![]() |
Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. |
Titel: Et rigtigt liv
Forfatter: Katrine Marie Guldager
Udgivelsesår: 2019
Sideantal: 284
Forlag: Gyldendal
80’er-barnet, Filip, kommer fra en velhavende familie.
Hans far og handicappede bror bor alene i det store hus i Hellerup efter morens
tidlige død og Filip selv er startet på kostskole. Han står ikke sin familie
specielt nær, og han har vænnet sig til logikken i at være sekundær i forholdet
til sine forældre som følge af at være bror til en handicappet dreng. Efter
kostskolen flytter han med sine venner ind i en lejlighed ved søerne, som hans
farfar har sørget for. Han glider igennem sin uddannelse og efterfølgende står
jobmulighederne i kø, for Filips familie er indflydelsesrig. Han kommer
selvsagt til at tilhøre samme overklasse, som han altid har været en del af,
han bliver gift med en smuk, veluddannet kvinde, som forstår at skabe det rette
ydre udtryk – et udtryk, som hun beslutter at dyrke på fuld tid. Men perfektion
koster, og det pæne
ydre kan ikke opveje for den sorg og indre kaos, Filip er ved at drukne i.
Det bliver aldrig kedeligt at læse om de rige. Hvad
driver dem, hvordan bor de, hvordan føles det at have så mange penge? Katrine
Marie Guldager kommer med et udmærket bud i Et
rigtigt liv. Verden ligger for Filips fødder, og han kan gøre alt det med
sit liv, som andre kun kan drømme om, men hvad gør man, hvis man ikke ved, hvad
man drømmer om? Eller hvis alt i livet alligevel føles planlagt og
skæbnebestemt? Et rigtigt liv er en dragende
og tempofyldt fortælling, hvis handling udspilles filmisk i læserens indre. Den
belyser menneskets pinefulde vilkår – at søge efter mening med livet – og den
understreger vilkårets universalitet, for selv jetsettet kan ikke købe svar på
gådefulde spørgsmål om meningen med deres eksistens.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar