Sådan læser jeg

Fremover vil nedenstående forsøg på at definere mig selv som læser være en fast del af Book me up, Scotty!, og de mange punkter vil være at finde i højre side under de viste instagrambilleder. Jeg håber, I vil tage godt imod dem. J

---------------

Jeg oplever ofte, at mine anmeldelser kræver, eller i hvert fald giver bedre mening, hvis læseren har en form for indsigt i, hvad og hvordan jeg læser. Derfor kan følgende skriverier ses som nyttig information og baggrundsviden til at forstå, hvilken virkelighed mine anmeldelser bliver til i eller også bare som fun facts til den nysgerrige.

God fornøjelse! J

1. Jeg læser altid en bog færdig

Jeg tror aldrig nogensinde, jeg er påbegyndt en bog, som jeg ikke læste færdig. Det betyder absolut ikke, at alle bøger falder i god jord, men jeg føler ikke, at jeg kan tillade mig at have en mening om en bog, hvis ikke jeg har givet mig tid til at færdiggøre læsningen. Og ofte oplever jeg faktisk, at en bog først er rigtig god, når læsningen er overstået og egne refleksioner sættes igang.

2. Jeg læser de fleste genrer

Jeg kan ikke komme i tanke om mange genrer, jeg decideret undgår. Engang holdte jeg mig langt væk fra biografier, men Klim fik overbevist mig om, at det var en fejl. Og sidenhen har jeg haft så svært ved at begrænse mine boglige præferencer, for jeg elsker altså bare det skrevne ord (på tryk) i alle dets former og afskygninger.

3. Jeg læser ikke e-bøger

Det er der overodnet to grunde til. Den væsentligste er, at jeg slet ikke kan koncentrere mig om skærmlæsning, hvis teksten bliver meget længere end en artikel eller et blogindlæg. Den anden grund er, at selve læseoplevelsen går tabt for mig, hvis ikke jeg har bogen i hånden og får lov at mærke siderne og dens struktur. Jeg føler ikke, at jeg er helt tæt på historien, hvis jeg læser e-bøger. Og den distance, jeg oplever, ødelægger simpelthen bare min læseoplevelse.

4. Jeg hører ikke lydbøger

Jeg har forsøgt mig med lydbøger SÅ mange gange, fordi der er uendeligt mange situationer, hvor det er smart at kunne lytte til sin ”læsning”. Men hver gang jeg hører lydbøger, går det pludselig op for mig, at jeg har glemt at lytte og derfor ikke aner, hvad der er foregået de sidste fem minutter. Min hjerne er simpelthen nødt til at blive aktiveret af bogstaver og sætninger, hvis ikke tankerne skal gå deres egne veje.

5. Jeg læser primært på dansk

Jeg har aldrig kunne sætte ord på, hvorfor jeg foretrækker danske oversættelser fremfor originalsproget, men under en telefonsamtale med min bror forleden, satte han rent faktisk ord på, hvad det er, der gør forskellen. Min bror, som primært læser på engelsk, havde forsøgt sig med en dansk oversættelse og beskrev, hvordan han følte sig langt tættere på historien, end når han sædvanligvis læser på engelsk. Det førte til en lang snak om, hvordan vi lettere kunne identificere os med en karakter, der talte vores ”rigtige” sprog, og jeg er blevet enig med mig selv om, at det at læse på et andet sprog end det mine tanker foregår i, skaber en form for distance. (PS det betyder imidlertid ikke, at jeg slet ikke læser engelske udgaver, jeg foretrækker bare danske).

6. Jeg læser ofte flere bøger ad gangen

Det gjorde jeg faktisk aldrig før, jeg begyndte at anmelde bøger. Men fordi man jo aldrig helt kan vide, hvornår en bog kommer fra et forlag eller andre samarbejdspartnere, kan det være ganske svært ikke at have gang i flere bøger ad gangen, hvis man – som jeg – ikke kan udholde tanken om at gå i seng uden læsestof. Så ofte har jeg gang i et anmeldereksemplar, et studierelevant værk og en bog fra egen bogreol.

7. Sprog og refleksion

Jeg nævner ofte i mine anmeldelser, at en bog ikke helt fangede mig, og alligevel kan den få uendeligt mange roser med på vejen. Det skyldes primært to årsager: Den ene er, at jeg vægter et smukt eller originalt sprog langt højere end en medrivende handling. Det har før givet anledning til gode diskussioner, som for eksempel, hvordan jeg så nogensinde kan nyde en krimi, men der står jeg altså fast på, at der findes uendeligt mange krimier med et lækkert og gennemført sprog. Den anden er, at hvis en bog er lykkes med at få mig til at overveje forskellige kulturelt betingede selvfølgeligheder ved egen måde at leve på, eller med at få mig til at anskue min verden på anden vis, så har den, for mig, været god.

8. Læs her og der og allevegne

Jeg kan som udgangspunkt læse overalt, og jeg kan som regel også godt undgå at blive distraheret af snak og støj, der er bare lige to undtagelser: Jeg kan absolut ikke læse til sange og TV. For begge gælder det, at hvis der er en form for sang eller tale, vil jeg enten komme til at synge med indvendigt, lytte til indholdet eller begynde at fortolke og analysere i mit indre.

9. Den evige dansklærer

Forinden jeg påbegyndte min kandidatuddannelse var jeg dansklærer i folkeskolen, og jeg er slet ikke i tvivl om, at det er en praksis, som vil følge min læsning til mine dages ende. For mig har det betydet, at jeg kun sjældent kan læse en bog uden at analysere på den, og også at jeg ofte gør mig tanker om hvordan bogen, eller dele af den, kan anvendes i undervisningen.

 10. Udvælgelse af læsning

Jeg har absolut intet system eller rutiner til udvælgelse af læsestof. Det er lidt som med kaffe. Jeg læser/drikker det, der er. 😜

11. Helhedsoplevelse

Jeg læser lidt med alle sanser, føler jeg. Og derfor elsker jeg, hvis min læsning ledsages af eksempelvis kaffe og en lækker snack, og jeg foretrækker at putte mig med tæpper og puder imens. Jeg er for det meste også iført joggingtøj, når jeg læser. Kaffe, joggingtøj, tæpper og en god bog er nok min definition af Paradis.

At skrive af Marguerite Duras

Jeg købte min lille Duras-bog via medlemskab ved Samlerens Bogklub til DKK 130,-, men den kan også købes for DKK 150,- på Saxo.

Titel: At skrive

Forfatter: Marguerite Duras

Udgivelsesår: 2015

Sideantal: 120

Forlag: Forlaget Vandkunsten

Jeg skriver, derfor er jeg

Således kan jeg bedst opsamle Duras lille samling af smertende ord. 

Hun beskriver skrivningens vilkår, dens isolerende effekt og den ensomhed, der omslutter forfatteren under skrivningen. Det er en ensomhed, som på én gang smerter og gør godt, men som er nødvendig for at det skrevne kan blive til.

”Skrivningens ensomhed er en ensomhed, som det skrevne ikke kan være foruden, ellers smuldrer det blodfattigt i sin søgen efter noget mere at skrive.”

Selvom skrivningen påbyder total ensomhed, er der ingen tvivl om, at det er sådan Duras ønsker det, og det er via denne ensomhed, at hun får rum til at udtrykke sig. At skrive er at fravælge talen og til en vis grad livet. Ensomheden er både smertefuld og fortryllende.

”At skrive var det eneste, der fyldte og fortryllede mit liv. Jeg skrev. Og skrivningen har aldrig siden forladt mig.”

I en tid hvor nyttetænkning fylder mere og mere, hvor den gode borger kun kan forstås, som en væsentlig bidrager til samfundets produktive apparat, er det forfriskende at læse Duras' ord, som er løsrevet fra alt det, man burde og skulle. Hun beskriver at man med skrivningen ”vender tilbage til den naturtilstand, der fandtes i tidernes morgen.” Hendes essay kan læses som en slags opråb til de konventionelle og regelrette forfattere om at skrive ærligt og frit.

Der er ingen umiddelbar struktur at finde i Duras' essay, hun skriver, som ordene kommer til hende, og derfor bliver det både poetisk og ærligt. Hun gentager sig selv flere gange og vender ustandseligt tilbage til sin kredsen om den ensomme, isolerede forfatter. De små bidder af ord får en rytmisk klang, og under læsningen føles det snarere som om, Duras sidder og fortæller fremfor, at jeg læser. Fortællingen er velformuleret, smuk og jeg genkender ordene om den ensomhed, der er forbundet med at skrive. En ensomhed, som netop fortryller og forbander.

Den lille bog er en samling af fem essays, som alle er tydelige eksempler på den smerte, hun beskriver i At skrive. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg følte, at nogle af essaysne fløj hen over hovedet på mig, som for eksempel essayet Roma, som jeg ikke engang er i stand til at gengive. Jeg trøster mig dog med, at Duras selv skriver: ”Jeg har skrevet uforståelige bøger, og de er blevet læst.” og den manglende struktur og plan over skrivningen er både det, der gør den kompleks, men også værd at læse.

”At skrive er at forsøge at forstå, hvad man ville skrive, hvis man skrev – det ved man først bagefter – inden er det det farligste spørgsmål, man kan stille sig selv. Men det er også det mest almindelige.”

Duras døde i 1996 – formentlig som følge af et langt liv med alkohol. Men selvom hun ikke er iblandt os længere, lever hendes ord videre i bedste velgående. De inspirerer til stadighed forfattere verden over, som opfordres til at træde ud af deres bekvemmelige kasser for at bryde med normer om form og struktur i deres værker.

Kærlighed for voksne af Anna Ekberg

Jeg fik tilsendt Kærlighed for voksne af Politikens Forlag. Den kan købes lige her til DKK 270,-

Titel: Kærlighed for voksne

Forfatter: Anna Ekberg

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 386

Forlag: Politikens Forlag

Indimellem læser jeg en bog, som efterlader mig uden mit ellers nogenlunde nuancerede ordforråd, hvorfor min bedste og ærligste beskrivelse er; Kærlighed for voksne er f**k*** sindssyg!

-----------------------

Forinden jeg for alvor tager hul på anmeldelsen af Kærlighed for voksne, vil jeg gerne lige understrege, at f**k*** normalvis ikke er en del af mit ordforråd. Som tidligere skolelærer klarer jeg mig sædvanligvis fint med ”for søren”, ”for silvan”, ”for sørensen” og ”den lede rødbede”, men den slags pæntindpakkede udbrud, er der slet ikke plads til, når vi skal forstå, hvordan bitterhed, svigt og jalousi kan føre til desperate og altødelæggende handlinger for to mennesker, der ellers elsker hinanden.

-----------------------

I Kærlighed for voksne bliver vi kastet direkte ud i en voldsom aften, og allerede på første side sidder vi i varevognen med Christian nær Leonoras løberute en mørk aften. Leonora, som er Christians kone, har sin faste løberute ved Skovbrynet, og mens vi venter vi på, hun skal dukke op, fornemmer vi en bitterhed og et had, der er så stærk, at vi ikke er i tvivl om, at det snart vil få fatale konsekvenser – Scenen er sat!

Efter første kapitel bliver vi taget tilbage i tiden og ved hjælp af skiftevise fortællervinkler fra Leonora og Christian, begynder vi så småt at forstå, at det midaldrende ægtepar på overfladen har haft det hele; det smukke hus ved Vejle Fjord, han et godt og meningsfuldt job, hun med tid til at gå op i sit løb, tilsammen et solidt og modstandsdygtig ægteskab. Men som det oftest er tilfældet, ser vi, at når der kradses lidt i overfladen, gemmer ægteskabet på mere end glansbilledet udadtil. Parrets søn, Johan, er netop blevet erklæret rask efter mange års hård kamp med en livstruende leukæmi, som lægerne i Danmark måtte opgive at kurere. Familien var imidlertid ikke klar til at give op, og samlede derfor midlerne til at rejse til USA for at Johan kunne få behandling. Og nu er den raske, unge mand klar til at blive student. – En begivenhed Leonora ikke havde turdet håbe på, da hun i sin tid opgav en lovende karriere som violinist for at vie sit liv og al sin tid til at kæmpe for sin syge søn.

Sideløbende med Christian og Leonaras fortælling, følger vi snakken mellem den pensionerede efterforsker, Holger, og hans datter, Josefine. De to har en snak om en sag, Holger aldrig nåede at opklare inden sin pension – i hvert fald ikke på papiret.

Det var slet ikke meningen, jeg skulle læse bogen, da jeg gjorde (specialet i fokus), så egentlig skulle jeg bare lige se, hvordan fortællingen blev indledt. Men det var ikke en mulighed. Da jeg først tog med Christian ud i varevognen, var jeg med det samme fuldstændig hooked, og var nødt til at vide, hvad der driver et menneske ud i så desperate handlinger, at det må betegnes som en fuldstændig sindssyge.

Jeg var helt og aldeles opslugt fra start til slut, og da jeg færdig, havde jeg mest af alt lyst til at læse den igen.

Historien efterlod mig lettere paranoid og ordene:

 “– Hvad ved vi egentlig om hinanden?

Vi forelsker os, vi gifter os, vi bor sammen, deler seng og børn. Og alligevel ved vi intet om hinanden.”

gav genlyd i mit indre, og jeg priser mig lykkelig over, at jeg ikke skal dele seng med de to mænd, for hvem det er lykkedes at komme i tanke om et så vanvittigt og gennemtænkt plot.

Der findes åbenbart tabere og vindere i et ægteskab – i hvert fald, når man ikke længere er på samme hold.

Boganmeldelse: Sommergræs, vinterorm af Mette Sø

 

Jeg fik tilsendt mit eksemplar af Politikens Forlag, men bogen kan købes til DKK 180,- lige her.

Titel: Sommergræs, vinterorm

Forfatter: Mette Sø

Udgivelsesår: 2017

Sideantal: 215

Forlag: Politikens Forlag

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

På symbolsk vis indledes Sommergræs, vinterorm med Billis makabre mord på sølvfisken, Kokos. Hun beskriver, hvordan hun skrubbede staklen ihjel til den blev revet i tusind stykker og vi skal ikke langt ind i historien for at forstå, at den stakkels sølvfisk er billedet på Billis indre.

Barnet Billi er ikke længere et barn, og voksenlivet rammer hårdt med al den sorg og smerte, det nu engang kan indebære. Først dør hendes far efter et længere sygdomsforløb, så forlader hendes kæreste hende uden at efterlade sig andet end en gammel grim kuvert med et bundt pengesedler og et stykke sammenfoldet papir med ordene;

Jeg har det dårligt. Jeg har lyst til noget andet.

Jeg har lyst til at have lyst til noget igen.

Her er, hvad jeg skylder dig. Farvel, min ven.

Og for at toppe muligheden for at mærke, at hun trods alt stadig lever, får hun et sidste slag, da hendes arbejdsplads, Karlsens Kuverter, lukker ned af årsager, som ejeren – hendes meget tætte (pap)bror – ikke har indviet hende i. Lukningen gør ikke alene ondt, fordi det er Billis arbejdsplads, men også fordi hun føler sig svigtet af sin (pap)bror, som ellers altid er hendes medsammensvorne.

Han er min rod. Peberrod, kvadratrod, spidsrod, røvslangerøvrod. Bror-rod.

Her står Billi alene og forladt uden job, tryghed og den far, som hun sædvanligvis læner sig op ad, når livet er på tværs. De mange tab sender Billi på en lang rejse. Hun starter i Finland, drager videre til Grækenland og ender i Rumænien, hvor hun møder mennesker og kulturforskelle, som sætter gang i hendes tanker.

Sideløbende med refleksioner over eget tab og ulykke oplever hun også verdens (elendige) forfatning fra forskellige vinkler. Hun stiller store spørgsmål til menneskers behandling af hinanden, egen eksistens og den støt stigende digitalisering. Læserens egne refleksioner igangsættes af de mange tankebrudstykker, som for eksempel da hun ”desværre” ikke kan undvære en mønt til en tigger;

Normalt giver jeg ikke penge til tiggere, de får kontanthjælp, tænker jeg, samfundet tager sig af dem, og jeg siger altid desværre, når jeg bliver spurgt, om jeg har lidt mønt, jeg kan undvære.

Jeg tror, langt de fleste enten kan genkende sig selv eller en af deres nærmeste i den ikke-handling, Billi beskriver, når hun siger ”desværre” til tiggerens anmodning, og jeg læser hendes tanker om, at samfundet ”tager sig af dem” som en sarkastisk kommentar eller måske endda kritik, for man kan jo spørge sig selv, om tiggere overhovedet ville have et behov for at tigge, hvis de boede i et samfund der tog ”sig af dem”. Hendes syn på en bristet verden afspejler hendes eget indre, når hun fortæller os, at …

Alt er gået i stykker. Alle er gået i stykker.

Verden er gået i stykker.

Men til trods for denne forståelse af verden, er der heldigvis et håb at spore, når hun beskriver:

Og jeg bliver i tvivl om, hvad et menneske er, hvad et menneske indeholder. Ikke indhold som i hjerte, tarme, blod. Indhold som det smukke, det store, det gode. Alle mennesker vil det gode. Alle gør deres bedste i øjeblikket. Det ved jeg. Eller. Jeg tror på det helt ind i mine knogler.

Den slags overvejelser gør fortælleren sig mange af, og trods en oplevelse af engang imellem at blive lidt ”tabt” i de mange fortællinger mellem linjerne, opvejede dem jeg fik fat i på mange måder. Da Billi er i Grækenland får hun øjnene op for, hvor slemt det står til for landets befolkning, og hun får dårlig samvittighed over egen ”lille” krise, hvortil en restaurantejer fortæller hende, at …

”Du er i krise. Vi er i krise. En krise er en krise og kan ikke rangordnes.”

og citatet er bare ét blandt utallige eksempler på, hvordan læseren tvinges til refleksion, og det gik hurtigt op for mig, at jeg ikke kunne nøjes med at læse Sommergræs, vinterorm lige inden sengetid; der står så meget mellem linjerne, at den kræver en læser, der er nogenlunde skarp i hovedet, hvis ikke den skal miste sin essens.

Der er ingen tvivl om, at Billis nære forhold til sin far og (pap)bror, havde umådeligt stor indflydelse på min læseoplevelse, fordi jeg ikke selv kan forestille mig en verden uden min far – min klippe, og jeg har slet ikke fantasi til at forestille mig svigt fra min egen bror – min rod. Dét faktum tilsat forfatterens betydelige talent for det skrevne ord, tilførte læsningen en nuanceret dybde, og efterlod mig med klump i halsen og tårer i øjenkrogen.


PS: Titlen er velovervejet og gennemtænkt, og forfatteren beskriver titelvalget således:

'Sommergræs, vinterorm' er navnet på en bhutansk larve, der er blevet mumificeret af svampesporer. Kineserne spiser dem som elskovsmiddel. Det giver velstand til de marginaliserede bhutanske nomader som indsamler svampelarverne. De bedste larver kan sælges for op mod en halv million kroner per kilo. Pengene får nomaderne til at opgive deres kultur, de sælger yakokserne og flytter ind til storbyen. Og ved ikke rigtig, hvad de skal lave i deres nye huse. De er jo nomader.

Jeg kan godt forstå, at kineserne vil elske mere. Jeg kan også godt forstå, at nomaderne vil have bedre levevilkår. Mennesket stræber. Efter mere, bedre, længere, nemmere. Men for hvert problem vores stræben løser, skaber vi et nyt et andet sted. For os selv eller for en anden. Svampejægernes heste spiser det græs som det sjældne Himalaya blåfår skal leve af. Udvikling og afvikling hænger sammen. Alt er forbundet.

Et af de temaer som romanen berører, er digitaliseringen, som vil skabe fundamentale ændringer i vores samfund. Få vil blive meget rigere, langt flere vil blive meget fattigere. Og det er kun ét af mange problemer, vi står overfor i Europa lige nu. Problemer vi selv har skabt. For at få mere, bedre, længere og nemmere. Måske kuldsejler vi. Måske bliver præcis det svaret på andres stræben. Måske er det vores tur til at være blåfåret.