørelse, som er omdrejningspunktet i digtsamlingen.
Jeg vågner op som fremmed består af 50 digte, som er inddelt under seks overskrifter; Jeg vågner op som fremmed, Kulturens lænker, Tryghedens patroner, Umenneskelige mennesker, Hævnens tørst og Danne bro. Hvert afsnit repræsenterer en form for tema, som eksempelvis kærlighed, krig, død, fordomme og stigmatisering og alle kan samles under følelsen af ikke helt at høre til nogen steder. Samlingen er en kronologisk jeg-fortælling om forfatterens familiære, men også biologiske arv, og vi starter hos gæstearbejderen, forfatterens far, som i 1966 ankommer til det yndige land, hvor han må sove på gaden til det lykkes at finde et job. Undervejs lærer vi, hvordan en ung dreng udsættes for verbal vold, når han forsøger at sælge julehjerter med sine klassekammerater, og senere hvordan samme dreng – nu en ung mand – bliver bevidst om, at hans fejl har større konsekvenser end hans hvide kammeraters lignende fejl. Vi ender hos – det nu voksne – fortællerjeg, som kæmper med at finde fodfæste i det land, han har rod, hvorfra hans verden går. Endelig når vi bogens ærinde, som er ønsket om at danne bro mellem kulturer, religioner og mennesker, så andre som ham ikke skal føle sig og anses som fremmede der, hvor de er født og opvokset.
Jeg er ovenud begejstret for indholdet. Jeg synes det er vigtigt, og jeg nød at læse højt for min kæreste, hver gang jeg stødte på beskrivelser, som jeg vidste, ville vække genklang i hans indre, men jeg kæmpede med sproget. Jeg kunne ikke finde en rytme, hverken når jeg læste højt eller læste i mit eget indre. Det rytmiske ­– og til en vis grad også det æstetiske – synes at måtte vige på bekostning af forfatterens ønske om at trænge igennem med sit politiske budskab. Og der var også tider, hvor jeg tænkte, om ikke de vigtige ord havde gjort sig bedre som små debattekster eller lignende. Men efterhånden som jeg fik genlæst mange af digtene, gik det op for mig, at æstetikken netop skal findes i de – til tider – sære brud. Der er ikke én eneste verslinje, der er overflødig og alle rammer de med en kraft og sorg, som læseren sent vil glemme. Hvad gør det ved folk, når vi siger ”Men hvor er du rigtigt fra?,” efter de har svaret Albertslund? Hvad gør det ved folk, når de tvinges til at tage afstand fra handlinger så grusomme, at ethvert empatisk og fornuftdrevet væsen naturligvis ville forkaste dem?
Hvad gør det ved folk, at de kaldes mønsterbrydere og godt integreret, når de får en uddannelse og perkere, når de fejler? Hvad gør det ved folk, at man tvinger dem til at vælge mellem danskheden og den religion, de føler et tilhørsforhold til? Hvad gør det ved folk, at vi ser deres hudfarve, øjenfarve og hårfarve før vi lytter til deres ord?
Forfatteren svarer på alle de spørgsmål i en nøgtern og præcis strofe:

Jeg er ikke en flygtning
jeg er hjemme
men sover i gæsteværelset

, hvor han i øvrigt “vågner op som fremmed”. Der leges med metaforer, og de bidrager til, at læseren ­– for hvem følelsen af fremmedhed er ukendt – alligevel forstår, hvordan det må føles altid at sove på gæsteværelset.
Jeg fandt aldrig en rytme, men vigtigere end de sproglige mangler, jeg måske synes at have oplevet er, at forfatteren vælger at bidrage til en aktuel debat i en helt ny form. Rytme eller ej, digte kan noget, debattekster ikke kan, og denne samling vil sidde i mig længe endnu.





Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar