Boganmeldelse: Kraften af Naomi Alderman

Jeg fik bogen tilsendt som anmeldereksemplar fra forlaget. Willamdam.dk sælger den for DKK 221,- lige her.

Titel: Kraften

Forfatter: Naomi Alderman

Udgivelsesår: 2018

Sideantal: 376

Forlag: Alhambra

Kraften er ikke blot titlen på Naomi Aldermans dystopiske roman, det er også navnet på den evne, der gør kvinder til det magtfulde og overlegne køn, som nu vil tage hævn for århundreders undertrykkelse.

Pludselig opdager teenagepiger verden over, at de har et summende nøgle mellem kravebenene, en sitrende energi af elektriske impulser, som kan bruges til at udsende dødbringende elektriske stød. Vi følger primært tre kvinder og en mandlig journalist, som alle oplever den nye hierarkiske orden forskelligt. Margot er en ambitiøs og succesfuld politiker, som både kæmper professionelt med at få sat rammer for kraften i et samfundsperspektiv, men også personligt med sin egen datter, som ikke har kontrol over sin kraft. Roxy er vokset op i et voldeligt og hadsk miljø, som har efterladt hende med en kynisme og generel tvivl på det gode i mennesker. Hun er en hård karakter, og opdagelsen af sin nye position, har gjort hende opsat på at bruge kraften til at opbygge sit eget imperium. Allie er kendt som en sikker satsning blandt teenagedrengene i Jacksonville. Hun har haft en turbulent barndom med skiftende plejeforældre og været udsat for incest, så der skal ikke meget til at overtale den unge pige til at bryde med sine egne grænser og dele ud af sin krop. Tunde er en opsøgende journalist, som gerne sætter liv og lemmer i fare i håbet om at få den gode historie. Han rejser verden rundt for at dokumentere den udvikling, pigernes nye evner har sat i gang. Vi følger også andre karakterer, og hvert kapitel skifter perspektiv alt efter hvilken karakter, det tilhører. Langsomt udfoldes historien om, hvordan pigerne håndterer den magtfulde position, deres kraft har medført, hvad mændene gør for at beskytte sig selv og hvordan forskellige samfund sætter ind overfor det, der pludselig er et medfødt dødbringende våben.

Det er en interessant historie og der er eksperimenteret med køn og kønslige forestillinger, som overraskende nok bliver helt komiske, når man vender dem om og skifter fortegn.

Men jeg blev aldrig rigtig grebet. Der er et stort persongalleri, men karaktererne mangler dybde og føles aldrig helt udfoldede eller ægte. Derfor blev jeg ikke rigtig investeret i deres mål eller liv, og jeg følte mig heller ikke forbundet med nogen af dem. Så selvom jeg finder Aldermans eksperimentelle tilgang og selve historien interessant, blev det altså ikke en udpræget god læseoplevelse. Jeg tror måske også, at min skuffelse blev så meget desto større af at vide, at Margaret Atwood har været involveret i bogens tilblivelse og taler varmt om den. Når hun, der i mine øjne er den feministiske dystopis moder, roser et værk, så er mine forventninger tårnhøje. Jeg sidder også tilbage med spørgsmålet om, hvorfor feminismen ikke får lov til at blive ekspliciteret før de sidste 20 sider af romanen. Når den lovprises som feministisk værk verden over, undres jeg over at kvindernes magtposition, gør dem til rendyrkede hadske dræbermaskiner – og først i det afsluttende kapitel forløses det feministiske budskab. Der var simpelthen for lang vej til målet for mit vedkommende. Det er selvfølgelig altid interessant at blive bevidstgjort om de kulturelle kønsforestillinger, der ligger indlejret i os, men hvis det er dens feministiske agenda, kunne man blot have lavet en lille lommebog a la Chimamanda Ngozi Adichies små manifester. Jeg ville så gerne elske den her roman, men mest af alt, er jeg nok bare forvirret. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at jeg ikke forstod bogen. Og … det gjorde jeg måske heller ikke …