-
Min
læselyst er ikke medfødt
Jeg
var aldrig et barn af bøger
-
”Jeg forsvandt ind i bøgerne som lille, var
barn blandt drager og tryllestave, svøbt i en puppe af ord.”
Man hører det så tit blandt bogelskere: De
voksede op med bøger, hvis historier flød sammen med deres egen barnlige
fantasi. Det lyder så eventyrligt. Jeg har bare ikke de minder selv. Jeg var
intet barn af bøger. Jeg var heller ingen teenager af bøger. Jeg var knap nok
ung voksen af bøger. Jeg har helt sikkert læst mere end gennemsnittet. Men
flugten ind i alternative verdener, følelsen af at være hjemme i selskab med
sidernes skrevne ord husker jeg ikke.
En uklædelig følelse af antipati ulmer i min
mave, når jeg hører en lidt for pladdersentimental beretning om nogens
lyksalige børnebogsminder. Egentlig er jeg bare misundelig og lader bitterheden
over andres tilsyneladende magiske litterære barndomsoplevelser tage over.
 |
| Julie: “Er jeg den eneste, der ser plakaten på væggen og hører en stemme sige … og Disney-DVD!´ " |
Læste jeg? Ja da. Læsning var altid et fagligt felt,
hvor jeg brillerede. Det kom legende let til mig. Jeg husker en dag i starten
af første klasse, hvor hver elev fik uddelt et ord, som skulle læses højt for
de andre på tur. Mit ord var ”JEG”, og mens de andre børn tvivlede på deres og
fik hjælp, læste jeg højt uden anstrengelser. Jeg fik øjeblikkeligt ros for at
klare ordet så ubesværet, for det var et af de sværeste i bunken, sagde min
lærer: Både det mærkelige J og det bløde G var ikke lige til at gennemskue.
Det var altid læsningens tekniske
dygtighedsaspekt, som satte en ild i mig. Senere brystede jeg mig i hemmelig
stolthed af at læse røde dingobøger, mens mine kammerater stadig kæmpede med de
grønne. Når jeg i mine præ-teenageår læste hele bøger på en dag, var det oftere
for tilfredsstillelsen ved at kunne, end for indlevelsesfølelsen af bare ikke
at kunne give slip.
Som ung læste jeg ikke. Gymnasietiden bød på
langt vigtigere ting at tage sig til (pizzaer skulle spises, drenge skulle
kysses, øl skulle drikkes), og jeg undgik endda så vidt muligt at læse for mange
lektier til dansk- og engelsktimerne. Først i starten af mine tyvere, begyndte
en spirende passion at tage form, da en boghandel tilbød 3 hardbacks for 100
kroner, og der (for en gangs skyld) lå smukke, forførende titler iblandt.
Ironisk nok var der her, jeg købte De
Sataniske Vers, som jeg seks år og tre forsøg senere, stadig ikke har
gennemført.
Jeg forsvinder stadig ikke ind i bøger. Har jeg
postyr omkring mig, eller distraheres jeg af indre uro, kan jeg umuligt holde
fokus. Jeg glemmer sjældent, at jeg læser, mens jeg gør det, og jeg må aktivt
tvinge mig til at læse dagligt for ikke at ende i en reading slump. Alligevel
ville mit liv føles tomt uden litteraturen. Jeg var ikke et barn af bøger, men
jeg er blevet en inkarneret voksen af bøger. Det kan virke mærkeligt skamfuldt
at erkende. Som om jeg er den ”forkerte” form for bogelsker, når min kærlighed
til litteraturen er udviklet og ikke medfødt. Når min læselyst stadig skal
fremelskes og plejes for ikke at smuldre.
Kun én læseoplevelse fra min barndom, satte sig
så stærkt i min lille krop, at den sidder der endnu: Bent Hallers Ispigen var noget af det mest
bedrøvelige og rædselsvækkende, jeg havde læst. Tænk hvis alle mine
læseoplevelser havde haft så intens en effekt.
Julie Fønskov blogger på Lit Comprimé og deler også sine læseoplevelser på Instagram under profilnavnet @litcomprime.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar