tirsdag den 5. juni 2018

Børn af bøger: Julie Fønskov, bogblogger på Lit Comprimé




-
Min læselyst er ikke medfødt
Jeg var aldrig et barn af bøger
-

Jeg forsvandt ind i bøgerne som lille, var barn blandt drager og tryllestave, svøbt i en puppe af ord.

Man hører det så tit blandt bogelskere: De voksede op med bøger, hvis historier flød sammen med deres egen barnlige fantasi. Det lyder så eventyrligt. Jeg har bare ikke de minder selv. Jeg var intet barn af bøger. Jeg var heller ingen teenager af bøger. Jeg var knap nok ung voksen af bøger. Jeg har helt sikkert læst mere end gennemsnittet. Men flugten ind i alternative verdener, følelsen af at være hjemme i selskab med sidernes skrevne ord husker jeg ikke.

En uklædelig følelse af antipati ulmer i min mave, når jeg hører en lidt for pladdersentimental beretning om nogens lyksalige børnebogsminder. Egentlig er jeg bare misundelig og lader bitterheden over andres tilsyneladende magiske litterære barndomsoplevelser tage over.
 
Julie: “Er jeg den eneste, der ser plakaten på væggen og hører en stemme sige … og Disney-DVD!´ "
Læste jeg? Ja da. Læsning var altid et fagligt felt, hvor jeg brillerede. Det kom legende let til mig. Jeg husker en dag i starten af første klasse, hvor hver elev fik uddelt et ord, som skulle læses højt for de andre på tur. Mit ord var ”JEG”, og mens de andre børn tvivlede på deres og fik hjælp, læste jeg højt uden anstrengelser. Jeg fik øjeblikkeligt ros for at klare ordet så ubesværet, for det var et af de sværeste i bunken, sagde min lærer: Både det mærkelige J og det bløde G var ikke lige til at gennemskue.

Det var altid læsningens tekniske dygtighedsaspekt, som satte en ild i mig. Senere brystede jeg mig i hemmelig stolthed af at læse røde dingobøger, mens mine kammerater stadig kæmpede med de grønne. Når jeg i mine præ-teenageår læste hele bøger på en dag, var det oftere for tilfredsstillelsen ved at kunne, end for indlevelsesfølelsen af bare ikke at kunne give slip.

Som ung læste jeg ikke. Gymnasietiden bød på langt vigtigere ting at tage sig til (pizzaer skulle spises, drenge skulle kysses, øl skulle drikkes), og jeg undgik endda så vidt muligt at læse for mange lektier til dansk- og engelsktimerne. Først i starten af mine tyvere, begyndte en spirende passion at tage form, da en boghandel tilbød 3 hardbacks for 100 kroner, og der (for en gangs skyld) lå smukke, forførende titler iblandt. Ironisk nok var der her, jeg købte De Sataniske Vers, som jeg seks år og tre forsøg senere, stadig ikke har gennemført.

Jeg forsvinder stadig ikke ind i bøger. Har jeg postyr omkring mig, eller distraheres jeg af indre uro, kan jeg umuligt holde fokus. Jeg glemmer sjældent, at jeg læser, mens jeg gør det, og jeg må aktivt tvinge mig til at læse dagligt for ikke at ende i en reading slump. Alligevel ville mit liv føles tomt uden litteraturen. Jeg var ikke et barn af bøger, men jeg er blevet en inkarneret voksen af bøger. Det kan virke mærkeligt skamfuldt at erkende. Som om jeg er den ”forkerte” form for bogelsker, når min kærlighed til litteraturen er udviklet og ikke medfødt. Når min læselyst stadig skal fremelskes og plejes for ikke at smuldre.

Kun én læseoplevelse fra min barndom, satte sig så stærkt i min lille krop, at den sidder der endnu: Bent Hallers Ispigen var noget af det mest bedrøvelige og rædselsvækkende, jeg havde læst. Tænk hvis alle mine læseoplevelser havde haft så intens en effekt.




Julie Fønskov blogger på Lit Comprimé og deler også sine læseoplevelser på Instagram under profilnavnet @litcomprime.

Ingen kommentarer:

Tilføj en kommentar