 |
| Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Titel: Døgnkioskmennesket
Forfatter: Sayaka Murata
Oversætter: Mette Holm
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 150
Forlag: Grif
36-årige Keiko er løsarbejder i en døgnkiosk i Tokyo.
Her har hun arbejdet i atten år, og hun finder stor glæde i sit arbejde og dets
faste rutiner. Men Keiko er årsag til stor skam for sin familie, som ville
ønske, at hun frem for alt blev gift og dernæst fandt sig et job, som de kunne
være stolte af. Keiko er bare ikke som folk er flest, det kunne hun og alle
andre allerede konstatere, da hun var barn. Det er ikke let for hende at læse
mennesker og forstå sociale koder, så hun har i en tidlig alder lært, hvordan
hun kan begå sig, selvom hun åbenlyst falder uden for. Hendes strategi er
simpel, hun trives med faste rutiner og instrukser, da de er hendes garanti for
at agere “korrekt”. Døgnkiosken har en medarbejdermanual, som i detaljer
beskriver, hvad hun skal sige hvornår, og hvordan hendes kropssprog skal være.
Derfor bliver arbejdspladsen det eneste sted, Keiko nogensinde har oplevet at
blende ind, og forholdet til døgnkiosken er det tætteste, hun har været på en
kærlighedsrelation. Men presset fra familie og samfund stiger, for hun har da
vel ikke tænkt sig at gå i graven uden mand og børn?!
Døgnkioskmennesket er et helt unikt indblik i
den japanske arbejdskultur, og beskrivelserne af døgnkiosken er fuldstændig som
at være der selv. I spændet mellem Keikos tanker og faktiske handlinger, får
Sayaka Murata belyst vores forventninger til hinanden, og den lille roman
løfter sig til at være en skarp analyse af menneskeskabte normaliteter. Jeg er
ikke i tvivl om, at den gør sig bedst hos læsere, som har oplevet den japanske
døgnkioskkultur, men jeg håber også, at den vil få en chance hos dem, der ikke
har. Den har store kvaliteter både i sit sproglige udtryk og i sin evne til at
problematisere traditionelle normalitetsopfattelser.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar