Boganmeldelse: Sommeren uden mænd af Siri Hustvedt

Jeg bestilte min bog for en del år siden via Gyldendals Bogklub, men det ser det ikke ud til, at man kan købe den udgave længere. Dog kan du købe en anden udgave fra Forlaget Per Kofoed til DKK 177,- lige her.

Titel: Sommeren uden mænd

Forfatter: Siri Hustvedt

Udgivelsesår: 2011 (på dansk)

Sideantal: 221

Forlag: Gyldendal (Gyldendals Bogklubber)

Hustvedts værk præges af filosofiske betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de mest indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra Hustvedt selv.  

Sommeren uden mænd indledes med Mias beretning om, hvordan hun havnede på et psykiatrisk hospital, da hendes mand, Boris, erklærede, at han ønskede at holde pause fra deres 30 års ægteskab. Hun fandt efterfølgende ud af, at ”Pausen” i virkeligheden var Boris’ forskerkollega, og opdagelsen drev Mia i reaktiv psykose, eller hvad hun selv betegner som sindssyge og galskab. For at bearbejde Boris’ udsagn og hans affære, drager hun til sin fødeby, Bonden, hvor hun bliver underviser på et lille lyrikhold for unge piger. Undervejs præsenteres læseren for datteren, Daisy, som jagter drømmen om at stå på en teaterscene og nabokvinden, Lola, som kæmper for at få hverdagen til at hænge sammen med to børn uden hjælp fra sin eksplosive og højtråbende mand. Vi følger Mia på sin vej tilbage til en bevidsthed og et liv, og efterhånden som fortællingen skrider frem, indser Boris, at hans ”Pause” måske alligevel ikke var at foretrække. Læseren holdes hen i uvished om, hvorvidt Mia vælger at vende tilbage til Boris, og denne læser kogte af vrede, når det så ud til, at Boris langsomt vandt Mias hjerte tilbage. Om det lykkes ham, vil jeg lade de kommende læsere erfare selv.

Den lille fortælling er så omfattende, at den trods sine sparsomme 200-noget sider, alligevel rummer et væld af temaer, som er relevante for et hvilket som helst individ i den vestlige verden, og som i sidste ende alle kan samles under paraplybegrebet; feminisme. Ved hjælp af Mias fortælling om at have tilsidesat egen forfatterkarriere for at være mor, imens Boris steg i graderne som forsker, problematiserer Hustvedt den ulige fordeling, der ofte ses i hjemmene, hvor kvindens ambitioner må vige for mandens, når børn sættes i verden, og tilbage står den midaldrende kvinde, som erstattes med den unge og spændende ”Pause”.

Således skriver Hustvedt sig direkte ind i en litterær feminisme, og hendes værk præges af filosofiske betragtninger, som både trækker på Kierkegaard og Freud, men de mest indsigtsfulde og dybe betragtninger må alligevel siges at komme fra Hustvedt selv. Bogen rummer så mange gengivelsesværdige passager, at mit første udkast til denne anmeldelse tilnærmelsesvist blev én stor kopi. En af passagerne kan endda bruges til at forklare, hvorfor én læser kan knuselske en bog, mens en anden må hale sig igennem:

“Perception er aldrig passiv. Vi modtager ikke blot verden; vi bidrager også aktivt til at skabe den. Der er noget hallucinerende ved al perception, og det er let at skabe illusioner.”

Ved at indskrive et du i teksten, inddrages læseren og denne læser blev pludselig opmærksom på, hvordan hun var i gang med at fremkalde en historie i historien, som andre læsere måske ville opleve anderledes. Hustvedt skriver med en så intellektuel dybde, at hun formår at overbevise læseren om sin grundlæggende indsigt i både naturvidenskab og psykologi, og hendes betragtninger er på én gang fascinerende og nutidsrelevante. Nedenstående mindede mig i særlig grad om en passage, jeg også fremhævede her.

“Og hvem tilkommer det at måle lidelse? Hvem af jer kan vurdere størrelsen på den smerte, der findes inden i et menneske i et givent øjeblik?”

Derudover er der utallige eksempler på begyndende affektteoretiske og lingvistiske analyser, og for denne specialestuderende var det guf at se sit hardcore fagstof forvandlet til smuk lyrisk prosa.

Med nedenstående passage som eksempel, havde jeg desuden flere gange tanker om Hustvedt som værende en krydsning mellem Sylvia Plath og Marguerite Duras (måske farvet af, at jeg har læst dem for nylig).

“Sindssyge er en yderst selvoptaget tilstand. Det er en kraftanstrengelse at have føling med sit eget jeg, og omsvinget i retning af helbredelse sker i det øjeblik, hvor et stykke af verden bliver lukket ind igen, fordi en person eller en ting passerer porten.”

Og selvom denne anmeldelse allerede er blevet alt for lang, er jeg nødt til at slutte den med særligt at fremhæve to citater, som jeg er sikker på, er enhver læsers drøm:

”Biblioteker er seksuelle drømmefabrikker.”

…

“En bog er et samarbejde mellem læseren og det der læses, og når det er bedst, er dette møde en kærlighedshistorie.”

Det mærkelige er, at jeg faktisk aldrig blev helt hundrede procent opslugt af selve historien, men den efterfølgende refleksion og det fantastisk lækre sprog gjorde, at den lille bog – for mig – står som noget af det stærkeste, man kan læse, og derfor er jeg også nødt til at tildele den fem kaffekopper.

Jeg vil enormt gerne høre, hvordan jeres oplevelser har været med Sommeren uden mænd?