For
en del år siden, præsenterede min bror mig for Siri Hustvedt, da han, til min
fødselsdag, forærede mig Med bind for
øjnene. Da jeg fik den, var jeg meget spændt på, hvad jeg kunne forvente.
Det skyldtes, at bogen på det tidspunkt lå rigtig langt fra det, jeg normalt
læste. Jeg husker den som meget speciel, god uden egentlig at handle om noget.
Og selvom den ikke er på min liste over favoritter, så må den alligevel have
vækket noget i mig, for efterfølgende begyndte jeg at opstøve alt, hvad jeg
kunne af Hustvedt. I sommers fik jeg omsider tid til at få læst Det jeg elskede og hold nu fast, hvor
jeg elskede den. Jeg kan simpelthen ikke rose den nok, og du kan læse hvorfor
herunder.
Dansk
titel: Det jeg elskede
Original
titel: What I loved
Forfatter:
Siri Hustvedt
Udgivelsesår:
2003
Sideantal:
380
Forlag:
Gyldendals Bogklubber
Forlagets
beskrivelse:
På et galleri i New
York ser kunsthistorikeren Leo Hertzberg et ukendt maleri, der fascinerer ham
dybt. Han opsporer kunstneren bag, Bill Wechler, og mødet bliver indledningen
til et livslangt venskab. Gennem deres hustruer, Erica og Lucille, og siden to
sønner, der kommer til verden samtidig og vokser op næsten som brødre, flettes
de to familiers liv tæt sammen. Selv ikke da Bill forlader Lucille til fordel
for sin smukke og mystiske model, Violet, slås der skår i venskabet. Men midt i
idyllen rammer tragedien. Fra en lys tilværelse fuld af kunst og kærlighed
væltes de to familier omkuld af tab og savn - og et skræmmende møde med sindets
mørkeste afkroge. Ingenting kan nogen sinde blive som før.
Anmeldelse:
Fortællingen
starter uden nogen som helst form for præsentation. Vi møder Leo, som er i færd
med at læse en brevveksling mellem hans vennepar, Violet og Bill. Brevene
bliver således opstarten for fortællingen af den fulde historie, set fra Leos
synspunkt. Historien er en syret, makaber og pervers fortælling, som finder
sted i New Yorks kunstnermiljø. Persongalleriet er ikke så stort, og læseren
kommer virkelig tæt på de få, som historien tager udgangspunkt i. De er så
velportrætteret, at jeg følte, de var mine venner. Det faktum sammenlagt med
den dybe intensitet gør, at bogen tog prisen som værende den bedste bog, jeg
nogensinde har læst.
Det fascinerer mig, at man kan fremstille en
verden, som er så rædselsfuld, og stadig give mig lyst til mere. Jeg har aldrig
i mit liv oplevet en bog, som satte sig sådan i mig. Længe efter den var
færdig, gik jeg stadig og tænkte på den. Den gjorde mig sulten efter at vide
alt om karaktererne i bogen. Og det i en sådan grad, at jeg måtte Google de
gader, de gik på, den kunst, de beskæftigede sig med, den musik, de lyttede
til. Jeg måtte bare have mere. Det var som om jeg nægtede at indse, at den var
færdig. Men det er vel lige netop det fantastiske ved litteratur. Selv efter endt
læsning kan det fortsætte, og du bestemmer egentlig selv, hvornår du er færdig
med historien. Og visse historier vil man, som læser, aldrig slippe. I det her
tilfælde er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, at det er en af de bøger, jeg skal
genlæse. Jeg blev trukket ind i en syret, pervers, grænseoverskridende og højst
makaber verden, men jeg havde på ingen måde lyst til at forlade den igen.
Bonusinfo:
- Første gang jeg stiftede bekendtskab med Siri Hustvedt, strejfede tanken mig, at hun, i hendes skrivestil, på mange måder var en kvindelig udgave af Paul Auster. Mange år senere fandt jeg ud af, at de er gift.
- Faktisk er Det jeg elskede dedikeret til hendes mand, forfatteren, Paul Auster.
- Hustvedt har norske rødder, deraf navnet Hustvedt. Norsk er hendes modersmål, selvom hun er opvokset i Minnesota.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar