Boganmeldelse: Undervejs af Tobias Larsen

Digtsamlingen kan købes ved forlaget lige her for DKK 179,- uden porto.

Titel: Undervejs

Forfatter: Tobias Larsen

Udgivelsesår: 2016

Sideantal: 110

Forlag: Copenhagen Storytellers

Forlagets beskrivelse:

’Undervejs’ er en debutdigtsamling af Tobias Larsen, som udspiller sig et sted mellem dreng og mand, et sted ude i nattens jazzede vildskab og inde i det skrøbelige selv. Det er et nutidigt billede af den flyvske kærlighed, skrevet i et beatpoetisk univers, sat til saxofonernes zig-zag mod månen, når man er fanget undervejs i livet.

Tobias Larsen (f. 1991), bosat i København V. Hans tekstunivers er en rytmisk kælen jazz, som er kogt ind med byens lamper, lys og røg. De skildrer på den ene side den helt jordnære levede skrift, men er samtidigt et indblik i sjælens skrøbelighed og lyst til både fordybelse og fortabelse.

Indledende tanker

Jeg blev kontaktet af Michael Fra Copenhagen Storytellers som spurgte, om jeg ville være interesseret i at anmelde Undervejs. Skæbnen ville, at jeg tidligere samme dag havde arbejdet med 150-års jubilæet for diplomatiske forbindelser mellem Danmark og Japan, hvor et af de mange events i 2017 er Jazzhouse, som tager danske artister med til Tokyo for at skabe venue-swap. Derfor var det naturligvis vanskeligt at sige nej til at modtage et eksemplar af en jazzet digtsamling fra Tobias Larsen, som i perioder er fast inventar på scenen i Jazzhouse.

Anmeldelse

Tobias Larsen inviterer på en rejse, som allerede starter i første sætning. I stedet for at kassere sine egne indledende tanker og frustrationer, bruger han dem som en begyndende beskrivelse af kampen for at komme i gang – kampen for at udfylde de tomme sider og fange den første sætning.

Udvikling, overgange, forstyrrelser og savn synes at være digtsamlingens essentielle temaer, og nogle af digtene er skrevet med så enormt nærvær, at man som læser rammes der, hvor det gør allermest ondt. Det lyder måske ikke som en god læseoplevelse, men tag ikke fejl – enhver tekst, der er i stand til at fremkalde stærke følelser hos sin læser; hvad enten det er glæde, vrede eller sorg, har i allerhøjeste grad lykkedes med at udfylde sin primære funktion.

Der var digte, som jeg hurtigt læste og ikke tog yderligere notits af, men der var heldigvis også digte, som satte deres spor og nægtede at forlade mine tanker i dagevis. Jeg vil især fremhæve digtet; For sent. For sent er beskrivelsen af alle de ting, man kunne have gjort anderledes i forsøget på at holde fast i den, man elsker. Her vil den umiddelbare tanke måske være, at det er set før, og temaet med alle hvis’erne er selvfølgelig ikke noget nyt, men der er noget helt særligt og anderledes ved Tobias Larsens måde at beskrive den hjerteknusende ”hvis bare jeg"-tilstand, som de fleste nok har oplevet. Alene det at forfatteren har valgt at vende fortællerperspektivet, så fortælleren ikke er den forladte, men den der forlod giver digtet noget helt særligt:

For sent

Hun sagde:

Hvis du havde bedt mig om det

  var jeg blevet

Hvis du havde turdet sige dét

  der kogte indeni

i stedet for at gemme dig

  bag din umenneskelige stolthed

og din psykotiske angst

  for at føle noget som helst

Digtet er fem sider langt, så jeg kan ikke gengive det til fulde her, men dét digt alene er grund nok til at spæne ud og anskaffe sig et eksemplar af Undervejs. Selvom der var digte, som ikke rigtig ramte mig, så ramte dem der fungerede for mig med så stor kraft, at det var fuldstændig ligegyldigt med de, der ikke gjorde.

Tobias Larsen ender sin digtsamling der, hvor han startede. Han vender tilbage til sin kredsen om den første svære sætning, samler op på den lange rejse, som læseren har ledsaget ham på og slutter af med en selvironisk kommentar – og jeg er vild med det! 

Sidste strofe i digtet lyder således:

Gennem det hele

  runger en evig dedikation til dig

men ligesom hele verden

  skal den sidste sætning

    handle om mig

Faktisk er der to blanke sider efterfulgt af det, der i virkeligheden er digtsamlingens sidste digt. Jeg kan ikke helt lure, hvad meningen med det er – måske er det netop at forvirre læseren?

Hvorom alting er, så er Undervejs en varm anbefaling værd. Og jeg tager mig selv i at genlæse flere af mine favoritdigte igen og igen.

Følelser på skrift er svært at mestre, men det lykkes i allerhøjeste grad for Tobias Larsen.

Boganmeldelse: Tidens væsen af Ruth Ozeki

Bogen kan købes på plusbog.dk til DKK 234,- uden medlemskab (DKK 199,- med medlemskab).

Titel: Tidens væsen

Forfatter: Ruth Ozeki

Udgivelsesår: 2015 (dansk udgave)

Sideantal: 442

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub) med tilladelse fra Tiderne Skifter

Bagsidetekst:

Tidens væsen er historien om to kvinder på hver sin side af et ocean, der både er geografisk og mentalt. Den ene er Nao, en 16-årig pige som bor i Tokyo, der har skrevet dagbog som optakt til sit selvmord. Den anden hedder Ruth og er forfatter bosat i British Columbia, i Canada. Nao har pakket sin dagbog ned i en forseglet madkasse og sat den til havs – og Ruth, på den anden side af verdenshavet, finder den gemt som et eksemplar af Prousts På sporet af den tabte tid. Det bliver startskuddet til en udveksling mellem de to, teenageren og den midaldrende kvinde, hen over afstande, der på én og samme tid er fysiske, personlige, mentale og spirituelle – en kommunikation der måske netop derfor bliver meget intim.

Anmeldelse

Jeg fik anbefalet at læse Tidens væsen af et familiemedlem, da vi fandt ud af, at jeg skulle til Tokyo. Hun fortalte, at det var en god bog, og at jeg sikkert ville finde det sjovt, at meget af handlingen finder sted i Tokyo.

Generelt holder jeg meget af at læse bøger, hvor handlingen udspilles der, hvor jeg selv befinder mig, så jeg syntes selvfølgelig, at det var en god ide.

Bogen er opdelt i to sideløbende historier, og kapitlerne er personlige tilhørende henholdsvis Nao og Ruth. Første kapitel tilhører Nao. Alle Naos kapitler er dagbogsskriverier, og derfor fortalt i jeg-person i en meget uformel og teenageagtig tone. Jeg skulle virkelig lære Nao ordentligt at kende for at kunne holde hendes kapitler ud. Hendes sprog irriterede mig og det samme gjorde hendes umiddelbare fjendtlighed over for alt og alle i denne verden. Men jeg læste videre fordi hun beskrev en by og et land, som jeg selv var ved at lære at kende. (Dét og så fordi jeg altid læser en bog færdig, når jeg først er startet. Det skylder man den ligesom, føler jeg).

Nao er født i Tokyo, men opvokset i Californien, hvor hendes far arbejdede for en succesfuld IT-virksomhed. Den officielle forklaring lyder, at faren mistede jobbet, som følge af IT-boblens brist, men sandheden viser sig at være af en mere nobel karakter. Uden nogen indkomst ser familien sig nødsaget til at flytte tilbage til Tokyo, og 16-årige Nao må vende ryggen til alt det, hun kender og forsøge at passe ind i hendes nye japanske tilværelse.

Ruths kapitler er noget anderledes, og fortalt i 3. person. Faktisk lykkedes det mig at blive forvirret over dette fortællerskift stort set hver gang et nyt kapitel blev påbegyndt.

Ruth lever et stille liv i British Columbia i Canada, hvor hun bor med sin mand, Oliver og deres kat, Pesto. Ruth er oprindeligt fra New York, hvis pulserende liv hun ofte længes efter og hendes egen beskrivelse af hendes nuværende liv er, at det ”passerer forbi”.

På en af hendes vanlige gåture langs stranden, finder hun en madkasse, som er skyllet ind på bredden. Madkassen viser sig at indeholde en ung piges dagbog, et ur og en stak gamle breve. Ruths fund bliver optakten til en nærmest sjælelig forbindelse mellem den hende selv og teenageren, Nao i Tokyo.

Dagbogen er historien om Naos noget usædvanlige teenageliv i Tokyo, som ikke blot er den sædvanlige kamp for at passe ind, men snarere kampen for at komme helskindet gennem dagen.

Selvom jeg lærte at leve med Naos udtryksform, så kom jeg aldrig til at holde af den. Hendes kapitler blev en kilde til irritation for mig og trods bogens mange dybe og smukke passager om tid, væren og det frie menneske, sad jeg tilbage med en følelse af, at jeg havde kedet mig med læsningen. De eneste tidspunkter jeg for alvor nød læsningen var under de mange, grundige beskrivelser af Tokyo (det skyldtes nok primært, at jeg selv var i færd med at udforske samme by under læsningen) og når der blev filosoferet over tid og frihed. Passagerne om tid og frihed fortjener dog massevis af ros. De var dybe, velskrevne og indbød til refleksion. Jeg fæstnede mig særligt ved følgende passage:

”Gamle Jiko er ekstremt omhyggelig med sin tid. Hun gør alting meget, meget langsomt, også selv når hun bare sidder på verandaen og kigger på guldsmedende, som svirrer doven rundt omkring havedammen. Hun siger, at hun gør alting meget, meget langsomt  for at sprede tiden ud, sådan så hun får mere ud af den, og dermed kan leve længere, hvorefter hun ler (…)” 

                                                                                                                                                           

Selvom den gamle Jiko laver sjov, når hun fortæller, hvordan hun får mere tid ved at gøre alting langsomt, så blev passagen siddende i mig, fordi jeg – som så mange andre – netop gør det modsatte. Jeg forsøger at gøre alting hurtigt og effektivt, for at få mere tid, men i virkeligheden har det måske modsat effekt, fordi tiden så netop forsvinder, uden jeg bemærker det.

Jeg ved, at bogen har fået flotte anmeldelser både her i Danmark, men absolut også i internationalt regi. Men sandheden er, at jeg ikke helt forstår hvorfor og jeg må indrømme, at det var en lettelse, da jeg nåede sidste side.

Afslutningsvis bør jeg måske nævne, at jeg tror en bog og dens forfatter kommer på overarbejde, når det virkelige liv pludselig bliver et vaskeægte eventyr, og det er svært at vide, om jeg havde haft en anden læseoplevelse, hvis jeg havde siddet i vante rammer i Odense.

Tak er kun et fattigt ord ...

Men det er alt hvad jeg har.
Jeg kan næppe beskrive, hvilken fantastisk følelse det er at sidde helt alene i et fremmed land og få opdateringer hjemmefra. Denne følelse blev tredoblet, da opdateringen denne gang var afsløringen af, at mine fantastiske læsere hjemme i Danmark har nomineret mig til Danish Book Blog Award. Jeg er så overvældet og overrasket, at jeg ikke helt kan sætte ord på det. Jeg håber, I kan mærke min glæde og taknemlighed, selvom afstanden er stor og at I har lyst til at stemme på mig her: 

http://www.plusbog.dk/info/danish-book-blog-award

Afstemningen slutter d. 14. oktober kl. 23.00.

Al verdens taknemlighed fra Tokyo,
Maria

Murakami Love på ambassaden

Jeg har helt glemt at vise jer, at det første jeg lagde mærke til, da jeg fik vist mit kontor på ambassaden, var den her plakat, som kan ses fra mit kontors døråbning.
Jeg blev fuldstændig ekstatisk over at se, at den var signeret og begyndte straks at udarbejde planer for, hvordan jeg kunne smugle den med hjem. ;) Spøg til side. Det jeg rent faktisk gjorde var at vende mit bord, så jeg nu sidder i retning mod plakaten. Lidt nørdet er man vel. 
I ved selvfølgelig allerede, at Murakami snart aflægger visit i Danmark, hvor han skal modtage Hans Christian Andersen Litteraturprisen og i den forbindelse tager vores ambassadør også hjem og trykker ham i hånden. Hvem der bare var ambassadør. :D

Læs med

Kære læsere

Jeg har fået en del private henvendelser med spørgsmål om, hvorfor jeg ikke skriver lidt om livet i Tokyo. Jeg har hele tiden ønsket, at Book Me Up, Scotty skulle være en ren bogblog og at eventuelle personlige indlæg skulle have litterær relevans.
Inden jeg rejste til Tokyo, oprettede jeg en privat rejseblog, som jeg bruger som en form for rejsejournal, hvor familie og venner kan følge med. Egentlig var det ikke meningen, jeg ville dele den her, men da den alligevel er åben for alle, kan jeg jo lige så godt efterkomme folks forespørgsler.
I kan finde den lige her.

Det er som om, døgnet er kortere her i Tokyo, og der er ikke meget tid til at læse. Så derfor vil der nok gå lidt længere mellem anmeldelserne, men frygt ej, de skal nok komme! ;)

Kærlige hilsner fra Tokyo

Boganmeldelse: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende af Haruki Murakami

Indledende tanker

I anledning af Murakamis snarlige besøg i Danmark, vil jeg sidde her i Japan og skrive en anmeldelse af et af hans tidlige værker. Hvilken pinsel det er at rejse hele vejen til hans hjemland og finde ud af, at han om kort tid sidder i min hjemby.

Jeg vil lige advare om, at jeg afslører en del af bogens indhold i denne anmeldelse, så hvis ikke du vil have for meget afsløret, så bør du stoppe med at læse nu.

Mit første møde med Murakami var, da jeg læste 1Q84-trilogien, og siden har jeg læst Norwegian Wood og Trækopfuglens Krønike. Sidstnævnte var så hård at komme igennem, at jeg tog en meget lang Murakami-pause. Jeg har svært ved at sige præcis, hvad det skyldes, men Trækopfuglens Krønike fangede mig bare aldrig.

Heldigvis insisterede min far på, at jeg skulle læse Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende, da vi fandt ud af, at jeg skulle rejse til Tokyo. Og denne gang oplevede jeg samme store læseglæde, som jeg gjorde fra 1Q84-trilogien.

_________________________________________________________________________________ 

Mit eksemplar er købt via Gyldendals Bogklub, men den kan også fås uden bogklubsmedlemskab på Saxo.dk til DKK 200,-

Titel: Hardboiled Wonderland og Verdens Ende

Forfatter: Haruki Murakami

Udgivelsesår: 1985 (på japansk)

Sideantal: 490

Forlag: Gyldendal (Samlerens bogklub)

Forlagets beskrivelse:

I den ene verden befinder vi os i storbyen Tokyo i en ikke fjern fremtid, hvor den ensomme mandlige jeg-fortæller er hyret af Systemet og specialtrænet til at håndtere krypteret information. Han er glad for Bob Dylan, klassisk musik, whisky og bedre til kvikke bemærkninger end holdbare ægteskaber.

En dag får han en opgave, der bliver starten på en højteknologisk informationskrig, der byder på indtrængende gådefulde væsner kaldet "mørklinge", en vanvittig forsker dybt nede i kloakkerne under byen og en underskøn bibliotekar med en meget stor appetit.I den anden fortælling er vi hensat til ’Verdens Ende’, en stille, afsondret og tidløs verden omgivet af en høj mur, hvor den navnløse fortæller brutalt skilles fra sin skygge og må forsøge at tolke de drømme, der stadig rummes i lysende enhjørningekranier.Uafvendeligt nærmer de to universer sig hinanden.

Anmeldelse

Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende er to sideløbende historier med hver sit fortæller-jeg, som i takt med at de udfoldes, får forbindelse til hinanden.

I den ene verden; Hardboiled Wonderlands følger vi en simpel mand, som nyder at lave god mad, holde sig aktiv, lytte til musik og som arbejder for Systemet, hvor han krypterer og dekrypterer forskellig information.

I den anden verden; Verdens Ende følger vi samme mand, men i denne fortælling ved han ikke, hvem han er og hvor han kommer fra. Han er netop ankommet til Byen, da vi læser hans første kapitel, hvor han prøver at finde hoved og hale i den måde Byen fungerer på og i hans nye job som drømmelæser.

Jeg var ikke nået mange sider ind i historien, før jeg tænkte: Endelig, endelig, endelig – du er tilbage! Som nævnt i indledningen, var jeg ikke særlig begejstret for Trækopfuglens Krønike, og derfor er det flere år siden, jeg sidst har begivet mig i kast med et Murakami-værk. Nu er det faktisk det eneste, jeg har lyst til!

Jeg-fortælleren i Hardboiled Wonderlands minder mig sådan om Aomame i 1Q84 (især i bog 3). Og det var et glædeligt gensyn! Jeg elsker den måde Murakamis karakterer plejer dem selv, deres kroppe, sind og psyke ved at lave god mad, svømme eller løbe, lytte til klassisk musik og (vigtigst af alt) læse. Han får det altid inkorporeret, så det virker ubesværet og som det mest naturlige i verden (det tror jeg faktisk også det er for ham).

Bogen er fyldt med det smukkeste sprog, som sådan fortjener at blive dvælet ved. Og læseren trækkes ind i en eventyrlig drømmeverden med sne på bjergenes tinder og dyreliv med gylden pels.

”Men her om efteråret ligger dyrene roligt hver for sig og lader deres lange, gyldne pels stråle i aftensolen. Ubevægelige som statuer fæstnet til jorden ligger de med strakt hals og venter på, at dagens sidste lys skal blive opslugt af æblelundens grønne hav. Snart går solen ned, og skumringens blå skær lægger sig over deres kroppe. De sænker hovederne, lader de hvide horn hvile mod jorden og lukker øjnene.

Og således slutter dagen i byen.

                                                                                                                                                            s. 31

Ovenstående er simpelthen noget af det smukkeste, jeg nogensinde har læst. Det er fuldstændig fortryllende!

Udover de smukke beskrivelser, er historien også fyldt med alle de små hverdagstanker, som i min optik, kendetegner Murakamis værker. Som for eksempel nedenstående, som gav mig et lille smil på læben og fik mig til at overveje, om Murakami mon nogensinde ville stole på mig (vores sofa er på alle måder dårlig – man sidder dårligt, der er ikke plads til gæster og man kan ikke rigtig slænge sig i den).

”Jeg har altid ment, at folks personlighed afspejles i den sofa, de vælger, hvilket sikkert er meget fordomsfuldt, men en sofa er nu engang en afgrænset verden i sig selv, som ikke er til at rokke ved. Det ved folk, der er vokset op med en god sofa. Det svarer til at være vokset op med at læse gode bøger eller med at lytte til god musik. En god sofa afføder en god sofa, og en dårlig sofa afføder en dårlig sofa. Sådan er det bare. Jeg kender flere, som kører rundt i en førsteklasses bil, men som kun har en anden eller tredjeklasses sofa derhjemme. Sådanne mennesker har jeg svært ved at stole på.”

                                                                                                                                                           s. 60

Måske tillægger jeg Murakamis ord for megen analyse, men jeg læser en lille kritik af samfundsnormer og tendensen til at følge strømmen uden at stoppe op og overveje, hvad der rent faktisk er natur, og hvad der ikke er. Blandt andet når skyggen taler om, at Byen er helt unaturlig, men at de i takt med deres tilvænning til stedet begynder at se det unaturlige som naturligt.

Da skyggen har sagt det, tier han stille og skraber lidt i jorden. “Jeg sagde det til dig lige i starten. Den her by er ikke naturlig; den er forkert,” siger han. “Og det mener jeg stadig. Den er unaturlig og forkert. Problemet er bare, at den er skabt unaturlig og forkert. Fordi alt er unaturligt og deformt, ender det med at hænge fint sammen og være perfekt. På den måde …”

Skyggen tegner en cirkel på jorden med hælen på sin sko. “En cirkel er sluttet. Hvis man er her for længe og går og tænker over det, ender man med at tro, at man selv tager fejl, og at det er dem, der har ret. Alt omkring dem virker jo perfekt. Forstår du, hvad jeg prøver på at sige?

                            s. 303

Jeg læser lidt samme kritik, da jeg-fortælleren spørger til et hul, som nogle arbejdere graver. Han er interesseret i at vide, hvad hullet skal bruges til, men det viser sig, at hullet ikke har et formål. De graver det kun for at grave det. Igen kan det godt være, at jeg tillægger passagen for megen analyse, men som tidligere lærer, hvor hver dag handler om Fælles Mål, målstyret undervisning og læringsmål, så er det svært ikke både at grine af komikken i at foretage sig noget uden et formål, men også nyde tanken om, at man godt kan gøre en handling uden, at den nødvendigvis har et fastsat mål. Måske er handlingen tilfredsstillende i sig selv. Passagen er herunder:

””Hvad skal hullet bruges til?” Spørger jeg ham.

“Ikke til noget,” siger han og fører skeen op til munden. “De graver bare et hul for at grave et hul. Så det er sådan set et meget ærligt hul.”

“Det forstår jeg ikke.”

“Det er da ret enkelt. De graver et hul, fordi de har lyst til at grave et hul. Der er ikke noget andet formål med det.”

Jeg tygger på mit brød, mens jeg funderer over det med det ærlige hul.

“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller. En handling uden formål, en anstrengelse uden fremdrift, skridt, der ikke fører nogen steder hen, er det ikke fantastisk? Ingen bliver såret, og ingen sårer andre. Ingen overhaler nogen, og ingen bliver overhalet. Der er ingen sejre, ingen nederlag.

                           s. 384

Jeg synes faktisk det er ret fantastisk. Og på en måde ser jeg det også, som en generel livsbetragtning eller et livssyn, når han skriver;

“Nogle gange graver de et hul,” siger den gamle. “Det er vel i princippet det samme, som når jeg bliver opslugt af et spil skak. Det giver ingen mening, og det fører ingen steder hen, men det gør ikke noget. Der er ingen, der har brug for, at det giver mening eller fører nogen steder hen. På den måde graver vi alle sammen vores egne ærlige huller.

                         s. 384

Er det ikke sådan hele livet er? Det handler om at blive opslugt af øjeblikke, for vi ved jo godt, at alle liv i sidste ende har præcis samme endemål – døden.

Baseret på alle de mange artikler og statistikker, som bekræfter, hvor mange mennesker, der har ondt i livet, tænker jeg, at en vej ud af elendigheden kunne være at fokusere mindre på endemål og mere på øjeblikke. Det er så indlejret i os, at alt skal have et formål, og hvis ikke vi kan svare på hvorfor vi gør noget, så vil vi oftest tænke på handlingen som ligegyldig, overflødig og måske endda fjollet.

Skulle det vise sig, at Murakami aldrig har gjort sig nogen af disse overvejelser, så er det jo et rigtig godt eksempel på, hvordan litteraturen giver anledning til refleksion på så mange niveauer og i så mange retninger.

Afslutningsvis er der kun tilbage at sige, at jeg sådan håber, anmeldelsen har givet mod på et vaskeægte Murakami-eventyr, som inviterer til eftertænksomhed krydret med den underfundige Murakami-humor, som er svær ikke at holde af. Med fokus på æstetik i sprog og beskrivelser, er det lykkedes at skabe et magisk drømmeunivers, som efterlader læseren opslugt og fortryllet når hun rejser til Hardboiled Wonderlands og Verdens Ende.