Boganmeldelse: Jeg løb mod Nilen af Alaa a-Aswany

Reklamelink: Bogen kan købes hos Bog & Idé her.

Titel: Jeg løb mod Nilen

Forfatter: Alaa a-Aswany

Oversætter: Victoria Westzynthius

Udgivelsesår: 2019

Sideantal: 508

Forlag: Hr. Ferdinand

I Jeg løb mod Nilen beskriver Alaa al-Aswany begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis. Med denne velskrevne og modige roman demonstrerer han sit imponerende talent for at skabe nuancerede og intense menneskelige portrætter.

2011 er et voldsomt år i Egypten. Cairos gader er fyldt med aktivister, som kræver præsident Mubaraks afgang, og selvom de er indstillet på fredelige protester, bliver de mødt af alt andet end fred og viljen til at gå i dialog.

Vi hører om den egyptiske revolution gennem et mangfoldigt persongalleri, skolelæren Asma og aktivisten Mazen sender hinanden mails med kærlighedserklæringer, frustrationer og vidnesbyrd fra demonstrationerne. Sideløbende følger vi Khalid og Danias umulige kærlighed – han er søn af en fattig vognmand og hun er datter af en magtfuld general.

Ashraf er en skuespiller – og nu også aktivist – som aldrig nåede til tops, fordi han ikke ville bukke under for korruption. Hans hustru forstår ham ikke, men det gør hans tjenestepige Ikram, som han indleder et forhold med, da hustruen flygter fra urolighederne i Cairo ved at flytte hjem til sin familie.

Issam er tidligere kommunist, og han er klar til at ofre hvad som helst, for at få en bedre udsigt fra den sociale rangstige.

Den gudfrygtige Nurhan har banet sig vej til toppen hos landets største tv-selskab, og herfra rapporterer hun om aktivisternes løgne og idioti – også når han selv må være lidt kreativ for at (op)finde disse løgne.

Det rige, mangfoldige persongalleri kan måske synes vanskeligt at få greb om, men hver karakter er lige så levende som de mennesker, du møder i hverdagen, og de indtager lynhurtigt deres pladser i læserens indre.

Jeg løb mod Nilen er en roman fyldt med nuancer. Samtidig med vi får serveret den ene brutalitet efter den anden – dele er så brutale og visuelle, at jeg måtte læse dem, som var de en gyserfilm; med hånden for øjnene og små sprækker jeg kunne se igennem – viser Alaa al-Aswany også, at han har en formidabel humoristisk sans:

"Det er vigtigt at slå fast, at general Alwani aldrig har udnyttet sin stilling til at opnå et eneste privilegie til sig selv eller sin familie … Hvis hajja Tahani eksempelvis informerer ham om, at hendes virksomhed forsøger at erhverve sig en grund i et bestemt guvernement, skynder general Alwani sig at ringe til den pågældende guvernør:

“Hr. guvernør, jeg vil gerne bede Dem om en tjeneste.”

Guvernøren svarer straks:

“Javel, hr.” 

Så meddeler generalen med beslutsom stemme:

“Zamzam-selskabet har udvist interesse for en grund i Deres guvernement. Dette selskab tilhører min svoger , hajj Nasir Talima. Den tjeneste, jeg gerne vil bede Dem om, hr. guvernør, er, at De behandler hajj Nasir som alle andre entreprenører. Min bøn til Dem er, at De holder Dem til loven og ikke gør forskel.”

Efter en kort tavshed svarer guvernøren så:

“Deres Excellence lærer os om upartiskhed og uegennytte.”

Hvorefter generalen afbryder ham og siger:

“Gud forbyde korruption. Jeg er egypter, og jeg elsker mit land. Jeg er muslim, og jeg accepterer intet, der går imod religionen.”

Når Zamzam-selskabet bagefter får tildelt grunden, føler general Alwani ingen skam. Han henvendte sig til den ansvarlige og bad ham om ikke at give ham om ikke at give ham særbehandling. Hvad mere kunne han have gjort?"

Disse tragikomiske passager der afslører, hvordan korruption kan affejes som retskaffenhed, er nødvendige afbræk fra læsningen om den massakre og de lemlæstelser, der foregår overalt i Cairo. Alle ønsker friheden til at leve det liv, de drømmer om, men de rige og magtfulde har ikke brug for en revolution. De kan købe sig til livets gaver, hvad end det drejer sig om social status, rangtitel eller sågar mellemmenneskelige relationer såsom begær. Den rige får, hvad den rige ønsker, og frihed er elitens privilegie.

Ved at inddrage ægte vidneudsagn fra de aktivister, der deltog i den egyptiske revolution, får Alaa al-Aswany skabt en knusende sorgfuld stemning og vist, at det til stadighed er nødvendigt at kæmpe for menneskerettigheder.

Bogen er forbudt i Egypten. Selvfølgelig er den det – den er gennemsyret af kritik og foragt over for det militære styre og eliten, med andre ord over for alle dem, der har en stemme i landet.

Det er en modig og vanvittigt velskrevet roman, og Alaa al-Aswany beskriver begær, undertrykkelse, hykleri og magtmisbrug på fuldstændig opslugende vis.

Alle bør læse Jeg løb mod Nilen.