torsdag den 14. juni 2018

Boganmeldelse: Halfdans ABC af Halfdan Rasmussen


Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar fra forlaget, men den skønne ABC kan også købes på Bogreolen.dk til 118,- lige her.

Titel: Halfdans ABC
Forfatter: Halfdan Rasmussen
Udgivelsesår: 2016 (oprindeligt 1967)
Sideantal: 60
Forlag: Carlsen

Bennys bukser brændte.
Børge råbte, åh!
Børge havde nemlig
Bennys bukser på.

ABC’er har en lang historie bag sig. Siden 1500-tallet har de være brugt i skolen til at lære børn om bogstaver, men da Halfdans ABC udkom i 1967, blev ABC’en for alvor optaget i de danske hjem. Forfatterens legende og humoristiske tilgang til sproget, bragte glæde hos både børn og voksne, og pludselig blev ABC’en opfattet som langt mere end blot kedelig og træls pligtlæsning. Det er formentlig også grunden til, at bogen fortsat genoptrykkes og er at finde på alle landets biblioteker og skoler, for slet ikke at tale om de mange børnefamilier, der stadig ser den som en central del af børnebogsamlingen. En børnebogsklassiker, kan man nok roligt kalde den.




Bogen er bygget op som en klassisk ABC, hvor hvert bogstav har sin egen side, og bogstavet danner grundlag for sidens rim – det man kalder for bogstavhistorier og bogstavrim. Det ovenstående rim er altså til bogstavet B, og Ib Spang Olsens tegninger bidrager til de sjove historier, som i ovenstående er fortællingen om Bennys brændende bukser, som Børge har på. Rim er en oplagt måde at opnå bogstav- og sprogforståelse på, og mange af de sjove rim bliver hurtigt lært udenad, mens andre forbliver sjove tungevridere som for eksempel:

Else elsker pelse.
Else elsker pølse.
Pølse åd hun dagen lang.
Elses pels blev alt for trang.
Pelsen holdt, men elske sprak.
Else pelse pølsesnak.

Den legende og sjove tilgang afslører forfatterens glæde ved sproget, og man skulle næsten tro, at rimene var lavet af børn selv. Måske er det  netop derfor, den bliver velmodtaget hver eneste gang, den præsenteres for en ny generation. Det er det rene nonsens og ingen forstår nonsens som børn – ja altså, måske lige med undtagelse af Haldfan Rasmussen, som giver liv til vrøvl og pølsesnak i børnehøjde.
Det er en musthave til børnereolen, og man behøver ikke vente til skolestart, før man begiver sig ud i Halfdans livlige og legende ABC.



2 kommentarer:

  1. Det må vel være Bennys brændende bukser, som Børge har på �� Men den lille fejl vidner jo bare om det knudrede univers.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hahahaha, hvor er det altså sjovt! Jeg lavede præcis samme fejl i min story, da jeg læste remsen op. Man kunne jo også tolke det som min indre rebel, der insisterer på selv at bestemme, hvem der skal brænde og hvem der ikke skal. :-D Men okay, jeg må hellere rette det alligevel. ;-) Tak for head up!

      Slet