søndag den 7. maj 2017

At skrive af Marguerite Duras

Jeg købte min lille Duras-bog via medlemskab ved Samlerens Bogklub til DKK 130,-, men den kan også købes for DKK 150,- på Saxo.



Titel: At skrive
Forfatter: Marguerite Duras
Udgivelsesår: 2015
Sideantal: 120
Forlag: Forlaget Vandkunsten


Jeg skriver, derfor er jeg
Således kan jeg bedst opsamle Duras lille samling af smertende ord. 

Hun beskriver skrivningens vilkår, dens isolerende effekt og den ensomhed, der omslutter forfatteren under skrivningen. Det er en ensomhed, som på én gang smerter og gør godt, men som er nødvendig for at det skrevne kan blive til.

”Skrivningens ensomhed er en ensomhed, som det skrevne ikke kan være foruden, ellers smuldrer det blodfattigt i sin søgen efter noget mere at skrive.”

Selvom skrivningen påbyder total ensomhed, er der ingen tvivl om, at det er sådan Duras ønsker det, og det er via denne ensomhed, at hun får rum til at udtrykke sig. At skrive er at fravælge talen og til en vis grad livet. Ensomheden er både smertefuld og fortryllende.

”At skrive var det eneste, der fyldte og fortryllede mit liv. Jeg skrev. Og skrivningen har aldrig siden forladt mig.”

I en tid hvor nyttetænkning fylder mere og mere, hvor den gode borger kun kan forstås, som en væsentlig bidrager til samfundets produktive apparat, er det forfriskende at læse Duras' ord, som er løsrevet fra alt det, man burde og skulle. Hun beskriver at man med skrivningen ”vender tilbage til den naturtilstand, der fandtes i tidernes morgen. Hendes essay kan læses som en slags opråb til de konventionelle og regelrette forfattere om at skrive ærligt og frit.

Der er ingen umiddelbar struktur at finde i Duras' essay, hun skriver, som ordene kommer til hende, og derfor bliver det både poetisk og ærligt. Hun gentager sig selv flere gange og vender ustandseligt tilbage til sin kredsen om den ensomme, isolerede forfatter. De små bidder af ord får en rytmisk klang, og under læsningen føles det snarere som om, Duras sidder og fortæller fremfor, at jeg læser. Fortællingen er velformuleret, smuk og jeg genkender ordene om den ensomhed, der er forbundet med at skrive. En ensomhed, som netop fortryller og forbander.

Den lille bog er en samling af fem essays, som alle er tydelige eksempler på den smerte, hun beskriver i At skrive. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg følte, at nogle af essaysne fløj hen over hovedet på mig, som for eksempel essayet Roma, som jeg ikke engang er i stand til at gengive. Jeg trøster mig dog med, at Duras selv skriver: ”Jeg har skrevet uforståelige bøger, og de er blevet læst.” og den manglende struktur og plan over skrivningen er både det, der gør den kompleks, men også værd at læse.

”At skrive er at forsøge at forstå, hvad man ville skrive, hvis man skrev – det ved man først bagefter – inden er det det farligste spørgsmål, man kan stille sig selv. Men det er også det mest almindelige.”


Duras døde i 1996 – formentlig som følge af et langt liv med alkohol. Men selvom hun ikke er iblandt os længere, lever hendes ord videre i bedste velgående. De inspirerer til stadighed forfattere verden over, som opfordres til at træde ud af deres bekvemmelige kasser for at bryde med normer om form og struktur i deres værker.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar