Boganmeldelse: Astragal af Albertine Sarrazin

Jeg fik tilsendt et anmeldereksemplar af People's Press. Men den kan købes hos Saxo til DKK 250,-

Titel: Astragal

Forfatter: Albertine Sarrazin

Udgivelsesår: 2017 (ny dansk oversættelse)

Sideantal: 190

Forlag: People’s Press

“Du skal ikke tro på det, Julien, stol ikke på kvinder, jeg kender dem …”

Nyudgivelsen af Astragal indledes med et smukt forord af Patti Smith, hvis kærlighed til Albertine Sarrazin skinner igennem og sætter stemningen for den kommende historie. (Jeg anmeldte i øvrigt M-Train lige her, hvis det skulle have interesse.)

I kapitel 1 har vi, sammen med 19-årige Anne, kastet os ud af det høje fængselsvindue og slæbt os gennem tjørnebuske og mudder ned langs vejen. Springet har ødelagt Annes ankel eller rulleben (fransk = astragale) i en sådan grad, at hun kan hverken gå eller stå, og hun bliver derfor dybt afhængig af, at nogen (en mand) vil komme og redde hende. Til hendes held kommer Julien forbi, og da Anne fortæller sin historie, hjælper han hende videre, og hun ender i sygesengen hos Juliens mor, som sørger for mad og pleje. Anne, som bedst kan karakteriseres som en fandenivoldsk normbryder, finder sig selv handlingslammet i den efterfølgende tid, hvor hun er sengeliggende, og hendes eneste mulighed for at komme rundt er at slæbe sig hen ad gulvet ved hjælp af sine arme. Hun har forladt det verdslige fængsel, men er altså stadig bundet og fastlåst – denne gang til sygesengen. Som fortællingen skrider frem oplever Anne en stigende usikkerhed i forholdet til Julien, som ofte rejser væk, ser andre kvinder og generelt lever et rodløst ungkarle liv far dag til dag.

Astragal er gentagelsesvist udråbt som feministisk værk og Albertine Sarrazin som feministisk forfatter. Jeg må erkende, at der skulle en del eftertanker til, før jeg kunne øjne det feministiske islæt, som fortællingen efter sigende skulle have. Efterfølgende er jeg dog kommet frem til følgende feministiske perspektiver, som bogen kan læses med. Under sin tid i (kvinde)fængslet danner Anne par med en anden kvinde, Rolande, og i beskrivelsen af deres forhold fortæller Anne, hvordan hun har ”lært at elske piger”. At det at ”elske piger” er noget, der skal læres, kan både ses som en kritisk, feministisk kommentar, men selvfølgelig også ’blot’ som en heteros ’omvendelse’ eller fleksibilitet. Den lader vi lige stå lidt. Og så får I også lov til at tygge lidt på det faktum, at Anne reddes af en mand, som under omstændighederne (den ødelagte ankel) nødvendigvis må ’holde hende fanget’ i en seng, hvorfra hun sover, spiser og dyrker sex uden nogen form for deltagelse i verden udenfor. Han bliver hendes redning og hun bliver fuldstændig afhængig af og opslugt af ham, hans kærlighed, hans penge, hans hjælp:

Tak Julien, fordi du var i stand til at gøre mig så ondt. Du gør en ende på mine fantasifostre; efter at have givet mig en kvindekrop giver du mig nu et kvindehjerte – præcis som hos de kvinder, hvis tiggende magt og vanvittige hengivenhed og underdanighed jeg altid har foragtet. Nu er det mig, der dufter til dine skjorter …

Hun bliver kvinden, hun selv foragter – den afhængige kvinde. Med de mange tanker om frihed og fængsel, vækkes spørgsmålene om, hvad frihed egentlig er? Anne er uden for fængselsmuren, men stadig fanget, og hvor hun før var afhængig af fængselspersonalet, er hun nu afhængig af manden. Og med bogens fortvivlede slutning, er der kun tilbage at spørge; er frihed en utopi?

Men i livet inden for fængselsmurene havde man trods alt en større handlefrihed og kunne slå sig løs i smug, idet hver eneste dag forløb i en fast rutine. Min nye frihed lægger mig i lænker og lammer mig.

Men det mest interessante, synes jeg, er navnet på Annes elskede i fængslet. Hun hedder Rolande, og om det er et tilfælde, får I selv lov at bedømme: En meget kendt parisisk feminist, Madame Roland, måtte i 1700-tallet fængsles og efterfølgende lade livet på grund af sin kamp i den franske revolution og for kvinders rettigheder. Under sin tid i fængslet skrev hun sine erindringer, hvori hun blandt andet reflekterede over egne politiske indsatser og med disse blev Madame Roland et symbol på kvinders værdi og vigtige indflydelse i politiske spørgsmål. Fordi hun nægtede at gå på kompromis med sine politiske holdninger måtte hun lade livet i guillotinen, men hendes erindringer blev trykt 1795, og med disse blev hun forgangskvinde for fransk feminisme og et konkret symbol på den stærke, franske kvinde. Der forekommer altså at være en del ligheder mellem Madame Roland og Anne eller måske ligefrem mellem Madame Roland og Albertine Sarrazin, som ligeledes skrev sit biografiske værk bag fængselsmurene. Den kærlighed Anne beskriver til sin fængselsveninde, Rolande, kan altså muligvis være forfatterens beundring for eller en form for dedikation til Madame Roland.

Jeg blev aldrig helt fanget af fortællingen, og det er nok først nu efter endt læsning, at jeg kan se, hvad det egentlig er, den kan tilbyde. Jeg savnede at blive opslugt, men oplevede alligevel en efterfølgende tilfredshed, fordi jeg blev introduceret til en tid og en tankegang, som gav anledning til refleksion. Det er altså ikke et altopslugende værk eller en pageturner, men en lille bog, som kræver en læser, der finder det egentlige ærinde mellem linjerne. Jeg vil derfor anbefale bogen som feministisk eller historisk læsning til læseren, der nyder gætterier om forfatterens intention og (politiske) ståsted.