fredag den 11. september 2015

Charles Bukowski


Af en eller anden årsag, har jeg aldrig overvejet at læse Bukowski. Heldigvis var jeg forleden i teatret med mit studie, hvor vi så stykket: "Late Night Bukowski" på Teater Momentum i Odense.
Stykket var en blanding af Bukowskis tekster opført af Jesper Lohmann og Peter Gantzler i vaskeægte macho-stemning, med dunkel belysning, øl i glasset og lummer humor. De blev akkompagneret af en talentfuld guitarist, Tin Soheili, som var med til at skabe en maskulin, rå og alligevel poetisk stemning.

Jeg er glad for, at jeg så stykket, for det fik åbnet mine øjne for en litterær oplevelse, som jeg muligvis havde forpasset, hvis ikke jeg havde set det. Det er egentlig lidt sært, for jeg gav en gang min bror "Ham on Rye" i gave, så det er ikke fordi jeg har været blind for at se Bukowski, jeg har bare slet ikke overvejet selv at læse hans værker.

Bukowski blev født i Tysland i 1920. Her var hans far udstationeret tysk-amerikansk soldat og hans mor lokal tysker. Allerede i 1922 rejste familien til LA og Bukowski voksede op under Depressionen. Hans barndom var præget af vold (fra faderens side) og fattigdom. Som teenager fik han en hudsygdom, som fik ham til at isolere sig og føle sig anderledes. Denne oplevelse skulle efter sigende være inspirationen til mange af hans digte, hvor han tydeligt beskriver sit anstrengte forhold til andre mennesker, som han selv har beskrevet på følgende vis: 

I don't hate people. I just feel better when they aren't around.
De fleste af hans værker er tematiseret omkring sex, depression og vold og bærer præg af en rå og mørk maskulinitet, som muligvis blev forstærket af hans konstante alkoholrus.

Jeg vil gerne læse nogle af hans romaner, men jeg hungrer især efter at blive bekendt med flere af hans digte. Ét digt ramte mig især, det gik lige i hjertet og jeg mærker en klump i halsen, hver gang jeg tænker på det. Digtet kan findes i digtsamlingen The Night Torn Mad With Footsteps, samt læses herunder.

A Smile To Remember
we had goldfish and they circled around and around
in the bowl on the table near the heavy drapes
covering the picture window and
my mother, always smiling, wanting us all
to be happy, told me, "be happy Henry!"
and she was right: it's better to be happy if you
can
but my father continued to beat her and me several times a week while
raging inside his 6-foot-two frame because he couldn't
understand what was attacking him from within. 

my mother, poor fish,
wanting to be happy, beaten two or three times a
week, telling me to be happy: "Henry, smile!
why don't you ever smile?" 

and then she would smile, to show me how, and it was the
saddest smile I ever saw 

one day the goldfish died, all five of them,
they floated on the water, on their sides, their
eyes still open,
and when my father got home he threw them to the cat
there on the kitchen floor and we watched as my mother
smiled

Ingen kommentarer:

Send en kommentar