Boganmeldelse: Seikatsu – japansk hverdag af Asger Røjle Christensen

[Sponsoreret] Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra Turbine, men den interessante og meget oplysende bog kan også erhverves her til DKK 207,-.

Titel: Seikatsu – japansk hverdag

Forfatter: Asger Røjle Christensen

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 257

Forlag: Turbine

I 30 år har journalist, forfatter, foredragsholder og rejseleder, Asger Røjle Christensen, beskæftiget sig med Japan, og nu tilbyder han en lettilgængelig introduktion til japansk kultur, som må anbefales til alle med den mindste interesse i Japan!

Jeg har ikke helt ord til at beskrive de følelser, der gik igennem mig, da jeg åbnede overraskelsespakken fra Forlaget Turbine med Asger Røjles nye bog Seikatsu – japansk hverdag. Jeg blev overmandet af et savn så stort, at det tog fysisk form og omdannedes til en lille tåre i øjenkrogen. Til de læsere, hvis næse det er gået forbi, tilbragte jeg halvdelen af 2016 og starten af 2017 i Tokyo, hvor jeg var i praktik på Danmarks Ambassade. Og selvom det jo kun var for en ganske kort stund, lærte jeg i den grad at forstå baggrunden for Asger Røjles kærlighed til og fascination af solens rige. Jeg har aldrig haft den der Japan-fascination, som er så meget en ting, at der er et ord for den fremmedes iver efter at gøre sig selv japansk (weeaboo), og faktisk var det også mere eller mindre tilfældigt, at det lige var i Japan, jeg havnede. Men nu ved jeg, at der er utallige grunde til at holde af Japan, og disse blev i allerhøjeste grad genopfrisket i Seikatsu – japansk hverdag.

I bogen tilbyder forfatteren et indblik i japanernes hverdag, lige fra pendlerkultur og genbrugsvaner til nye fænomener og ældgamle traditioner. Den er en samling af forfatterens publikationer på websiden og blogfællesskabet POV, og for mig var de faktisk et kærkomment gensyn med en lang række artikler, jeg modtog i min mailindbakke under opholdet på ambassaden. Samlingen består af 38 udvalgte særheder, finurligheder, forbilledlige eksempler og horisontudvidende fakta om Japan og japansk mentalitet, og det er min påstand at alle, som har gjort ophold i Japan vil kunne nikke genkendende til mange af de beskrevne fænomener og tendenser.

For blot at nævne nogle få af de tekster, der gjorde særligt indtryk på mig, kan jeg fremhæve afsnittet om Japans lave kriminalitet, som betyder at det er fuldstændig normalt at lade sin pung, mobil eller computer ligge fremme på en café, mens man lige smutter på toilet eller går op og bestiller sin mad. Det var også interessant at læse afsnittet om cyklister i Japan, som forfatteren refererer til som “Japans sande anarkister”. Alt er så ordentligt i Japan, alle står pænt i kø, venter tålmodigt og tager generelt meget stort hensyn til hinanden og til det, står cykelkulturen i skarp kontrast. Forfatteren nævner, at der er kontakt mellem den danske ambassade og Japans cyklistforbund, fordi man gerne vil lære af dansk cykelkultur, og det var selvfølgelig sjovt for mig at læse, fordi jeg deltog i de møder under mit ophold, men også fordi jeg selv var en af de sindssyge cyklister. En anden ting, som ofte kommer bag på folk er, at Japan, som må siges at være et teknologisk forgangsland, stort set kun benytter sig af kontant betaling. Derudover er der talrige andre interessante afsnit – ja, faktisk er der ikke andet – om for eksempel genbrugsvaner (de er så seje til at genbruge hvad som helst, og selv i min 12 kvadratmeters lejlighed var der prioriteret fire forskellige skraldespande, så jeg kunne sortere almindeligt husholdningsaffald fra glas, plastik og papir), og den uskrevne regel om at alle medbringer en pose til affald, når de skal ud, som de bærer rundt på, til de møder en skraldespand, og det gør man faktisk kun meget sjældent, fordi man forsøger at undgå skraldespandssultne krager.

Nu blev det en længere anmeldelse, men i virkeligheden kan det siges ganske kort: Hvis du enten har været i Japan, gerne vil til Japan eller har bare den mindste smule interesse i japansk kultur, så er du selvskrevet til at læse Seikatsu – japansk hverdag! Den er overskuelig, oplysende og lettilgængelig, og jeg kan ikke komme i tanke om en eneste grund til ikke at læse den! Seks dejlige kopper kaffe – eller skulle vi sige matcha i dagens anledning? – herfra.

PS: Hvis du er nysgerrig efter at læse mere om mine oplevelser i Japan, så oprettede jeg denne personlige rejseblog kort inden afrejse, hvor jeg også præsenterer en lang række kulturchok.

Boganmeldelse: Oplev Japan af Lonely Planet (Turbulenz)

Oplev Japan kan købes til her til DKK 199,-.

Titel: Oplev Japan – Lonely Planets Guide til de største oplevelser

Forfatter: Lonely Planet

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 413

Forlag: Turbulenz

”Modebloggerne taler om must-haves, og jeg kan nu konstatere, at der altså også eksisterer must-haves for bogbloggere (og alle andre), som rejser til Japan.”

Da jeg i sin tid (august 2016) fandt ud af, at jeg skulle på praktikophold i Japan, måtte jeg straks granske nettet for god rejselitteratur. I min søgen fandt jeg hurtigt ud af, at Lonely Planets rejsebøger bliver udgivet på dansk af Forlaget Turbulenz, og jeg var ikke mange minutter om at skrive til dem for at høre, om de ville sponsorere lidt rejselitteratur. Det ville de heldigvis gerne og derfor har jeg både haft Oplev Japan og Pocket Tokyo med på min rejse.

Oplev Japan er opdelt i kapitlerne; ’Planlæg turen’, ’Oplev Japan’, ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Første kapitel ’Planlæg turen’ er en overskuelig oversigt over de bedste oplevelser, rejseruter og events. Kapitlet ’Oplev Japan’ er en introduktion til de største byer og bedste øer med guides til gode spisesteder, hoteller og turistattraktioner. I tredje kapitel ’Fokus på’ er der fokus på Japans historie, landets skikke og kultur. Sidste kapitel ’Overlevelsesguide’ er – ikke overraskende – en guide til at overleve i Japan.

Jeg har læst hele bogen, og efter at have boet i Japan i et halvt års tid, føler jeg mig ganske godt klædt på til at anmelde den med udgangspunkt i mine bedste (og værste) oplevelser. Da jeg ikke har rejst overalt i Japan, vil anmeldelsen tage udgangspunkt i den generelle info om landet og den info, der knytter sig til Tokyo og Japans sydvestlige øer.

Informationen om Tokyo er både overskuelig og brugbar, og bogen kommer med bud på, hvordan den rejsende kan få mest muligt ud af sin tur ved at komme med forslag til, hvad man skal nå på to, tre og fire dage eller en hel uge. Derudover er der brugbare forslag til, hvornår det er smart at rejse alt efter, om den rejsende søger varme, kirsebærtræer i fuldt flor eller festivaller.

De bedste og mest brugbare afsnit for mig var uden tvivl ’Fokus på’ og ’Overlevelsesguide’. Japans kultur adskiller sig meget fra den danske, og der er mange småting, som den rejsende med fordel kan være opmærksom på hjemmefra. Vidste du for eksempel, at du hverken må gå i svømmehal eller onsen (japansk bad), hvis du har tatoveringer? Eller at det anses som decideret uhøfligt at efterlade drikkepenge på en restaurant? Den slags små informationer er der mange af, og de er altså nyttige, når man er i et fremmed land og gerne vil vise, at man respekterer deres kultur.

Der er også et kapitel om sikkerhed i Japan. Her nævnes problemerne med japanske mænd, der tager på kvinder i togene, når man bliver stuvet tæt sammen. Og man står tæt, så tæt at man hverken kan løfte sin hånd for at klø sig i panden eller finde noget i sin lomme. Jeg oplevede dog ingen ubehagelige ting, og det var mit (og mine kollegers) generelle indtryk, at der er en tendens til at lægge meget stor vægt på de få gange, den slags er sket, netop fordi Japan er så sikkert et land, at de tager alle forbrydelser meget alvorligt og sætter hårdt ind for at stoppe ethvert lovbrud.

Derudover var jeg meget begejstret for den store mængde information om Japans historie. Jeg har altid elsket historie, og viden om et lands historie gør det jo unægteligt lettere at forstå, hvorfor landet ser ud som det gør i dag, og hvor det, der for en dansker kan synes at være kulturelle ”særheder”, kommer fra.

En anden ting, som er værd at fremhæve er bogens størrelse, som var helt perfekt. Jeg synes ofte, at Lonely Planets bøger bliver for tykke og tunge, og jeg vil gerne have mulighed for at have dem med i tog, bus mm. Denne kunne være i min taske, den var lidt tung, men jeg ville helst ikke have undværet nogle af dens informationer, og til den lille håndtaske havde jeg min Pocket Tokyo.

Alt i alt var det en letlæselig og uundværlig rejsemakker, som jeg kun kan anbefale alle at medbringe på deres rejse til Japan.

Se alle Turbulenz' Lonely Planet oversættelser lige her.

.

Julekonkurrence

Hvis du ikke giver meget for dit juleheld, så kan bogen købes her. ;)

Nu varer det ikke længe før de fleste af jer sidder og mæsker jer i andesteg, brun sovs og risalamande. Her i Japan er der tradition for at tage på KFC juleaften, hvor der bydes på den særlige julemenu - nej, jeg laver faktisk ikke sjov. Man skal bestille bord, og alt er "desværre" booket nu. Men selvom jeg går glip af friturestegt kylling på KFC, vil jeg alligevel gøre mit bedste for at tilføje et drys japansk til jeres jul i Danmark.

Derfor udlodder jeg i samarbejde med Forlaget Klim Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende, som efter min mening er et af Murakamis allerstørste værker.

Det eneste du skal gøre for at deltage er at ... 

• følge mig og Forlaget Klim på Instagram
• fortælle om din største læseoplevelse i 2016
• tag en ven/veninde, som burde læse mere Murakami

Du kan både deltage her og på min Instagramprofil (@bookmeupscotty) – deltager du begge steder, dobles dine vinderchancer.

Vinderen trækkes juleaftensdag 2016. 

Og det med småt: Husk jeg er otte timer foran jer. Og vær opmærksom på, at vinderen nok først modtager bogen i det nye år, da de søde mennesker hos Forlaget Klim selvfølgelig også skal have fri i julen (til at læse velsagtens).

Held og lykke! :)

Om bogen:

To fortællinger, der foregår i vidt forskellige universer, løber parallelt i et af Haruki Murakamis hovedværker.

I den ene er handlingen lagt i storbyen Tokyo i en ikke fjern fremtid, hvor den sidste overlevende fra et uhyggeligt hjerneeksperiment involveres i en hæsblæsende højteknologisk informationskrig, som byder på indtrængende små monstre, en vanvittig forsker dybt nede i kloakkerne under byen og en underskøn bibliotekar med en meget stor appetit.

I den anden fortælling er vi hensat til ’Verdens Ende’, en stille, afsondret og tidløs verden omgivet af en høj mur, hvor den navnløse fortæller brutalt skilles fra sin skygge og må forsøge at tolke de drømme, der stadig rummes i lysende enhjørningekranier.

Uafvendeligt nærmer de to universer sig hinanden.

Når filmen ødelægger læseoplevelsen

Billedet er hapset fra Bog & Idé Blog, som jeg håber vil skåne mig for sagsanlæggelse for at stjæle deres billede. ;) Det er lidt af en udfordring med bogbilleder, mens jeg bor i Tokyo.

Den 6. oktober udkom Jussi Adler Olsens nyeste bog i Afdeling Q-serien; Selfies. Jeg har læst de fleste af forfatterens bøger, herunder Afdeling Q-serien, og i mine øjne er Adler Olsen en eminent krimiforfatter med sans for uventede plots og cliffhangers, som lokker læseren ud i endnu et kapitel. Fælles for de bøger, jeg har læst af ham var, at siderne vendte sig selv og at jeg afsluttede dem med længsel efter mere – bortset fra én. Det vender jeg tilbage til.
Ved alle Adler Olsens bøger har jeg aktivt holdt øje med udgivelsesdatoer og været klar til at købe, så snart de udkom, fordi de har været den ultimative pause fra daglig stress og jag. Da jeg så, at Selfies var udkommet, gik det op for mig, at jeg denne gang slet ikke havde fulgt bogens rejse og at jeg egentlig heller ikke havde travlt med at få den bestilt. Den sidste bog jeg læste var således Den grænseløse, men noget var helt forkert.
Forinden læsningen havde jeg set Zentropas filmatisering af Kvinden i buret og Fasandræberne, hvor Nikolaj Lie Kaas spiller Carl Mørck og Fares Fares spiller Assad. Jeg tror, de fleste læsere har oplevet skuffelse over filmatiseringen af en bog, som de har læst med stor fornøjelse. Og for mit vedkommende har Afdeling Q-filmene sprængt alle rekorder for dårligt filmatiseret litteratur. Udover at flere af bøgernes væsentlige karakterer er udeladt, er et af mine store problemer med filmatiseringen castingen. Tag ikke fejl; jeg elsker Nikolaj Lie Kaas, men han er jo ikke i nærheden af at være den Carl Mørck, Adler Olsen beskriver i sine bøger. Han er simpelthen for poleret og lækker til rollen som udbrændt vicekriminalkommisær. Assad er ligeledes castet helt forkert, han er gået fra at være en halvkikset, renhjertet karakter med utallige sjove kamel-lignelser til at være stilet, sej og afdæmpet.
Jeg anmelder jo ikke film, og jeg ved heller ikke meget om, hvad der kendetegner en god film eller hvordan den bør opbygges. Men jeg ved, at filmatiseringen har ødelagt min læseoplevelse med Afdeling Q-bøgerne. Jeg nævnte i starten, at en enkelt bog ikke vækkede begejstring hos mig, og denne bog var Den grænseløse. Jeg læste den efter at have set filmene, og jeg kunne simpelthen ikke vende tilbage til mit eget indre billede af Carl Mørck og Assad. Jeg blev hele tiden forstyrret af Nikolaj Lie Kaas og Fares Fares, som i mine øjne slet ikke hører hjemme i de historier. Af samme grund har jeg ikke haft travlt med at få anskaffet Selfies, da jeg tvivler på, jeg overhovedet kan nyde læsningen af den. Det ærgrer mig helt vildt, for Adler Olsen har uden sammenligning givet mig nogle af mine bedste krimi-læseoplevelser.
Jussi Adler Olsen har selv været utilfreds med Zentropas filmatisering, hvilket er årsagen til, at de ikke har fået rettighederne til de følgende film. Istedet har Nordisk Film fået lov at overtage, men jeg tror umiddelbart, at de holder fast i Zentropas casting. Jeg tror bare, at jeg fremover nøjes med bøgerne.

Hvad har jeres oplevelser være med bøgerne og filmatiseringen?

Læsevaner og manglende tid

Jeg kan ikke huske, hvornår i mit liv – hvis nogensinde – jeg har måtte nedprioritere læsning i samme grad, som jeg gør det lige nu. Og jeg hader det!

Jeg læser primært af to grunde; den ene grund er, at det er den ultimative afslapning for mig – en slags kilde til indre ro. Den anden grund er, at den levede hverdag naturligvis ikke altid kan være et eventyr, et drama eller en kærlighedshistorie, men med en god bog, kan jeg alligevel komme hele følelsesregistret igennem på en enkelt dag og flygte lidt, når det virkelige liv bliver trivielt.

Efter jeg er flyttet til Tokyo, har jeg været nødsaget til at ændre på mine læsevaner, som I Danmark var en fast rutine med læsning om morgenen på udvalgte, stile dage, om eftermiddagen på udvalgte dage og hver aften (jeg ser stort set aldrig TV, så det giver god læsetid). Aftenlæsning har især været vigtigt for mig, fordi jeg hele mit liv har haft svært ved at sove, og læsningen hjælper med at blokere for tankemylder, fordi jeg kan ligge og tænke på bogens handling, fremfor morgendagens gøremål eller dagens uløste opgaver.

Sidst, men ikke mindst, var der selvfølgelig også weekenderne, hvor jeg kunne bruge en hel søndag under et tæppe på sofaen, med en varm kop kaffe og en god bog.

Min nuværende mødetid hedder 9-17, så eftermiddagen er i hvert fald udelukket. Og jeg prioriterer selvfølgelig så vidt muligt at komme ud og opleve, så snart jeg har fri. Derfor bliver der heller ikke læst det store i weekenderne, fordi jeg får lidt dårlig samvittighed, hvis ikke jeg tager ud og oplever Tokyo, når muligheden er der.

Imidlertid har jeg udviklet nye læsevaner, som dog ikke er af samme rutinemæssige karakter, som dem i Danmark. I Tokyo har jeg altid en bog i tasken og den ryger fluks op, når jeg venter på toget, står i toget eller drikker en kop kaffe. Der er ingen tvivl om, at læsning har en anden funktion her eller at det i hvert fald bruges som en flygtig afledning i den typiske japanske 70-timers arbejdsuge. Jeg ved selvfølgelig godt, at pendlere i Danmark også læser, men her hiver folk deres bog frem, læser en halv side eller et par linjer, for så at stå af på næste stop, og det er altid muligt, fordi ingen taler, når de sidder i togene, Nu er jeg selv begyndt at gøre det samme, hvilket betyder, at jeg kommer til at savne fordybelsen i min læsning. Jeg er sikker på, I ved, hvad jeg mener. Den oplevelse, der først opstår, når man lige har læst et par kapitler og har svært ved at stoppe igen. Det savner jeg! En anden ting, som virkelig krævede indre overtalelse var, at læsningen oftest må foregå stående med én hånd, hvilket betyder, det oftest er nødvendigt at bøje bogryggen. Oh, rædsel! Oh, jammer! Oh, klage! (gæt en bog!). Hvordan har I det med bøjede bogrygge?

Boganmeldelse: Tidens væsen af Ruth Ozeki

Bogen kan købes på plusbog.dk til DKK 234,- uden medlemskab (DKK 199,- med medlemskab).

Titel: Tidens væsen

Forfatter: Ruth Ozeki

Udgivelsesår: 2015 (dansk udgave)

Sideantal: 442

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub) med tilladelse fra Tiderne Skifter

Bagsidetekst:

Tidens væsen er historien om to kvinder på hver sin side af et ocean, der både er geografisk og mentalt. Den ene er Nao, en 16-årig pige som bor i Tokyo, der har skrevet dagbog som optakt til sit selvmord. Den anden hedder Ruth og er forfatter bosat i British Columbia, i Canada. Nao har pakket sin dagbog ned i en forseglet madkasse og sat den til havs – og Ruth, på den anden side af verdenshavet, finder den gemt som et eksemplar af Prousts På sporet af den tabte tid. Det bliver startskuddet til en udveksling mellem de to, teenageren og den midaldrende kvinde, hen over afstande, der på én og samme tid er fysiske, personlige, mentale og spirituelle – en kommunikation der måske netop derfor bliver meget intim.

Anmeldelse

Jeg fik anbefalet at læse Tidens væsen af et familiemedlem, da vi fandt ud af, at jeg skulle til Tokyo. Hun fortalte, at det var en god bog, og at jeg sikkert ville finde det sjovt, at meget af handlingen finder sted i Tokyo.

Generelt holder jeg meget af at læse bøger, hvor handlingen udspilles der, hvor jeg selv befinder mig, så jeg syntes selvfølgelig, at det var en god ide.

Bogen er opdelt i to sideløbende historier, og kapitlerne er personlige tilhørende henholdsvis Nao og Ruth. Første kapitel tilhører Nao. Alle Naos kapitler er dagbogsskriverier, og derfor fortalt i jeg-person i en meget uformel og teenageagtig tone. Jeg skulle virkelig lære Nao ordentligt at kende for at kunne holde hendes kapitler ud. Hendes sprog irriterede mig og det samme gjorde hendes umiddelbare fjendtlighed over for alt og alle i denne verden. Men jeg læste videre fordi hun beskrev en by og et land, som jeg selv var ved at lære at kende. (Dét og så fordi jeg altid læser en bog færdig, når jeg først er startet. Det skylder man den ligesom, føler jeg).

Nao er født i Tokyo, men opvokset i Californien, hvor hendes far arbejdede for en succesfuld IT-virksomhed. Den officielle forklaring lyder, at faren mistede jobbet, som følge af IT-boblens brist, men sandheden viser sig at være af en mere nobel karakter. Uden nogen indkomst ser familien sig nødsaget til at flytte tilbage til Tokyo, og 16-årige Nao må vende ryggen til alt det, hun kender og forsøge at passe ind i hendes nye japanske tilværelse.

Ruths kapitler er noget anderledes, og fortalt i 3. person. Faktisk lykkedes det mig at blive forvirret over dette fortællerskift stort set hver gang et nyt kapitel blev påbegyndt.

Ruth lever et stille liv i British Columbia i Canada, hvor hun bor med sin mand, Oliver og deres kat, Pesto. Ruth er oprindeligt fra New York, hvis pulserende liv hun ofte længes efter og hendes egen beskrivelse af hendes nuværende liv er, at det ”passerer forbi”.

På en af hendes vanlige gåture langs stranden, finder hun en madkasse, som er skyllet ind på bredden. Madkassen viser sig at indeholde en ung piges dagbog, et ur og en stak gamle breve. Ruths fund bliver optakten til en nærmest sjælelig forbindelse mellem den hende selv og teenageren, Nao i Tokyo.

Dagbogen er historien om Naos noget usædvanlige teenageliv i Tokyo, som ikke blot er den sædvanlige kamp for at passe ind, men snarere kampen for at komme helskindet gennem dagen.

Selvom jeg lærte at leve med Naos udtryksform, så kom jeg aldrig til at holde af den. Hendes kapitler blev en kilde til irritation for mig og trods bogens mange dybe og smukke passager om tid, væren og det frie menneske, sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg havde kedet mig med læsningen. De eneste tidspunkter jeg for alvor nød læsningen var under de mange, grundige beskrivelser af Tokyo (det skyldtes nok primært, at jeg selv var i færd med at udforske samme by under læsningen) og når der blev filosoferet over tid og frihed. Passagerne om tid og frihed fortjener dog massevis af ros. De var dybe, velskrevne og indbød til refleksion. Jeg fæstnede mig særligt ved følgende passage:

”Gamle Jiko er ekstremt omhyggelig med sin tid. Hun gør alting meget, meget langsomt, også selv når hun bare sidder på verandaen og kigger på guldsmedende, som svirrer doven rundt omkring havedammen. Hun siger, at hun gør alting meget, meget langsomt  for at sprede tiden ud, sådan så hun får mere ud af den, og dermed kan leve længere, hvorefter hun ler (…)” 

                                                                                                                                                           

Selvom den gamle Jiko laver sjov, når hun fortæller, hvordan hun får mere tid ved at gøre alting langsomt, så blev passagen siddende i mig, fordi jeg – som så mange andre – netop gør det modsatte. Jeg forsøger at gøre alting hurtigt og effektivt, for at få mere tid, men i virkeligheden har det måske modsat effekt, fordi tiden så netop forsvinder, uden jeg bemærker det.

Jeg ved, at bogen har fået flotte anmeldelser både her i Danmark, men absolut også i internationalt regi. Men sandheden er, at jeg ikke helt forstår hvorfor og jeg må indrømme, at det var en lettelse, da jeg nåede sidste side.

Afslutningsvis bør jeg måske nævne, at jeg tror en bog og dens forfatter kommer på overarbejde, når det virkelige liv pludselig bliver et vaskeægte eventyr, og det er svært at vide, om jeg havde haft en anden læseoplevelse, hvis jeg havde siddet i vante rammer i Odense.